Nyhed
17. jan. 2019 | 12:40

Provoinstruktør er klar med ny film

Foto | Iconoclast
Matthew McConaughey har øjensynligt ret godt fat i strandbums-looket i Harmony Korines Beach Bum, der er det store trækplaster på festivalen SXSW.

Harmony Korines Beach Bum, hvor Matthew McConaughey spiller stenet strandbums, får verdenspremiere på SXSW-festivalen i Texas.

Af Nicki Bruun

For to år kom det frem, at Harmony Korine var i gang med en film, hvor Matthew McConaughey spiller en stenet strandbums.

Nu er filmen – der faktisk bærer titlen Beach Bum – klar til at se dagens lys.

Den er nemlig blevet udtaget til programmet på SXSW. Filmen får verdenspremiere, når den texanske festival løber af stablen fra 8. til 17. marts.

Beach Bum handler om rebelske Moondog (McConaughey), der lever livet efter sine egne regler. Komedien har også Snoop Dog og Zac Efron på rollelisten.

Harmony Korine blev et filmfænomen, da han som bare nittenårig skrev manuskriptet til den grænseoverskridende ungdomsfilm Kids, der blev instrueret af Larry Clarke i 1995.

Siden instruerede Korine kultfilm som Gummo og Julien Donkey-Boy. Han var senest aktuel i 2012 med den voldelige samtidssatire Spring Breakers, hvor en gruppe bikiniklædte kvinder griber til våben sammen med James Franco, der agerer syngende gangster med guldgebis.

Sjove vampyrer gør comeback
Der er også en række andre interessante projekter på plakaten på SXSW, som viser både film og tv-serier i løbet af de ni dage.

Jordan Peeles opfølger til gyser-satirehittet Get Out får også verdenspremiere på festivalen. Under titlen Us har han lavet endnu en gyser med fokus på afroamerikansk identitet.

Blandt andre spændende amerikanske titler er skuespilleren Olivia Wildes instruktørdebut Booksmart, der skildrer to skolepiger på en festmission. Og en endnu unavngivet komedie med Seth Rogen og Charlize Theron i hovedrollerne.

Desuden er der verdenspremiere på den animerede antologiserie Love, Death & Robots, som David Fincher og Deadpool-bagmand Tim Miller står bag. På seriefronten får også serieudgaven af den populære vampyrkomedie What We Do in the Shadows premiere.

Modsat på Sundance, hvor Dronningen og Mads Brüggers nye dokumentar bliver vist, er der ingen danske indslag på SXSW. Værd at bemærke er dog svenske Anna Odells dansk co-producerede X&Y, der vises i festivalens globale program for internationale film.

Den har danske skuespillere som Trine Dyrholm og Sofie Gråbøl på rollelisten i en fortælling, hvor instruktøren i en metahistorie med Mikael Persbrandt i centrum udforsker mandlig og kvindelig identitet. Filmen står til dansk biografpremiere den 21. marts.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko