Nyhed
20. juli 2023 | 21:30 - Opdateret 21. juli 2023 | 10:08

Politiken anmeldt for Spies-klumme

Foto: Mogens Berger

Simon Spies brugte sig selv til at promovere sit rejseselskab med drømmen om et bekymringsløst liv fuld af luksus og vild sex. Nu er han omdrejningspunkt i en usædvanlig sag ved Pressenævnet.

”Jeg er enormt overrasket,” siger medieekspert, hvis Politiken-klumme om Spies og morgenbolledamerne er blevet meldt til Pressenævnet af dokumentarens producent.

Af Frederik Hoff og Claus Christensen

I det nye nummer af Ekko undersøger vi kampen om Simon Spies’ eftermæle, efter at DR-dokumentaren Spies og morgenbolledamerne rettede en kraftig kritik mod rejsekongens behandling af unge kvinder i sit selskab.

Dokumentaren blev vist i tre afsnit med tilsammen 1,3 millioner seere. Den fik en stor medieomtale og skabte megen vrede over datidens fejring af Spies og den ikoniske status, han har den dag i dag.

Billedbureauer slettede billeder af Spies sammen med afklædte unge kvinder, og hans rejseselskab blev presset til at tage afstand fra ”Spies-ånden” og fjerne hans navn fra markedsføringen af selskabet.

Langt færre interesserer sig for sagen, da journalisten Bo Østlund med sin podcast Simon Spies – karaktermord i prime time systematisk gennemgår dokumentaren og kommer frem til, at udsendelserne savner dokumentation for de alvorlige påstande.

Men Lau Rabjerg-Eriksen, som er direktør i produktionsselskabet bag dokumentaren, mener ikke, at podcasten er vederhæftig.

”Bo Østlund laver ikke journalistik, han har gang i en kampagne, hvor han lægger et stort røgslør ud over dokumentaren,” siger direktøren i Laud People i Ekko #94.

Bo Østlund afviser kritikken i samme blad.

”Jeg indrømmer, at det er verdens længste, kedeligste og mest fluekneppende podcast, men jeg holder mig til, hvad jeg kan dokumentere, og alle mine kilder står frem med navn,” svarer Bo Østlund.

Falske påstande
Lau Rabjerg-Eriksen ærgrer sig over, at Bo Østlund trods flere opfordringer har nægtet at lade sin podcast tilmelde Pressenævnet.

”Det ville ellers være naturligt, når hans podcast omhandler god presseskik,” siger Rabjerg-Eriksen, som til gengæld på vegne af Laud People har anmeldt Politiken.

Anmeldelsen går på en klumme skrevet af medieekspert Søren Schultz Jørgensen og bragt 27. april 2023 på nettet. Titlen er: Stædig journalist har pillet DR’s Spies-dokumentar fra hinanden. Hvorfor står han alene?

Klummen er et fast, ugentligt format, der har eksisteret i avisen i seks år. Og denne specifikke tekst er en kritik af mediernes tavshed om Spies-sagen. Fem dage senere, 1. maj, optræder klummen i den trykte avis under overskriften Lille Bo mod mediesystemet.

Lau Rabjerg-Eriksen forsøger allerede den 28. april at få Politiken til at dokumentere de påstande, som der refereres til i klummen, eller fjerne den fra nettet. Det lykkes ikke. I stedet får han indlægget Mediekommentar om Spies-dokumentar genfremsætter udokumenterede påstande på nettet den 4. maj og i den trykte avis den 6. maj – flere dage efter, at Politiken genudgivet klummen i avisen.

”Når anklagerne er så alvorlige og udokumenterede – eksempelvis at vi skulle have bestukket en kilde med penge og en flaske vodka – er jeg nødt til at gøre noget af hensyn til de involverede medarbejdere,” siger han til Ekko.

”Politiken viderebringer påstande, som avisen ikke har gjort sig anstrengelser for at finde sandhedsværdien i. Søren Schultz Jørgensen kopierer jo bare Bo Østlunds påstande – også anklagen om bestikkelse, selv om Jørgensen ved, at den er trukket tilbage. Han lægger dem åbent ud med et spørgsmålstegn om, hvorfor ingen medier interesserer sig for det. Han kunne have spurgt os. Eller Politiken kunne have undersøgt sagen.”

– Men det er jo en personlig kommentar?

”Jeg ser det som et stykke journalistik i form af en klumme, som kommer ugentlig i Politiken, og som i modsætning til andre klummer i Politiken ikke er deklareret som skribents egen holdning.”

