Super16: På eventyr i serieland

Mens instruktørens ord er lov på et filmhold og manuskriptforfatteren den ledende stemme i en tv-serie, er produceren som oftest den usynlige helt, der får det hele til at hænge sammen.

Det var ikke mindst nødvendigt, da niende årgang på den alternative filmuddannelse Super16 for første gang gav sig i kast med serieformatet i deres midtvejsprojekter.

Det blev en lærerig oplevelse for alle involverede. Men heldigvis resulterede forsøget også i tre meget seværdige serieprojekter, som lige nu kan ses eksklusivt på Ekkos hjemmeside.

”Det vigtigste, jeg har lært, er, at man ikke skal være bange for at kaste sig ud i noget,” siger Maria Møller Christoffersen, der sammen med fire andre udgør producerlinjen på niende årgang af Super16.

”Vi lærer at arbejde sammen med mennesker: At løse konflikter, mægle og indgå et kunstnerisk kompromis, hvor man af og til tilsidesætter sine egne behov for at nå en fælles ambition,” fortsætter hun.

Angst og kontrol
På Super16’s kortfilm er der normalt kun henholdsvis én instruktør, manuskriptforfatter og producer på det enkelte projekt. Med de nye produktionsforhold i serie-eksperimentet blev det dog besluttet i gruppen, at der skulle være to instruktører og to producere på hvert af de tre projekter.

”Det var for at lave noget, som er tilsvarende den virkelighed, vi kommer ud i. Dér arbejder man som producer oftest sammen med en anden, men det gør man sjældent i kortfilm,” siger Birgitte Rask, der er med på en Skype-forbindelse. Hun har produceret plejehjemsthrilleren Vitasminde – plejer er død sammen med Mads-August Grarup Hertz, som i mellemtiden er startet på Den Danske Filmskole.

”Man har været vant til at gøre ting på sin egen måde, så vi har lært meget af at vende hver en detalje med et andet menneske,” fortsætter hun og suppleres af Siri Bøge Dynesen, der har produceret pilotafsnittet En sanddru og udførlig beretning om et underligt syn i Årslev Enge sammen med Maximilian Mayrshofer.

”Det er lidt angstprovokerende at afgive ting. Man skal have et vist kontrolgen, når man producerer,” siger Siri Bøge Dynesen, der ligeledes er med på en Skype-forbindelse, men fra det mere solrige Bali.

”Men der har også været bedre muligheder for at farve processen her, end når det er en auteur-drevet kortfilm. Vi er kommet længere ind i den kreative udviklingsproces. Der åbnede sig muligheden for at træde ind i et writers’ room, og det har jeg aldrig prøvet før,” tilføjer Maximilian Mayrshofer.

”Der er bare nogle afgørende og store beslutninger at træffe, og det er rart at have mulighed for at sparre. Som producer er man i sin funktion ofte den lidt trælse, sure og begrænsende, men nu var vi to, der var det,” griner Maria Møller Christoffersen, der har produceret midtvejsprojektet Polar i Grønland sammen med Ekko Shortlist Awards-vinderen Aka Hansen (STG), som ikke kunne være til stede under interviewet.

Ingen tilladelse fra nogen
De tre midtvejsprojekter har cirka samme spilletid på omtrent 40 minutter, men er derudover vidt forskellige. Det skyldes ikke mindst, at de serielle førstegangsoplevelser var forskellige for hvert hold.

Årslev Enge – som den hedder i folkemunde – er et langt pilotafsnit, hvor man føres ind i en 1600-tals verden. Polar fortæller i en prolog og første afsnit en mystisk sci-fi-historie om unge i Grønland. Og Vitasminde – plejer er død handler i fire afsnit af ti minutter hver om den unge Katrine, der kommer i samfundstjeneste på et plejehjem, hvor mærkelige ting sker.

”I serier skaber man et univers, og det koster penge. Årslev Enge havde det historiske og Polar skulle til Grønland, mens vi i Vitasminde skulle skabe et plejehjem. Det er dyrere end at lave en kortfilm,” fortæller Birgitte Rask.

”Men det er unikt, at vi seksten mennesker kan blive enige om kaste os ud i et serie-eksperiment uden at få tilladelse fra nogen, og vi skal selv stå til regnskab for det. Så må næste årgang gerne synes, at det var verdens dårligste idé og lave noget helt andet,” siger Siri Bøge Dynesen.

De er dog alle enige om, at midtvejsprojektet var en god udfordring. De er også enige om, at Super16 står stærkt. Både i Danmark, men efterhånden også i udlandet, hvor Polar for nylig blev vist på den amerikanske festival SXSW.

”Det er mit indtryk, at Super16 bliver mere og mere respekteret. Branchen synes, at vi er modige, og den forstår nu i højere grad, hvad vi er for en forening. Vi bliver også respekteret på Filminstituttet og har samme muligheder for at debutere, som andre har. Det er uden tvivl også takket være de filmskabere, som har gået på Super16 før os,” siger Maria Møller Christoffersen.

Sikre stemmer
Nu hvor serie-eksperimentet er vel overstået, kan producerne se frem mod afgangsfilmene, der er i fuld gang og skal stå klar senere i år. Her bliver det igen instruktørerne, der er i fokus.

Mens producerne har fået en masse ud af at arbejde sammen på midtvejsprojekterne, vurderer de også, at instruktørerne har lært meget af oplevelsen.

”Man kan nok forvente nogle meget personlige film, der er unikke for den enkelte instruktør,” siger Siri Bøge Dynesen.

”Det er måske netop takket være de her midtvejsprojekter, fordi instruktørerne var med på nogle andres præmisser og skulle forløse andres idéer,” siger Maximilian Mayrshofer.

”De er blevet mere trygge ved at arbejde i nogle genrer, fordi de har været i universer, der ikke er sædvanlig køkkenvask-kliché.”

”For instruktørerne handlede det meget om at gå på kompromis med et ego. Hvis man snakker med dem efterfølgende, siger de, at de aldrig gør det igen. Men de siger også, at det er det, de har lært mest af på Super16, fordi de er blevet udfordret på den hårdeste måde,” fortæller Birgitte Rask.

“Processen har ført til, at vi har fået nogle instruktører, som er blevet mere sikre på deres egen stemme”