Provokerende streger

Snurre Snup blev ikke tegnet for at fornøje børn med klovneløjer, og Tex Avery lancerede ikke figurer som Ulven og Rødhætte og Screwball Squirrel for at være nuttet. Men den satiriske, provokerende side af de gamle korte tegnefilm fra Warner Bros. og MGM overses ofte til fordel for en opfattelse af amerikansk tegnefilm som enten eventyrlig, dramatisk eller komisk.
 
Når tv-serier som The Simpsons og South Park leverer en anarkistisk, respektløs og ofte meget intelligent oase i en strøm af politisk korrekte komedieserier og dramaer på skærmen, er det sådan set bare en videreførelse af den rolle, tegnefilmen havde, før den blev defineret som børne- og familiemedie. Og når den nye spillefilm Team America skyder med skarpt mod alle samfundets indflydelsesrige grupper, er det såmænd bare en moderne udgave af Snurre Snups arrogante valgsprog: "What's up, Doc?"
 
Trickster-figuren
Team America bygger videre på en helt bestemt tradition: tricksteren. Tricksteren — en person, der laver udspekulerede narrestreger — har altid været et af den kommercielle animationsfilms særkender, ligesom den spiller en væsentlig rolle i mytologien og populærkulturen. Loke er tricksteren i den nordiske mytologi, Chaplin er en trickster, og komikere som Groucho Marx og W.C. Fields har samme mangel på respekt for det velopdragne og civiliserede.
 
Også i avistegneserier spiller tricksteren en betydelig rolle. Det var Knold og Tot, der mere eller mindre skabte mediet, og siden har figurer som Anders And, Garfield og Steen (og Stoffer) sørget for, at tegneseriens budskab ofte er provokerende. På tegnefilm har tricksteren også en del at skulle have sagt: Mickey Mouse er naturligvis ingen trickster, men Anders And har tricksterens kendetegn, og Snurre Snup, Daffy og Droopy er trickstere på hver deres måde. Det skyldes ikke bare, at serietegnere og animatorer ofte er en slags udskud — eller i hvert fald utilpassede — men også, at det tegnede kan tillade sig at gå meget længere end det fotorealistiske billede.
 
Den animerede trickster har haft enorm betydning for tegnefilmens udbredelse og langtidsholdbarhed. Og det er typisk, at Anders And som den eneste trickster af de store Disney-stjerner er blevet frontfigur for Disney-galleriet i mange lande, stik imod Walt Disneys ønsker.             

Mens resten af verdens tegnefilmproduktion var tam, udviklede den korte tegnefilm i Amerika sig til en kunstart. Fra 1930-60 producerede de amerikanske studier en guldgrube af animerede mesterværker, og mange af dem, der holder bedst, er ikke kun sjove dyr i tvekamp. Tex Averys små fabler om seksualitet og drifter var ofte biografturens åndelige højdepunkt, selv om de kun var forfilmen. Og når Chuck Jones med Snurre Snup og Daffy tog gas på etablerede kunstarter fra Wagner til westerns, gik han meget længere, end man egentlig kunne tillade sig på det tidspunkt.
 
I den visuelt enkle, ordløse Road Runner-serie udforskede Chuck Jones et næsten surrealistisk univers, og i den parallelle serie Sheepdog & Wolf leverede han en direkte parodi på den tvekamps-tegnefilmtradition, han selv var med til at skabe. Her er de to stridende almindelige lønslaver, der tilmed spiser frokost sammen i fordragelighed — og siger pænt farvel til hinanden ved fyraften.
 
Forsigtigt fjernsyn
Omkring 1960 overtog fjernsynet biografernes rolle, og kortfilm var ikke længere noget, publikum forventede af en biograftur. Produktionen af korte tegnefilm døde ud, men blev hurtigt erstattet af animerede tv-serier: Budgetterne var meget lavere, så der var ikke længere råd til fuld animation. Derfor blev dialogen bærende, og mange tegnefilmkendere ser i dag med foragt på de fleste af periodens serier, for de har ikke meget at byde på, hvad den animationsmæssige udtryksfuldhed angår.  

Men et par af dem er meget intelligente og velskrevne, og på et tidspunkt, hvor amerikansk fjernsyn var om muligt endnu mere sippet end i dag, lykkedes det at komme igennem med satire, der ellers ville være dømt ude. I 1959 introducerede produceren Jay Ward serien om Rocky & Bull-winkle, et flyvende egern og dets kammerat, elsdyret Bull-winkle. Her var humoren 100 procent ironisk. De dramatiske historier skulle aldrig tages alvorligt, og der blev gjort nar af nationalisme, kommunistforskrækkelse og autoriteter i almindelighed.
 
Serien blev en enorm succes og fik lov til at køre i et par år til stor glæde for alle, der ellers så fjernsyn som en gang tandløst mos. Senere lavede Ward serierne om George of the Jungle (1967) og Dudley Do-Right (1969), parodier på henholdsvis Tarzan og canadisk rødfrakke-dyrkelse. Der var ikke helt så meget bid i dem, men de var stadig meget satiriske og ofte på kant med tv-stationernes nydelige, pæne profil. Andre serier fulgte i Ward-seriernes fodspor, især den markant anti-militaristiske Roger Ramjet, som Fred Crippen skabte i 1965. Serierne blev vist i børnesendetid, og ingen af dem, der ellers elskede at censurere, opfattede, hvor meget serierne var på kant med god tone.
 
Forbudsår
I 1970'erne tog puritanismen nye groteske drejninger. Den politiske korrekthed begyndte at tage form, og tegnefilmene var blandt de første ofre. Etniske stereotyper blev forbudt. Vold i film blev gjort ansvarlig for alle ungdommens problemer. Og vold i tegnefilm var endnu værre. Tom & Jerry og Road Runner blev trukket tilbage, og producenterne fik læst og påskrevet. Hanna & Barbera låste de oprindelige, poetisk-voldelige film inde og lavede i stedet en opdateret udgave af Tom & Jerry, hvor katten og musen er venner og aldrig kommer op at slås.
 
Den ikke-voldelige serie The Tom and Jerry Show startede i 1975, som dermed blev et af de sorteste år for den vittige tegnefilm. Samtidig blev Skipper Skræk bandlyst for sexisme, og årtiets mest originale nye tv-serie var betegnende nok Scooby Doo, et tappert forsøg på at indføre horror-elementer i tegnefilm — uden farlighed. Den slap igennem, men ellers havde en række magtfulde forældre- og pædagoggrupper et så fast greb om tv-stationernes programpolitik, at tegnefilmene blev mere og mere tandløse, konfliktløse og ligegyldige.
 
Amerikansk animation vendte først i 80'erne tilbage til de gamle trickster-dyder, og det begyndte i 1987, da den alsidige skuespiller og entertainer Tracy Ullman skulle starte et nyt show. For at bryde strukturen satte man serietegneren Matt Groening til at fortælle små, absurde animerede historier om en tydeligvis skidt fungerende middelklassefamilie. Blandt showets medvirkende fandt man stemmerne, og allerede fra starten ramte Dan Castellaneta, Julie Kavner og Nancy Cartwright plet som henholdsvis Homer, Marge og Bart Simpson.
 
De små breaker-film blev mere kendte end Tracy Ullmans show, og to år senere var Groening og producenten James L. Brooks klar med et halvtimes program, The Simpsons, som med Danny Elfmans temamusik og den nu klassiske introfilm tog seeren med ind i et råt satirisk, veloplagt sortsynet og nådesløst portræt af et forkvaklet familieliv og en klichéfyldt provinsby-idyl. Det er en serie, hvor intet er helligt, hvor personerne er både destruktive, nedrige og sentimentale. Frem for alt er serien ikke tænkt til små børn. At Bart Simpson så alligevel bliver en helt for mange børn, skyldes givetvis hans enorme appetit på obstruktion og næsten sadistiske sans for at manipulere med sin svagt begavede far.
 
Familien Simpson
The Simpsons bryder med puritanismen i amerikansk tv. Den debuterer på Fox TV, der dengang var en ganske perifer station: Fox' succes er i høj grad Homer Simpsons fortjeneste, og den er samtidig med til at ændre retningen for amerikansk animation. Helt bevidst hyrer man komikere og komedie-forfattere i stedet for folk, der laver samlebåndsanimation for børn. Den senere talkshowvært og komiker Conan O'Brien skriver i to år for serien, og blandt den meget lange liste over manuskriptforfattere dukker også Steve O'Donnell op — en af David Lettermans vittigste skribenter.
 
I de første par år bliver The Simpsons stadigt mere helstøbt, men også mere og mere provokerende og konstant grænseoverskridende. Flere og flere personer og begreber fra virkeligheden indgår — fra præsident Bush den ældre til Ringo Starr — og serien havde tydeligvis et had-kærlighedsforhold til filmstjerner som for eksempel Baldwin-brødrene Alec, Stephen, William og Daniel. Samtidig vokser figurgalleriet med politisk ukorrekte karikaturer på skolelærere, skotter, rigmænd og indvandrere: Apu og hans Kwik-E-Mart er et klassisk billede på en hårdtarbejdende, men ikke ganske pålidelig indvandrer. Apu ville næppe være sluppet igennem i en situationskomedie, men i animeret udgave bliver der kun løftet få øjenbryn.
 