”Jeg synes ikke, at der er forskel på debatindlæg og journalistik, og det er helt på linje med de presseetiske regler. Det skal være korrekte informationer, og man skal forelægge alvorlig kritik,” siger Lau Rabjerg-Eriksen, der har oplevet, at kilder i andre af selskabets produktioner har trukket sig som følge af Politikens klumme.

Ærekært og dubiøst
Pressenævnet bekræfter, at Lau Rabjerg-Eriksen den 16. juni klagede over kommentaren, og at de tager sagen op. Pressenævnet er et offentligt nævn, der behandler klager om overtrædelse af god presseskik og spørgsmål om genmæle.

”Jeg er enormt overrasket,” siger Søren Schultz Jørgensen til Ekko.

”Lau Rabjerg-Eriksen har misforstået de mest basale presseetiske spilleregler. Hvis alle kommentarer skulle fremlægges for dem, der nævnes, kunne vi ikke have en offentlig debat i Danmark,” siger medieeksperten.

– Men du refererer alvorlige anklager, som producenten ikke har haft mulighed for at kommentere, inden de blev bragt i Politiken?

”Det er ikke en redaktionel artikel, og jeg fremlægger både Bo Østlund, DR og Laud Peoples synspunkter. Jeg tager ikke stilling til, hvem der har ret. Jeg kritiserer medierne – ikke Laud People. Så jeg glæder mig til at få den kendelse.”

Søren Schultz Jørgensen mener, at Lau Rabjerg-Eriksen – der også har bedt Østlund dokumentere sine påstande eller i modsat fald fjerne podcasten – bruger Pressenævns-klagen som en måde at intimidere kritikken ihjel på.

”Det er en ærekær og noget dubiøs måde at prøve at styre en medieoffentlighed, som Laud People i den grad selv har lukreret på. Dokumentaren fik jo historisk enestående opmærksomhed, da den kom ud. Og så larmende tavshed, da kritikken kom,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Det kan Lau Rabjerg-Eriksen slet ikke følge.

”Jeg er forundret over, at en docent i medievidenskab finder det intimiderende og ligefrem dubiøst at bringe pressens eget nævn i spil i en alvorlig sag, hvor han har uretmæssigt har beskyldt en journalist for bestikkelse,” siger direktøren for Laud People.

”Det kan aldrig være god journalistik at viderebringe rygter i en avis for så at bede andre undersøge, om der er hold i dem. Og både DR og vi har gentagne gange stillet op til interview i Ekstra Bladet, Q&CO, Tabloid med mere. Vi har desuden lagt et fyldigt svar på Bo Østlunds mange anklager på vores egen hjemmeside.”

En rummelig avis
Den 19. juni skriver Politiken en nyhed om, at radiostationen 24syv har nedsat en ”kommission”, som skal undersøge dokumentarens troværdighed.

At Politiken selv er blevet anmeldt til Pressenævnet i relation til sagen, bliver ikke nævnt i artiklen. Vi ville gerne have spurgt Politiken om, hvorfor avisen ikke har orienteret læserne om anmeldelsen.

”Vi har allerede afleveret et grundigt svar til Pressenævnet, og vi har ikke yderligere at tilføje,” skriver kultursouschef Jens Lenler i en mail, da vi henvender os til Politiken.

Det har ikke været muligt at skaffe klagesvaret fra Politiken, men Ekko er på anden vis kommet i besiddelse af både Laud Peoples klage og Politikens svar.

Og de to parter kunne ikke være mere uenige.

Hvor Laud People mener, at Politiken ”bliver allieret med Bo Østlund og på aktivistisk vis promoverer hans synspunkter”, opfatter Politikens chefredaktør Christian Jensen kommentaren som et eksempel på avisens rummelighed.

Chefredaktøren formoder, at klummen også er en kritik af Politiken.

Avisen har nemlig ikke undersøgt, om der er hold i Bo Østlunds beskyldninger mod dokumentaren, som avisens Eva Eistrup tilbage i 2022 anmeldte til fem hjerter og kaldte ”en voldsom historie, men den er overbevisende fremlagt”.

”Som medievirksomheder har vi en ganske særlig forpligtelse til at lade os kigge i kortene og være åbne for kritik,” slutter Christian Jensens svar til Pressenævnet.

Kommentarer

Simon Spies i Ekko #94

Hvad er Simon Spies’ eftermæle efter dokumentaren om morgenbolledamerne?

Vi taler i det nye Ekko med medvirkende, journalisten bag en kritisk podcast, en mediejurist, en erhvervspsykolog samt dokumentarens producent.

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.

Abonnenter kan også læse bladet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko