Publikum skal more sig med alvor

Jeg har ikke tid til det her drøner derudad.

Det er en animationsfilm om den fremadstormende David, der har skabt et armbåndsur, som går mere præcist end alle andre ure i verden. 

Nu vil han tage på ferie og nyde tilværelsen med kæresten, men David har ikke tid til at være til stede i sit eget liv, inden han stormer videre.

Da der opstår et problem med uret lige inden lanceringen – det går 0,001 nanosekund for hurtigt – hvirvler David ind og ud mellem scener, hvor han er på ferie, tilbage på arbejdet og tilmed en tur i Kina på ur-fabrikken.

Der er humor i farten. Grinene ligger i skyklapperne, som blafrer om hovedpersonens tunnelsyn. Jeg har ikke tid til det her rammer lattermuskel såvel som eftertanke. Den er nomineret til både bedste animation og bedste manuskript ved Ekko Shortlist Awards 2021.

”Jeg fik idéen, da jeg lige havde mødt min kæreste,” siger instruktør og manuskriptforfatter Mathias Rodrigues Bjerre, mens han fægter med armene.

”Da jeg lavede min midtvejsfilm på Den Danske Filmskole, kunne jeg ikke overskue at tage med til middag hos hendes forældre, fordi jeg var bagud med filmen. Det burde jeg lave en film om, tænkte jeg.”

”Følelsen af ikke at have tid, som stille og roligt udvikler sig til, at man slet ikke har tid til at være til stede noget sted, ligger der virkelig meget alvor og humor i.”

1000 idéer i sekundet
Mathias Rodrigues Bjerre taler i samme rille, som Jeg har ikke tid til det her kører i. Ord på speed, der fiser af sted.

”Jeg er rigtigt glad for, at du synes, Jeg har ikke tid til det her er sjov, for vi har mødt så meget modstand undervejs,” siger han og griner, mens han trækker luft ind.

”På Filmskolen er det kutyme, at ens afgangsfilm skal være personlig med instruktørens liv er i fokus. Jeg var kun nitten år, da jeg blev optaget, så jeg ville gerne gøre som de andre, og derfor fik jeg den her idé.”

Jeg har ikke tid til det her er lavet i samarbejde med Danmarks Radio, men panderynkerne fra branchen har alligevel ligget som plovfuger, kortfilmen gang på gang er snublet i.

”Vi fik hele tiden at vide, at en atten minutter lang kortfilm ikke ville fungere. Siden kom så afslag på afslag fra festivalerne, fordi den gængse animationskortfilm sjældent er længere end ni minutter,” forklarer Mathias Rodrigues Bjerre.

Instruktøren har skrevet historien sammen med Sune Kofod Maglegaard, der har gået på manuskriptlinjen på Filmskolen og blev udklækket i sommer.

”Flere i filmbranchen mente, at filmen burde handle om hovedpersonens forhold til kæresten frem for om stress. Men det var ikke en følelsesfilm, vi ville lave,” siger Sune Kofod Maglegaard.

”Jeg har ikke tid til det her er en film, hvor man betragter hovedpersonen og hans hektiske liv. Jeg føler, at nomineringerne til Ekko Shortlist Awards beviser, at vores idé har holdt stik,” siger Maglegaard og læner sig tilbage.

”Mathias får 1000 idéer i sekundet. Fordelen er, at de altid er visuelle. Eksempelvis kan stress vises som et menneske, der falder igennem en masse rum. Det er et sjovt billede.”

Rum oven på hinanden
Som publikum griner man af, hvor vigtig det moderne menneske kan føle sig.

”Stress er ikke i sig selv et sjovt emne, men hvis du vil have et budskab igennem, må du ramme folk på en særlig måde,” fortæller Mathias Rodrigues Bjerre og kører hænderne igennem håret.

”Det er nemmere med humor end med de fleste andre virkemidler. Du er mere modtagelig, hvis du sænker paraderne med et grin. Ville du orke at se en alvorlig film om stress? Jeg tvivler.”

Sune Kofod Maglegaard supplerer.

”Mathias og jeg vil gerne se det absurde i situationer. Film er et bredt medie, og det skal da bruges til at få tunge budskaber ud,” siger Sune Kofod Maglegaard, hvorefter Mathias Rodrigues Bjerre igen tager ordet.

”Den visuelle følelse var den første idé. Når du på animationslinjen vil lave film på et rimeligt niveau, må du gøre noget ekstra. Jeg var inspireret af Wes Anderson, da jeg arbejdede på min midtvejsfilm – altså tydelige rum og tableauer,” siger instruktøren.

”Da jeg en dag sad i computerprogrammet, kom jeg til at lægge et rum oven på et andet, så de ligesom gled ud i hinanden. Det så sjovt ud og gav inspiration til afgangsfilmen.”

Som en mudderpøl
Animationen i Jeg har ikke tid til det her er som et stresset menneskes sind. Den glider fra sted til sted uden sammenhæng eller dybere refleksion.

”Når du har haft en stresset dag, er oplevelserne en mudderpøl, hvor du ikke kan huske, hvordan du kom fra det ene sted til det andet,” siger Sune Kofod Maglegaard.

En atten minutter lang animationskortfilm koster langt mere, end et budget på Den Danske Filmskole tillader. Derfor måtte rammerne brydes.

”Jeg valgte at gøre noget, ingen har gjort før,” siger Mathias Rodrigues Bjerre.

Når professionelle animerer, laver de figurernes positurer og bygger langsomt universerne op omkring dem. Mathias Rodrigues Bjerre hentede i stedet inspiration fra stop-motion, hvor objektet flyttes for hvert billede. Men han lavede det på en computer, så det gik meget hurtigere end at bevæge fysiske dukker.

”Jeg tog det kropsdel for kropsdel. Først fik eksempelvis hoften en fed bevægelse, og så gik jeg videre til ben og arm og hoved og ansigt. Måske kunne jeg få en person til at sætte sig ned på den måde på fem minutter.”

”Det er meget hurtigere end traditionel animation, fordi jeg tager udgangspunkt i figuren og hele tiden kan gå tilbage og rette, hvis det ikke ser ud, som det skal. Og det giver et unikt, nærmest lidt improviseret look, der fremstår organisk.”

Satire over klimakrisen
Samme teknik ligger til grund for parrets kommende animationsværk i spillefilmlængde, som de netop har søgt støtte til. Den skal være et satirisk blik på klimakrisen.

”Det er en postapokalyptisk fortælling, som vi har råd til at animere, men som ville koste spidsen af Hollywood, hvis vi skulle lave den som live action,” siger Sune Kofod Maglegaard.

”Om du er på Storebæltsbroen eller i en toværelses lejlighed, er ligegyldigt, når det er animation. Begge dele tager en eftermiddag at bygge på computeren.”

Samarbejdet har lært makkerparret, at regler er til for at blive brudt.

”Filmskolen er et fedt sted med dygtige mennesker, men den er også formet af klare regler,” siger Mathias Rodrigues Bjerre.

”Derfor er det også svært at komme igennem med en film, som ikke er fyldt med den såkaldt naturlige historie. Hvis det er lidt skørt, dur det ikke.”

”Med Jeg har ikke tid til det her viser vi, at der kan laves film på mange måder. Vores film er sjov, fordi tid og rum smelter sammen, mens figurerne tager handlingen seriøst. De tager noget så skørt som et armbåndsur, der går mere korrekt end alle andre ure så alvorligt, at publikum faktisk griner.”