Som helhed er The Simpsons måske den bedste animerede tv-serie nogensinde. Dens aparte udseende, de fremragende dialoger og de ofte meget subtile historier, især i de første fire-fem sæsoner, gør den til et enestående samtidsdokument og et stykke satire, der kan ses igen og igen. Med tiden er ideerne langsomt sluppet op, og selv om der stadig laves nye episoder, kan man godt tillade sig at sige, at serien har overstået sin guldalder. På den anden side: Hver gang den slags domme blev udstedt om Snurre Snup og Skipper Skræk, dukkede der ny inspiration op, og deres serier tog en overraskende drejning til det bedre.
 
Beavis & Butt-head
The Simpsons' succes på Fox-kanalen baner vej for flere tv-tegnefilm, der bryder med pressionsgruppernes snævre moralske bånd. Men det er især kabel-tv, der flytter grænser, for de landsdækkende stationer er stadig underlagt puritansk, politisk korrekt kontrol, en kontrol, der jævnligt strammes og på det nærmeste umuliggør humor ud over den mest bovlamme.
 
På børnekanalen Nickelodeon indser man, at børn elsker Bart Simpson og at de også er klar til en tegnestil, der er mere vild og forskellig end den ensartede Hanna & Barbera-stil, der har ligget fast siden 1970. De satser og sejrer med en stribe utraditionelle serier, der både i historier og udseende falder uden for det, man er vant til. 

John Kricfalusis vanvittige makkerpar Ren & Stimpy (1991) er måske det bedste eksempel, en sindssyg blanding af indforståede mediereferencer, groteske historier og parodi på alle andre tegnefilm. Hovedpersonerne er den koleriske chihuahua Ren Hoek, der taler med tysk accent, og den store, tungnemme kat Stimpson J. Cat. Men også en serie som Rugrats (1991) af Arlene Klasky og Gabor Csupo giver Nickelodeon-kanalen en markant og anderledes profil med plads til figurer præget af satire og provokation.
 
På MTV leder man samtidig efter noget, der kan give musikvideo-tomgangen lidt afveksling. Et af resultaterne er animeret, og med Mike Judges Beavis & Butt-head bliver grænserne for, hvad man kan byde seerne, endnu engang brudt. Faktisk kunne man knap sige ordet "butt-head" i amerikansk tv — nu, i 1992, er der så en figur, der hedder det. De to svagt begavede sofakartofler er kun meget sparsomt animerede, men de står alligevel lyslevende og velkendte for alle, der selv har prøvet at stene foran fjernsyn — uden engagement i indholdet, men alligevel med tv som eneste livsindhold.
 
I starten nøjes Beavis og Butt-head med at kommentere videoer, men efterhånden får de mere at lave og begiver sig tilmed uden for døren og hen til den nærmeste burgerbar eller supermarked. De er ulækre, sexfikserede, hæmningsløst umodne og dømt til fiasko — men de rammer plet og bliver kult-helte i flere år. Deres karriere slutter med en grandios, lang spillefilm, Beavis & Butt-head Do America (1996), hvori de begiver sig tværs over USA — på jagt efter det eneste, der betyder noget for dem: deres fjernsyn.
 
South Park
The Simpsons og Beavis & Butt-head er ud over det provokerende indhold med til at etablere en ny norm for, hvordan tv-animation kan se ud: De sætter ganske enkelt standarden ned. De følger et råd, som Monty Pythons animator og instruktør Terry Gilliam gav i sin 1978-bog Animations of Mortality. "Hvis man vil se smukke bevægelser, kan man jo bare gå ind og se ballet," skrev han og argumenterede, at man sagtens kan lave gode, indholdsrige tegnefilm med helt enkle teknikker.
 
Det er også, hvad amerikanerne gør, og næste banebrydende serie er lavet i en teknik, der ligner den, Jannik Hastrup bruger i sine klassiske Cirkeline-film. Det er flyttefilm, lavet på computer, ganske vist, men helt bevidst primitivt og klodset. Samtidig er indholdet stærkt provokerende og langt over grænsen for den gode smag.
 
South Park debuterer på Comedy Central-kanalen, og den bliver et af kanalens vartegn. Det er en primitivt animeret og grafisk kludret serie om fire skoleelever og deres sære oplevelser i den lille by South Park, fyldt med bandeord, obskøne scener og tilmed et fast dødsfald. Den stakkels Kenny, hvis ansigt gemmer sig dybt i en dynejakke, bliver aflivet hver eneste gang — altid til den samme skæbnesvangre replik: "Oh my God, they killed Kenny!"
 
Bag serien står et aparte makkerpar, Trey Parker og Matt Stone, universitets-dropouts fra Colorado, mestre i provokerende humor, som de første gang praktiserer i større offentlighed i musicalen Alferd Packer: The Musical (1996), en festlig, bundløst grotesk og absurd underholdende forestilling, som tilmed er bygget over virkelige hændelser. Den handler om en berømt pioner, Alfred Packer, der i 1977 fik opkaldt en statslig kantine efter sig, indtil nogen opdagede, at han primært var berømt for at have myrdet og ædt fire af sin restaurants gæster — og dømt for det i 1874.
 
Den slags er guf for Parker og Stone, og sammen med deres veludviklede sans for melodier af den slags, der jævnligt bruges i alle slags Broadway-musicals, får de både fortalt en bizar, splatteragtig historie og parodieret den amerikanske musicaltradition. Alferd Packer: The Musical er med til at gøre Parker og Stone kendte, og South Park, som bliver lanceret i 1997, gør dem verdensberømte.
 
South Park-humoren bliver tiljublet af alle, der er trætte af tv's tabubelagte, kliniske sprogbrug. Allerede i de første episoder bliver grunden lagt — med emner som rumvæsener, der laver anal-undersøgelser, en hund, der konstant parrer sig i stedet for at hjælpe menneskene, og en 102-årig, der ønsker, han var død. Serien indfrier manges ønske om en friere og mere barsk humor i tv, og den er blevet en klassiker — også selv om den måske ikke har eviggyldige kvaliteter.
 
Team America
Det blasfemiske gemmer Parker og Stone dog til spillefilmudgaven, South Park: Bigger, Longer and Uncut (1999). Her bliver Canada hånet, mens Saddam Hussein bliver fremstillet som en homoseksuel skiderik, der slet ikke lever op til de forventninger, hans sexpartner Satan har. Det burde måske have affødt en dødsdom fra præster i Teheran eller Bagdad, men den udebliver, måske fordi det oplagt satiriske og overdrevne gør vitsen harmløs.
 
Efter South Park forsøger Parker & Stone at følge succesen op med en parodi på situationskomedierne. I That's My Bush (2001) gør de nar af både genren og præsident Bush, men vitsen er så oplagt og satiren så forudsigelig, at serien flopper. Og der kommer ingen klager over indholdet, så succeskriteriet — klager, allerhelst politianmeldelse — bliver ikke nået.
 
Det når de til gengæld i deres nye værk, den action-fyldte dukkefilm Team America, hvor nationalt hysteri, heltedyrkelse og George Bush-doktriner latterliggøres — heldigvis i en meget sikker balance. Michael Moore bliver således sprængt i luften, og der er ingen, der græder. Fra flere sider, både regeringen og oppositionen, har man forsøgt et forbud eller en boykot, og det er selvfølgelig tegn på, at filmen fungerer.
 
Team America handler om en hidtil ukendt kommandogruppe og dens meget håndfaste jagt på internationale terrorister. En skuespiller hyres, for de religiøse fanatikere skal infiltreres, og her begynder en grotesk actionhistorie med lige dele Tom Clancy-komplot og Jerry Bruckheimer-fortællestil.
 
Det er ren parodi, selvfølgelig, med filmskaberne selv som tricksteren, der tør gå løs på alt og alle, uden hæmninger og uden respekt. Og med den bizarre drejning, at det hele fortælles med den teknik, der i 1964 gjorde serien om redningspatruljen Thunderbirds til en af de største tv-succeser for tiårige drenge. Ægteparret Sylvia og Gerry Anderson skabte serien med marionetdukker — de kaldte det "Supermarionation" — og der var ikke mange udtryk i figurerne, som til gengæld flyver rundt i meget fantasifulde fly og rumskibe i et science fiction-univers, der er helt basalt attraktivt for sit publikum.
 
Team America fanger stemningen fra Thunderbirds og tilfører universet satire og grov humor. Det hele afvikles med håbløs højtidelighed, der skydes og sprænges bomber i ét fyrværkeriagtigt væk, og figurerne udveksler sigende, men dybest set aldeles udtryksløse blikke. Det nye er, at de dyrker sex, de hævder amerikansk nationalisme med overdøvende selvglæde og en total mangel på medfølelse — og de kaster med fuld styrke snavs på alle hellige køer, inklusive religion, demokrati og kærlighed.
 
Team America er på mange måder kulminationen af den udvikling, amerikansk animationsfilm har undergået, siden The Simpsons brød med det tandløse. De uskyldige dukker, som mange ville forbinde med børne-tv, optræder som parodier, etniske stereotyper er overalt, og selv aids tages med som humoristisk element.
 
Team America er også en naturlig videreførelse af den tradition, de korte amerikanske tegnefilm dyrkede, før tv's censorer brød ind. Når Snurre Snup i Bugs Bunny Nips the Nip (1944) ler, mens han sprænger små, grumt karikerede japanere i tusind stykker, er han måske patriot på overfladen. Men samtidig er han en provokatør, der gør nar af amerikanernes stereotype opfattelse af fjenden under Anden Verdenskrig. En opfattelse, som ligner den, der ses i dag, når "krigen mod terror" raser. Og som Trey Parker og Matt Stone morer sig over — uden egentlig at være politiske — i Team America.