Verdenspremiere: Publikumsvinder tilbage
En glad Jonas Risvig kunne den sidste hverdag i november gå på scenen i Bremen Teater og tage imod Publikum Prisen ved Ekko Shortlist Awards.
Hans ungdomsdrama om en autistisk mands sommerforelskelse, Ingen siger farvel, men alle forsvinder, var nomineret i fire kategorier. Men instruktøren er særligt glad for publikums gunst.
Stortalentet har dog ikke hvilet på laurbærrene.
Han er allerede klar igen på Ekko Shortlist med en helt ny film, der er med til at skubbe onlinehitlisten over 1000 titler. Sort som Iris er en sjælden blanding af kunstfilm og musikvideo, socialrealisme og dagdrøm.
”Vi skal i studiet nu!”
Pigen Iris skal tvangsfjernes efter sin fars død, men hun er hverken klar til at sige farvel til sit hjem eller faren.
Fyren fra kommunen prøver på lydsiden at overtale Iris, mens hun energisk kæmper imod og med englevinger på billedsiden mindes samværet med sin afdøde far.
”Vi filmede den for en måned siden, og så har den ligget lidt. Jeg tænkte, at vi kunne lave den i det nye år, men efter sejren ved Ekko Shortlist Awards ringede jeg til min klipper og sagde: ’Vi skal i studiet og lave den her nu!’”
Sådan siger den 23-årige instruktør, der giver Sort som Iris verdenspremiere på Ekko Shortlist.
”Jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at vise den frem, inden året er omme. Vi var i klipperummet i en uge uafbrudt og fik den dygtige komponist August Fenger med, så det gik helt vildt hurtigt.”
Samuraisværd og spøgelser
Sort som Iris har unge Ella Solgaard i hovedrollen. Kenneth M. Christensen spiller hendes tatoverede far i et barskt betonbyggeri, mens Elias Munk lægger stemme til manden fra socialforsorgen.
Filmen byder også på et magisk univers med et samuraisværd og lagenspøgelser. Den er helt sin egen, men portrættet af den på en gang fandenvoldske og drømmende pige i triste omgivelser kan lede tankerne hen på Andrea Arnolds mesterværk Fish Tank.
Idéen opstod, mens Jonas Risvig var ude i et socialt boligbyggeri i Brøndby. Han skulle optage en serie, der kommer på DR Ultra til foråret og handler om unge menneskers venskab og liv på et internet fyldt med sociale medier.
”Ingen siger farvel, men alle forsvinder åbnede muligheden for, at jeg kunne lave tv. Danmarks Radio tilbød mig at instruere en serie til unge på tretten-femten år, og det sagde jeg med det samme ja til,” fortæller Jonas Risvig.
Sammen med manuskriptforfatter Cecilia Claudie Sardou har han sideløbende lavet den langt mørkere kortfilm om en udsat pige.
”Mens vi var på DR-produktionen med de her glade unger, som gav så meget liv og nærvær, kunne jeg ikke glemme historien om en femtenårig pige fra en drøm, jeg havde. I stedet for et lykkeligt og bekymringsløst liv som ung står hun foran at blive tvangsfjernet efter sin kriminelle fars død. Pigen blev et billede på, hvem jeg også rigtigt gerne vil ramme med min kommende serie,” forklarer instruktøren.
Cecilia Claudie Sardou har haft en stor betydning for filmen.
”Jeg har altid været enormt optaget af unge mennesker, af kærlighed, romantik og nostalgi. I den her historie prøver jeg at skabe et håb til sidst ved at gøre det dragende og en lille smule magisk. Det var en kæmpe udfordring, men helt klart Cecilias fortjeneste, at jeg er blevet trukket i den retning.”
Har svigtet de unge
Den kommende DR-serie er også noget nyt for instruktøren, der skal prøve at fange landets børn og unge, som får tilbud fra hele verden i det moderne medielandskab.
”Det store problem, som jeg kan mærke, når jeg arbejder med de unge mennesker, er, at de ikke har en fælles referenceramme, ligesom jeg havde som ung. Jeg har set de samme danske ungdomsfilm som mine kammerater, mens børn i dag ikke har godt, dansksproget film og tv,” mener Jonas Risvig.
”HBO, Netflix og Youtube gør et godt arbejde i forhold til at ramme de unge, men vi har fejlet i Danmark, hvor vi mangler at løfte den stærke arv for danske ungdomsfilm og -tv.”
”Jeg bilder mig ind, at de unge gerne vil have det, men jeg kan godt forstå, at de går ind på Netflix, når der ikke er noget dansk til dem. Så jeg er virkelig glad for, at der bliver investeret nogle penge i at lave indhold til unge.”
Den største drøm
Jonas Risvig står også bag Peter Sommers musikvideo Elskede at drømme, drømmer om at elske, der i skrivende stund ligger nummer 97 blandt de over 1000 film på Ekko Shortlist.
Instruktøren er populær blandt publikum, men til gengæld blev den unge mand fra Silkeborg skræmt fra at søge ind på Filmskolen, har han tidligere fortalt Ekko. Derfor har hans indgang til filmverdenen været anderledes end de fleste filmskaberes.
”Jeg kommer jo fra en verden, hvor jeg meget hurtigt skulle lære at lave noget til et publikum, fordi jeg ikke har gået på Filmskolen. For at kunne leve af at lave film har jeg skullet forholde mig til, hvad man gør, hvis ingen ser dem,” siger Jonas Risvig.
Han har lavet musikvideoer for kendte kunstnere som rapperen Pusha T og den ikoniske elektromusiker Jean-Michel Jarre samt en prisvindende tv-serie om det danske band Suspekt.
”Jeg er ret arbejdsskadet af at have lavet musikvideoer og dokumentarer. Jeg går meget op i, at folk fra første minut føler sig forbundet til mine historier. Det værste ville være at lave en film, hvor folk siger: ’Det er da dejligt, at han kom ud med det.’”
”Mit publikum ejer det, jeg laver. Så når de sætter mine film højt, er det helt fantastisk,” fortsætter instruktøren, der med sprælske historier drømmer om at nå det størst mulige publikum.
”Jeg kører på den store klinge med en masse musik, farver og klassisk filmfortælling. Min største drøm er at fylde nogle biografer.”
Jonas Risvig
Født 1993 i Silkeborg.
Har arbejdet på projekter for kunstnere som Pusha T, Peter Sommer og Jean-Michel Jarre.
Vandt i 2016 en Zulu Award for bedste originale tv-program med Da Damark blev Suspekt.
Musikvideoen Elskede at drømme, drømmer om at elske var nomineret for bedste fotografering ved prisuddelingen i 2018.
Ingen siger farvel, men alle forsvinder vandt Publikum Prisen ved Ekko Shortlist Awards 2019.
Sort som Iris har verdenspremiere på Ekko Shortlist.
Kommentarer