Publikum elsker Dirch
Da Dirch Passer levede, var han højt elsket af Danmarks befolkning, og noget kunne tyde på, at han her 30 år efter sin død stadig står danskernes hjerter nær.
I hvert fald har 80.000 danskere bare i åbningsweekenden indløst billet til Dirch om nationalikonet, der spilles af Nikolaj Lie Kaas.
Storfilmen har været længe undervejs, og allerede i Ekkos sommernummer kunne man læse et stort interview med instruktør Martin P. Zandvliet, der prydede forsiden.
”Jeg er ikke humoristisk,” erklærede Zandvliet, og Dirch skildrer således komikerens brogede liv, der var alt andet end bare sjov og ballade. Fokus er især på det nære, men komplicerede forhold til scenepartneren Kjeld Petersen, der i filmen spilles af Lars Ranthe.
Det er ikke kun publikum, der har taget godt i mod Dirch. Filmen er blandt de tre film, der kæmper om at blive Danmarks Oscar-kandidat, og derudover har det danske anmelderkorps taget pænt imod filmen.
Ekkos anmelder, forfatteren Klaus Rifbjerg, hører dog til i den skeptiske del af anmelderkorpset, og han kvitterer med tre ud af seks stjerner.
Kommentarer