Provinsen vild med Niels Arden Oplev
Niels Arden Oplev kan noget, som er de færreste forundt i den danske filmbranche: Trække en farlig masse mennesker i biografen.
Hans seneste film, Jehovas Vidner-dramaet To verdener, har nu rundet et billetsalg på imponerende 300.000, mens instruktørens forrige film Drømmen trak hele 406.290 mennesker i biffen.
Ikke mindst er Niels Arden Oplev et varmt navn i provinsen. Nordisk Film, som producerer og distribuerer To verdener, vurderer, at 70 procent af filmens biografgængere bor i provinsen. Normalt står denne del af befolkningen kun for mellem 40 og 60 procent af billetsalget.
Åbningsweekenden sidst i februar var en god indikator for filmens styrke uden for Storkøbenhavn. Som oftest befinder to tredjedele af åbningspublikummet sig i hovedstadsområdet, men da To verdener åbnede, var det stik modsat.
Den lilles kamp
Både Drømmen og To verdener har stået stærkt i Jylland, hvor begge da også udspiller sig - og ikke mindst i Nordjylland, hvor Niels Arden Oplev selv kommer fra.
Ifølge Jan Lehmann, markedsdirektør hos Nordisk Film, består succesopskriften i, at de to film fortæller stærke, men simple historier.
"Der er ikke så mange omveje, og folk forstår, hvad der foregår. Caffé latte-segmentet vil måske have det anderledes, men Oplevs film lægger mindre vægt på formen og kommer virkelig den brede befolkning ved," mener Jan Lehmann.
"To verdener adskiller sig fra, hvad vi er vant til at se i danske hverdagsdramaer, fordi den er baseret på virkelige begivenheder og handler om religiøs fanatisme. Både Drømmen og To verdener fortæller også om den lilles kamp mod den store, og det appellerer stærkt til mange mennesker," siger han.
Afrikanske børn jubler
Henrik Bo Nielsen, administrerende direktør for Det Danske Filminstitut, er også imponeret over Niels Arden Oplevs succes.
"En af forcerne i hans film er, de ikke udtrykker et blasert københavnersyn på provinsen, sådan som vi måske har set det i nogle danske film. Han laver sine film med stor respekt for provinsen, som jo trods alt udgør de fleste danskere," siger Henrik Bo Nielsen og fortsætter:
"Og så er hans film glasklare i deres kommunikation. En leder fra Børne- og Ungdomsfilmsafdelingen på Filminstituttet havde Drømmen med til en festival i Afrika, hvor børnene dansede af jubel over den. Den er umiddelbart afkodelig for alle, fra Jylland til Afrika."
Traditionel markedsføring
Drømmen var med i Biografklub Danmark, der garanterede den et højere tilskuertal end ellers. To verdener har klaret sig på egen hånd, men det har utvivlsomt hjulpet, at den har kunnet markedsføres som en film fra instruktøren af Drømmen.
Netop markedsføringen af To verdener har med talrige plakater i bybillederne landet over samt en velfungerende trailer været relativt traditionel. Men den store udfordring med både Drømmen og To verdener var at overbevise de voksne om at gå i biografen, selvom filmene handler om unge mennesker.
"I Drømmen lavede vi en meget enkelt plakat, som nogle fandt helt forfærdelig, men som var meget traditionel og nærmest morten korchsk, og som gav en tryghed hos publikum i forhold til filmen," siger Jan Lehmann og fortsætter:
"Med To verdener har vi pumpet traileren op, så filmen så større ud, end den egentlig var, ligesom vi har lagt vægt på, at de voksne også spiller en vigtig rolle i den. Og selvom der er rigtigt mange unge, der har set filmen, er de voksne altså også kommet med, og de er jo ikke blevet skuffede."
God dansk filmstart i 2008
Dansk film er i det hele taget kommet lovende fra start i 2008. Flammen & Citronen (474.000 billetter foreløbigt solgt), Tempelriddernes Skat III (193.000) og Frode og de andre rødder (221.000) har trukket masserne til - endda på et tidspunkt, hvor meget omtalte amerikanske film som There Will Be Blood og No Country for Old Men har klaret sig mindre godt.
Henrik Bo Nielsen vil dog ikke tale om en egentlig dansk succesbølge.
"Det handler mere om, at dem, der udpegede en krise i dansk film sidste år, var for hurtige i konklusionerne. Der er en tendens til, at hvis to-tre film går dårligt, så er vi i krise, og hvis to-tre film går godt, så har vi stor succes. Men for et par uger siden var fire ud af de fem mest sete film hjemlige, så vi er da fortrøstningsfulde over dansk films markedsandele her i 2008."
Niels Arden Oplevs næste filmprojekt ligner på papiret endnu en publikumsmagnet. Det er nemlig en filmatisering af første del af Stig Larssons supersælgende Millennium-trilogi, Mænd der hader kvinder, som instruktøren for øjeblikket har travlt med at indspille i Sverige.
Kommentarer