Provokatøren, der blev blød

Der var engang, hvor den amerikanske instruktør Oliver Stone dårligt nok kunne slå en prut uden at få et par rosende ord med på vejen.

”Provokerende”, ”unik” og ”banebrydende” var blot nogle af de superlativer, anmelderne strøede om sig med, når de skulle beskrive Hollywoods nye yndlingsauteur i 1980’erne.

Men siden fadæsen Alexander fra 2004 er klapsalverne forstummet, og kritikere har i stor stil vendt den engang så populære instruktør ryggen.

Det vil Wall Street: Money Never Sleeps, der i dag har dansk premiere, ikke ændre på.

Skuffende lidt at byde på
Filmen får jævne anmeldelser både herhjemme og i udlandet.

Og ifølge Ekkos chefredaktør, Claus Christensen, er der heller ikke meget at komme efter i dette gensyn med Gordon Gekko og de andre forbrydere på Wall Street.

”Det er skuffende, at den gamle moralist Oliver Stone ikke har mere at byde på, når man tænker på, hvad den amokløbne grådighed på Wall Street har kostet. Det kunne godt have fortjent en ædende ond satire,” lød Christensens hårde dom over filmen fra Cannes i maj.

Udstationeret i Vietnam
Men Oliver Stone er ikke typen, der lader sig diktere af, hvad andre mener. Og selv om han befinder sig i et kunstnerisk dødvande, så er det alt for tidligt at afskrive ham.

Født ind i en velhavende familie på Manhattan, New York, manglede Stone ikke noget, da han voksede op i 1950’ernes og 60’ernes USA.

Alligevel var hans ungdom præget af en flakkende og søgende tilværelse, og først efter en afstikker til Yale og en udstationering som soldat i Vietnam fandt han sin rette hylde på den amerikanske filmscene.

Her skrev han manuskripter til film som Scarface og Midnight Express, men hans karriere som instruktør lod vente på sig, og han slog aldrig igennem i 70’erne på samme måde som revolutionerende filmskabere som Steven Spielberg, Francis Ford Coppola og Martin Scorsese.

Scorsese som mentor
Martin Scorsese var underviser for Stone, da han læste på New York Film School i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne, og blev siden hen lidt af en mentor for den unge instruktør.

Hvad Scorsese dog ikke kunne lære Stone, var at bearbejde de krigstraumer, der stadig spøgte efter Vietnamkrigen i slutningen af 60’erne. Stone var hjemvendt fra krigen med tapperhedsmedaljer på uniformen, men med dybe ar på sjælen.

Han besluttede at se frygten i øjnene og vende de traumatiske oplevelser til sit eget unikke, kunstneriske udtryk. Og det gav pote.

Mesterværk fra Vietnams jungle
Resultatet blev mesterværket Platoon fra 1986, en selvbiografisk skildring af Stones tid som soldat i Vietnams mørke jungle.

Filmen indbragte ham en Oscar for bedste film og slog for alvor hans navn fast som en af sin tids mest kontroversielle og stilsikre instruktører.

Siden fulgte provokerende voldsfilm og kontroversielle, politiske thrillere som Natural Born Killers og JFK, og i slutningen af 90’erne funklede Oliver Stone klart på Hollywoods stjernehimmel.

Nationens krisepsykolog
Men det seneste årti har vist os en instruktør uden den vitalitet, vi forventer fra hans hånd.

Hvor han i gamle dage lavede film, der provokerede, betog og slog publikum omkuld, har hans seneste mange film blot været som et kærligt klap på kinden.

Ikke mindst den sentimentale World Trade Center, hvor den tidligere samfundsrevser forsøger sig i rollen som nationens krisepsykolog.


OLIVER STONES BEDSTE FEM FILM

Platoon (1986)
”Det er stadig den film, alle andre Vietnam-krigsfilm bliver målt ud fra,” udtalte anmelderen Michael Wilmington fra Chicago Sun Tribune fjorten år efter Platoons premiere.

Krigsklassikeren prikkede 1986 igen til USA’s dårlige samvittighed, men blev alligevel modtaget af et begejstret publikum og en ekstatisk presse.

Den ikonografiske scene, hvor en døende William Dafoe holder sine arme op mod himlen i en Jesus-positur til tonerne af den tårefremkaldende Adagio for strings, er filmkunst, når det er allersmukkest.



Wall Street (1987)
Da finanskrisen skyllede ind over den vestlige verden for to år siden og fik erfarne børsmæglere til at føle sig våde bag ørerne, var der nok mange, som tænkte på den skruppelløse spekulant Gordon Gekko fra Oliver Stones 80’er-klassiker Wall Street.

”Grådighed er godt,” lyder det fra Michael Douglas i en film, som endte med at blive et kulturelt fænomen og et unikt tidsbillede af et USA under Reagan-æraen.

Da filmen var tænkt som en kritik af 80’ernes yuppiementalitet og finansverdenens enorme magt, var det derfor også ironisk, at Gordon Gekko blev et forbillede og en næsten mytisk figur for børsmæglere og kapitalister verden over.



Født den 4. juli (1989)
I anden del af sin Vietnam-trilogi fjerner Oliver Stone fokus fra krigens rædsler på slagmarken til de psykologiske og eksistentielle problemer, som soldaterne måtte kæmpe med efterfølgende.

Tom Cruise spiller rollen som den paralyserede, desillusionerede krigsveteran Ron Kovic, der langsomt begynder at blive modstander af den krig, han selv har kæmpet i.

Oliver Stone modtog en Oscar som bedste instruktør for filmen, og selv om den ikke når op i de samme luftlag som Platoon, så kan mindre bestemt også gøre det.



JFK (1991)
Der gik ikke mange øjeblikke, efter den amerikanske præsident John F. Kennedy blev myrdet for snart 50 år siden, førend hans død medførte alskens konspirationsteorier.

I kølvandet på et så kontroversielt mord måtte der næsten også komme en kontroversiel film. Og når manden i instruktørstolen oven i købet hed Oliver Stone, ja, så kunne det ikke undgås, at filmen ville dele vandene.

”En hån mod intelligensen,” skrev en oprevet anmelder fra New York Times, mens den legendariske Roger Ebert mente, at ”filmen drøner afsted i 188 minutter gennem et hav af informationer og formodninger uden nogensinde at forvirre sit publikum.”

JFK er bestemt ikke for alle, men det har heller aldrig været meningen med denne koldkrigsklassiker, der provokerer, oplyser og underholder fra start til slut.



Natural Born Killers (1994)
Kåret som den ottende mest kontroversielle film nogensinde af Entertainment Weekly blev Oliver Stones postmodernistiske Natural Born Killers 90’ernes svar på Bonnie and Clyde.

Filmen følger det morderiske par Mickey og Mallory, mens de dræber deres vej igennem USA’s støvede landeveje. Stone viser et USA i moralsk fordærv med kursen sat direkte mod helvede.

Voldsæstetikken i Natural Born Killers er som Quentin Tarantino på svampe, men som det så oftest er med moralisten Oliver Stone, så har han også noget på hjerte.

Især kritikken af mediernes glorificering af de to seriemordere rammer lige på kornet. Ironisk var det derfor også, at filmen siden hen blev beskyldt for at have opfordret unge mennesker til at begå voldelige handlinger og massemord i USA.