”Producenterne foretrækker leverpostej”

Egentlig ville distributørerne og producenterne klippe indledningen væk.

I den mildest talt barske scene går den danske sergent Carl fysisk amok på unge, udsendte tyske soldater, der marcherer i geledder gennem Danmark, efter tyskerne har overgivet sig.

”Med den scene var de bange for at skræmme publikum væk, og derfor ville de fjerne den, men for mig betyder den scene alt,” fortæller instruktøren Martin Zandvliet i en sofa hos Nordisk Film.

”I sådan en situation lader man, som om man lytter og siger ’ja, det skal jeg nok,’ uden at følge op på det,” siger Zandvliet, der tidligere har lavet spillefilmene Dirch og Applaus.

Heldigvis kom indledningen med i den endelige version, selv om producenter og distributører fandt den modbydelig.

”Det er frygten, der bærer branchen, så hvis noget bliver for hårdt eller barskt, bliver de bange for at skræmme publikum væk, og så foretrækker de leverpostej,” siger han.

”Når en film er blevet optaget, kommer der andre meninger. Nu skal den sælge og tjene penge. Selvfølgelig tænker jeg på mit publikum. Jeg vil gerne underholde folk og røre dem, men man skal ikke undervurdere, at publikum også kender knebene.”

Overgreb mod drenge
Under sandet handler om de 2000 tyske krigsfanger, hvoraf mange var teenagere, der efter ordre fra det britiske militær blev sat til at rydde den danske kyst for miner. Som værn mod de allieredes angreb havde Nazityskland placeret omkring to millioner miner, som kostede mange hundrede livet.

I filmen følger vi en deling af fjorten tyske drenge omkring femtenårsalderen, der under ledelse af den kyniske sergent Carl bliver indsat i en dansk lejr ved stranden i Oksbøl. Om natten sover de i et skur bag lås og slå. Om dagen fjerner de miner på tomme maver og med livet som indsats.

Når Martin Zandvliet siger, at man ikke skal undervurdere publikum, ligger det i forlængelse af hans inspiration fra 70’ernes såkaldte New Hollywood, hvor instruktører som Scorsese og Coppola både underholdt og tog kunsten seriøst.

Filmene skal have noget på hjerte og gerne beskæftige sig med realiteternes skyggesider, men uden at de filmiske virkemidler går tabt.

”Hver gang en af drengene snakker om deres håb og fremtid, skal det være ligesom i gyseren, som når en dreng i en gyser siger: ’Jeg går ned i kælderen.’”

Normalt er tyskerne monstre
Filmens primære kulisser er forholdsvis enkle med klitterne, sandet, havet og vinden.

”Det har været min intention at gøre stranden til en teaterscene. Publikum skal føle sig hjemme på stranden og være med. Jeg vil gerne gøre filmen så smuk og eventyragtig som mulig, men man skal mærke, at faren lurer neden under overfladen,” fortæller instruktøren.

På den måde forbliver det underspillet, selvom eksplosionerne lurer i sandet.

Skurkene i filmen er ”systemet” og dem, der bare eksekverer ordrer. Det er også magtmænd repræsenteret ved Mikkel Boe Følsgaard, der spiller sergentens overordnede og blindt lader mishandlingen af de unge drenge ske.

”Vi er vant til at se film, hvor tyskerne er monstrene, men inde bag monsteret er der et menneske. Vi gjorde noget forkert, og det skal ikke ske igen.”

Næppe mange danskere har hørt om minesprængningen, og hvad de tyske soldater blev sat til. Hvordan fik Zandvliet idéen?

”Som nation har vi en tendens til at glamourisere fortiden. Vi opfatter os selv som en god og hjælpende nation under Anden Verdenskrig. Men der var også mange mennesker med et kæmpe had, og det var den historie, jeg havde lyst til at fortælle.”

”Så jeg begyndte at researche og fandt ud af, at det var tyskerne, som blev sat til at fjerne minerne. Først og fremmest var jeg meget overrasket over, at der ikke var meget materiale.”

På dødsmarch i geledder
Filminstruktørens research har været grundig. Han har været på museer og kirkegårde, brugt tal og fakta og ikke mindst haft samtaler med fritidshistorikeren Helge Hagemann, som i 1998 skrev bogen Under tvang om emnet.

Hagemanns far havde selv deltaget i krigen og råbte dengang op om, hvordan danskerne begik krigsforbrydelser ved at lade den ene teenageknægt efter den anden sprænge i luften.

”Bogen er ikke objektiv. Den handler om, at vi brød Genevekonventionen ved at bruge krigsfanger til at fjerne minerne, men det handler min film ikke om. Det er ikke en film om, at vi skal have det dårligt over det, vi gjorde. Filmen handler snarere om, hvordan jeg har det med had og hævn efter en krig.”

Martin Zandvliet understreger, at filmen er fiktion – og han er helt bevidst om, at historiske filmdramaer ofte får hug af historikerne. 

”Sergenten er en opfindelse, en repræsentant for de mange sergenters følelsesmæssige dilemma,” indrømmer instruktøren. 

Det er dog tvivlsomt, om han vil blive klandret for voldsomme overdrivelser. Faktisk har han underspillet danskernes skurkerolle ved de såkaldte dødsmarcher, hvor unge tyske soldater blev beordret til at gå arm i arm gennem hver en meter af sandstranden for at teste, om de nu have fjernet minerne godt nok.

”I virkeligheden kom folk fra nær og fjern for at se dødsmarcherne. Man håbede på, at en tysker blev sprængt i luften. Så på den måde har jeg været flink over for danskerne og kunne have gjort det meget værre.”

Ordre fra USA
Med Under sandet filmer Martin Zandvliet sig ind i en modebølge af Anden Verdenskrigsfilm, der lige nu hitter i biografen.

Men han afviser, at der er tale om spekulation i en populær trend. Tværtimod tror han, at markedet for krigsfilm er ved at være mættet, og han understreger, at filmen handler om mere end den gamle krig.

”Måske vi skal tænke os en ekstra gang om, efter vi får stukket en ordre i hånden fra USA eller briterne om at invadere Irak. Det er lidt underligt, at vi ikke stiller spørgsmålstegn til de amerikanske præsidenter. Vi går bare med.”

”Jeg bruger sergenten til at vise, at vi ligesom ham skal stille os selv etiske spørgsmål. For skal vi ikke lære at reagere på vores samvittighed frem for vores umiddelbare følelser, som er frygt og had?”

Han tænker på de syriske flygtninge og flygtningelejre.

”Debatten handler lige nu om, hvordan vi kan slippe for at hjælpe. Det er ret grotesk. Især når vi render rundt og sælger os selv på, at det var os, der hjalp jøderne videre til Sverige. Hvorfor har vi mistet lysten til at hjælpe mennesker i nød?”

Et Danmark af mistillid
Perspektiverne bevæger sig derudaf. Martin Zandvliet mener, vi har mistet tilliden til hinanden i dag.

”Jeg sad forleden og snakkede med min moster om, hvordan hun som femtenårige tomlede ned gennem Europa. Hun er nu i 70’erne, hvor verdenen desværre er bygget på mistillid og frygt.”

”Jeg ville således aldrig turde sende min femtenårige datter på tommelfingeren ned gennem Europa. I dag har vi lyst til at sætte grænser og holde på vores eget. Det er vores land, det er vores formue, og vi vil ikke dele. Vi lever også med en øje-for-et-øje-mentalitet.”