Nyhed
27. jan. 2022 | 11:47

”Publikum skal se danske film på DR og TV 2”

Foto | Louise McLaughlin
Den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt (Henry Goodman) og den danske ambassadør Henrik Kauffmann (Ulrich Thomsen) giver håndslag på en aftale i Vores mand i Amerika. Nu skal forhandlingerne om dansk films fremtid snart i gang.

Landets instruktører melder sig op til forhandlinger om et nyt medieforlig på banen med forslag om at pålægge streamingtjenester et bidrag og større krav til hjemlige tv-stationer.

Af Nicki Bruun

De internationale streamingtjenester skal pålægges at betale et kulturbidrag til dansk film, mens de hjemlige tv-stationer må forpligtes til at tage mere ansvar for branchen.

Sådan lyder opfordringen til politikerne fra interesseorganisationen Danske Filminstruktører op til de snarlige medieforhandlinger.

På sin hjemmeside har foreningen delt fem konkrete forslag til det nye medieforlig. Streamingtjenester skal pålægges et kulturbidrag på minimum syv procent af deres indtægt i Danmark.

Og så skal DR og TV 2 ikke blot købe sig ind i danske film på markedsvilkår. Tv-stationernes støtte til dansk film skal reguleres af en standardaftale.

Samtidig er det vigtigt, at kanalerne forpligter sig til at vise de danske film, lyder det fra Danske Filminstruktører. Ellers risikerer man, at filmene lander på streamingtjenester, som folk ikke nødvendigvis har adgang til.

”Film bliver jo lavet til biografen, men dansk films primære publikumsvindue er tv,” siger Christina Rosendahl til Politiken.

Ud over at være instruktør af film som Vores mand i Amerika og Idealisten er hun også forperson for Danske Filminstruktører. Og hendes forening er træt af, at mange af deres film ikke lander på public service-kanaler, som danskerne har adgang til, men betalingstjenester.

”Det er helt gakkelak, at borgernes skattekroner er med til at finansiere film gennem støtteordninger, og at de så ikke kan få lov til at se dem gratis i fjernsynet. Det er helt forkert,” fortsætter Rosendahl til avisen.

Forandringer på vej
Også på Det Danske Filminstitut, der står for at fordele de offentlige støttekroner til danske film, har man ytret ønske om, at politikerne ændrer det nuværende støttesystem.

Det skal dog også komme streamingtjenesterne til gode.

Den såkaldte public service-pulje ser Filminstituttet gerne hævet fra 47 til 100 millioner kroner med pengene, som streamingtjenesternes bidrag vil give. Samtidig skal det være muligt for både streamingtjenester, danske producenter og flere andre aktører at søge i puljen. For indeværende er det et krav, at en produktion bliver vist på en platform, som størstedelen af danskerne har adgang til.

Samme holdning har man hos producenternes interesseorganisation, Producentforeningen.

Der er altså bred enighed i filmbranchen om, hvordan dansk film skal tackle udfordringen fra pengestærke, udenlandske tjenester som Netflix, Disney og Amazon. Men det er politikerne, som skal finde frem til en aftale om, hvordan det gøres.

Radikale Venstres kultur- og medieordfører Zenia Stampe siger til Politiken, at den borgerlige fløjs medieforlig fra 2018 var ”en dårlig løsning”, fordi man fjernede DR og TV 2’s økonomiske forpligtelse til at støtte danske film, før de gik i produktion.

Politikerne fra andre partier i Folketinget er ikke lige så klare i mælet over for avisen, men det kunne tyde på, er der er radikale forandringer på vej i dansk kulturpolitik.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko