Producer vil sende dansk film til Kina

Lian Yang havde ikke været tilbage i fædrelandet Kina i 22 år, da en ven i filmbranchen, producer Mikkel Egelund Lee, hev ham med til Beijing.

Vennen skulle forhandle animationsfilm med amerikanske og kinesiske investorer, og Lian Yang blev anbragt ved forhandlingsbordet.

”Det gik op for mig, at jeg var den eneste, der kunne forstå alle tre parter – og at jeg kunne styre mødet på en naturlig måde. Det var en helt ny mulighed, der åbnede sig for mig,” fortæller han.

Til Danmark som niårig
Lian Yang kom til Danmark med sine forældre i starten af 90’erne, da han var ni år gammel.

Han kom ind på Filmskolen som producer i 2009, dimitterer denne sommer og har en usædvanligt klar mission: Dansk film skal til Kina.

”I dag er der en masse instruktører, der gerne vil til USA. Men min drøm er, at om ti år vil instruktørerne sige: ’Jeg kan tage til USA, men jeg kan lige så godt tage til Kina.’”

Kinesere savner historier
I det nyeste Ekko beskriver Screen Internationals Kina-journalist Liz Shackleton, hvordan Hollywood i stigende grad forsøger at komme ind på det lukrative kinesiske filmmarked, der sidste år blev verdens næststørste (efter USA) med en årlig omsætning på 2,7 milliarder dollars.

Artiklen forklarer også, hvordan Kina forsøger at udvikle sin egen filmindustri og gennem co-produktioner med amerikanerne er ivrige efter at lære, hvordan man skaber universelle fortællinger, der kan eksporteres til hele verden. Og det er netop på det område, danskerne har noget at tilbyde kineserne, mener Lian Yang.

”Vi har en stærk historik med prisbelønnede film, og vi har instruktører og manuskriptforfattere, der er anerkendt verden over. Kineserne efterspørger gode og underholdende historier, og det kan vi komme med,” siger han.

Konkurrence i Beijing
Efter sine første besøg i Kina, hvor han følte sig som en anden Marco Polo, stiftede Lian Yang sit eget selskab, Yang-Republic, med fokus på dansk-kinesisk samarbejde. Han har de seneste tre år hyppigt rejst til det folkerige land, og sideløbende har han herhjemme taget kontakt til de største danske selskaber for at tale om mulighederne for et kinesisk eventyr.

En af de første danske producenter, han fik kontakt til, var Thomas Gammeltoft, der for et par år siden lagde sit produktionsselskab Fine & Mellow sammen med det internationale selskab Eyeworks.

”Han fortalte, at han og Henrik Ruben Genz havde talt om at ville lave et remake i USA af Genz’ Kinamand. Men amerikanerne ville lave kineserne i filmen om til mexicanere, fordi det er en større minoritet, og så gik det i vasken,” fortæller Lian Yang.

”Så sagde han: ’Se om du kan skaffe et par møder om et kinesisk remake. Og to uger efter lykkedes det mig så at få projektet valgt til en pitch-konkurrence på Beijing International Film Festival.”

Dansker strandet i Kina
Kinamand er et komediedrama om en dansk mand, der er blevet forladt af sin kone, og som trøstespiser på den lokale Kina-grill, hvor han pro-forma bliver gift med ejerens søster. Historien har dog ikke været helt enkelt at omsætte til kinesisk.

”Den beskriver jo en virkelighed, der kun findes i Danmark. Herhjemme er man fascineret af den kinesiske kok, der sidder og laver mad i baglokalet. Det er kineserne jo ikke. Så vi har omformet historien til en ung, dansk forretningsmand, der strander i Kina uden penge eller job, da finanskrisen rammer. Han lejer en lejlighed oven på en lokal restaurant, hvor han kan spise billigt,” forklarer Lian Yang.

Det andet projekt, produceren er relativt langt med at søsætte i Kina, er umiddelbart lettere at transformere til en kinesisk kontekst. Det er Ole Christian Madsens Superclásico, som er produceret af Nimbus Film.

Censurfolk til at tale med
I originalen rejser en dansk tøffelhelt til Argentina for at vinde sin kone tilbage fra en latinamerikansk macho-fodboldspiller. I remaket vil det formentlig blive omsat til en hårdtarbejdende kinesisk forretningsmand, der skal vinde sin kone tilbage fra en blød dansk mand.

”Flere kinesiske selskaber overvejer projektet lige nu. Det tegner meget lovende, fordi den har et stærkt renommé – den er blevet shortlistet til Oscar og var en publikumssucces,” siger Lian Yang.

– Kan man godt lave en scene som Superclásicos heftige badekars-sex i Kina?

”Det kan man godt, hvis den er vigtig for historien. Det samme med scenen, hvor en mand i bar røv krammer en anden mand. Hvis man kommer med gode argumenter, er censurmyndighederne helt klart til at arbejde med. Jeg har personlig kontakt til co-produktionsbureauet, der til daglig arbejder med censuren, og jeg har slet ikke mødt fordommen om spidse mennesker i jakkesæt uden humor eller filmforståelse.”

”De vil rigtigt gerne have mere samarbejde, fordi det udvikler deres filmindustri. Og de sætter stor pris på den åbenhed, danske filmfolk kommer med. Det står i modsætning til amerikanerne, der ofte bare vil have kinesernes penge, men ikke involverer dem i udviklingen.”

Antichrist førte til tårer
Kina har en importkvote på 34 udenlandske film om året. Langt de fleste er amerikanske blockbusters som Avatar og Iron-Man. De populære kinesiske film er primært mere eller mindre letkøbte komedier.

Lian Yang mener derfor, at danske filmfolk og historier kan være med til at uddanne kineserne i, at filmmediet også kan være andet end popcorn-underholdning.

”Lige nu har det kinesiske publikum ikke sans for kvalitet. Jeg tror kun, der findes én arthouse-biograf i landet, og det er kun filmstuderende, som kender den. Det betyder også, at deres manuskripter ikke er gode nok til at blive solgt til resten af verden. Det kræver, at de selv bliver uddannet i USA, eller at de kommer til Danmark og for eksempel snakker med Mogens Rukov om den naturlige historie,” siger han.

”Da vi var i Beijing på studietur med Filmskolen, gav vores leder af filmlinjerne Svend Abrahamsen et foredrag til kinesiske filmstuderende, hvor han viste åbningsscenen fra Antichrist. En pige kom hen bagefter. Hun var opløst af tårer, for hun havde aldrig set en artfilm før. Hun trykkede ham i hånden og sagde, at hun ikke havde troet, at en film kunne ramme én på den måde.”

Venter på kinesisk nybølge
Det er næppe sandsynligt, at Danmark vil kunne spille sig på banen i forhold til importkvoten, som pengestærke Hollywood sidder tungt på.

Lian Yang ser derfor gerne, at Kina og Danmark indgår en såkaldt co-produktionstraktat. Det vil betyde, at dansk-kinesiske film vil kunne sidestilles med kinesiske film og dermed kan vises uden om kvoten. I dag har Kina sådan en aftale med ganske få lande som Frankrig, Canada, Sydkorea, Singapore, Australien og Italien.

”Jeg har talt med Det Danske Filminstitut, og vi er gået i gang med at undersøge, hvordan det kan lykkes. Jeg synes, de ledende kræfter i filmbranchen skal rejse sammen til Kina og i fælles flok tale den danske sag. Det er måden, vi viser, at vi mener det seriøst,” fastlår han.

Potentialet er han ikke i tvivl om. Lige nu er Kina på et stadie, der svarer til Hollywood i 50’erne, hvor store studier sidder på hele fødekæden, og hvor kvaliteten ikke just er i højsædet.

”Men det betyder jo, at vi endnu ikke har oplevet den kinesiske nybølge. Tænk at være med til at fremdyrke den kinesiske Truffaut, Godard eller Coppola!”