Punk, poesi og en husmor fra Silkeborg

Vi sidder alle tre med varme krus i hånden, da jeg klokken otte om morgenen over Zoom møder filmskaber Sebastian Cordes og Jenny Rossander, der også er kendt som musikeren Lydmor.

Parret har en atypisk dokumentar på programmet ved Odense International Film Festival. Altid/Aldrig noget andet er Jennys første møde med filmhåndværket, og debuten indgår nu i kapløbet om en eftertragtet OFF-Award, som vil bringe filmen i spil til en Oscar. 

Parret sidder i deres lejlighed i København, og selv om de har travlt, er det ikke usædvanligt. 

”Det kommer lidt i bølger. Men det meste af vores liv er rimelig meget sådan her, hvor vi løber rundt og laver shit hele tiden, som man siger,” lyder det fra Jenny Rossander. 

”Jeg spillede koncert i nat. Og om lidt kommer en mor til en trommeslager forbi. En fra bandet Rigmor glemte sin pung i Oslo, og jeg spillede til den samme festival som dem, så nu har jeg deres pung.”

”Og jeg skal ind til et klipperum om en halv time,” indskyder Sebastian Cordes.

Bloddryppende brutalitet
Han er kendt for sit forfatterskab og dokumentarer som The Life and Times of Don Rosa og A Place Called Lloyd. Han er også linjeleder på Dansk Talentakademi og desuden en central stemme i det danske filmmiljø.

Jenny Rossander har skrevet musik, siden hun var fjorten, og for nylig debuterede hun som romanforfatter med Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen. Også hun har markeret sig som en skarp debattør.

Altid/Aldrig noget andet afslører dog ikke den travle hverdag.

Den utroligt smukke og rolige dokumentar følger den danske oversætter Sidse Laugesen, som er mor til to, har skulderlangt lysebrunt hår, et hus i lyse mursten i Silkeborg og stjernestatus i Kina.

Gemt bag pseudonymet ”Lao Shuzhen” udgiver hun prisvindende avantgardedigte, der rummer en bloddryppende brutalitet, som har taget den kinesiske litterære scene med storm.

Med udgangspunkt i Sidse Laugesen får vi – gennem digte og en symfoni af legende lydmix – indblik i en poesikultur med hårdtslående feminisme, skrøbelige Ming-vaser og mystiske optrædener i ly af natten.

Kæmpestor i Kina
I hjemmebiblioteket har parret en stor sektion dedikeret til Kina. Sebastian Cordes har rejst meget i landet og skrevet om mad, og da Jenny Rossander fik, hvad hun beskriver som en kvartvejskrise, flyttede hun til Shanghai, hvor hun skrev dance-tracket Shanghai Roar på bagsædet af en taxa og lavede et album.

”En af de første ting, jeg gjorde, da jeg skulle imponere Jenny, var at sige, at jeg læste kinesisk litteratur. Det var ret nice bait. Men her sidder vi!” siger Sebastian Cordes og slår ud med armene. 

”Vores film handler om Sidse Laugesen, fordi jeg hele tiden har følt, at hun er en helt sindssyg karakter – på den bedste måde,” siger Jenny Rossander.

”Jeg kendte hende godt, og en dag kom hun til en af mine koncerter i Aarhus. Bagefter fortalte jeg Sebastian om, at hun er kæmpestor i Kina og samtidig også søger for, at vi får kinesisk litteratur til Danmark. Hun har vildt god smag,” fortsætter Jenny Rossander.

”Ret hurtigt opstod den tanke, at vi kunne bruge Sidse som en prisme for at fortælle noget om oversættelse, men også om udvalgte digtere.” 

Filmisk kolonialisme
Altid/Aldrig noget andet bunder i en dyb kærlighed til poesi, men er samtidig også et kunstnerisk eksperiment.

Som dokumentarist har Sebastian Cordes tænkt meget over, hvordan man på en ordentlig måde fortæller historier fra andre steder i verden. Det er et stort spørgsmål, men i stedet for at skrive en afhandling har han brugt Altid/Aldrig noget andet til at finde svaret.

”Jeg er kommet til en erkendelse af, at dokumentarfilmen ret tit er kolonialistiske. Når jeg rejser ud, tager jeg en historie med hjem, og så er det mig, der får filmstøtte, løn og filmpriser. Det er kommerciel udnyttelse,” siger Sebastian Cordes.

”Så vi har været påpasselige med ikke at lave et værk, der handler om, hvor vildt der er i Kina. Vi har undgået at anlægge et kolonialistisk blik på deres skrift-traditioner, som er langt mere udviklede end vores.”

Et par nedsmeltninger
Jenny Rossander har længe gerne villet lave kortfilm, og hendes utålmodighed efter at komme i gang har været en stor drivkraft i processen.

”Vi filmede i oktober 2023 og havde premiere på Cph:Dox i marts,” siger Sebastian Cordes.

Der bliver stille et øjeblik, mens han virker ganske tilfreds med, hvor hurtigt og godt de er sluppet fra projektet, indtil Jenny Rossander bryder stilheden.

”Det er så sjovt at lave film,” siger hun og griner. Sebastian Cordes nikker. 

”Jeg fik et par nedsmeltninger undervejs og tænkte, at vi ikke kunne nå det og ville blive nødt til at give det et år mere. Men det gad Jenny ikke, og det var rigtigt godt,” siger han og fortsætter:

”I Danmark er vi vildt privilegerede. Vi har et system, så du faktisk kan få statsstøtte. Men det er jo også en tung, bureaukratisk proces. Det tunge smitter af på skabelsesprocessen, hvor vi er blevet vant til at sidde og vente otte uger fra idé til godkendelse, fra indspilning til klip og så videre.”

”Det betyder, at du mister en umiddelbarhed, som er meget mere punk. Eftertænksomhed har bare ikke det samme punch, og det var den energi, jeg fandt vildt fascinerende og øjenåbnende i Jennys proces. At lave film med hende er som at blive ung igen.”

Opleves med hovedtelefoner
Da parret tog til Kina, var det for egen regning og med udstyr, de havde lånt af deres venner.

”Jeg sad i toget fra Hongkong og så nogle YouTube-tutorials om how to film,” fortæller Jenny Rossander.

”Jeg er autodidakt musiker og har lært alt på YouTube, så det var okay bare at kaste mig ud i shit sammen med Sebastian. Det skulle nok gå.” 

Parret havde samtidig et stærkt hold i ryggen. Altid/Aldrig noget andet er skabt med hjælp fra dokumentarist Michael Graversen, Mew-forsanger Jonas Bjerre og lydguruen Peter Albrechtsen.

”Jonas Bjerre var i gang med at lære mig modular synthesizer. Han er meget fascineret af det og synes vist nærmest, at alle burde eje sådan et instrument,” fortæller Jenny Rossander.

”Vi lavede et track sammen, som var vildt smukt, og jeg vidste, at jeg bare måtte have det med i Kina-filmen. Og Peter Albrechtsen har skabt en lydside, som var det en jamsession. Filmen skal opleves med hovedtelefoner eller på stort anlæg.”

Rytme frem for fortælling
Sebastian Cordes fortæller, at de klippede filmen færdig på bare to uger.

”Det tog så lang tid,” udbryder Jenny, og han griner.

”Jenny kommer jo med en energi fra scenen og musikken, hvor ting går stærkt, og idéer ret hurtigt kan blive færdigproduceret,” siger han.

”Så jeg overlod klippeprocessen til Jenny. Hun klipper som musiker efter rytme i stedet for traditionel historiefortælling. Hver gang hun ikke kunne komme videre, forlod hun projektet og lavede musik til filmen. Så vidste hun, hvilken følelse hun ville have, at billederne skulle vise.” 

Han bliver igen stille, som om det først nu går op for ham, hvor anderledes skabelsesprocessen har været.

”Det er totalt utraditionelt. At have en komponist siddende, der ligesom bare kan give dig unik musik, når du går i stå, så du kan komme videre i processen.”

”Nogle gange lavede jeg også bare musikken inde i videoredigeringsprogrammet Premier Pro,” fortæller Jenny Rossander. ”Det er ikke, hvad programmet er beregnet til, men jeg er jo elektronisk musiker, så for mig er det lidt underordnet.” 

Sebastian Cordes indrømmer, at han hele sit liv har prøvet at forstå musik, men stadig ikke ved, hvad en akkord er.

”Jeg kan kun tale om musik i kontekst af de følelser, jeg får af at lytte. Så kan jeg sige til Jenny: ’Jeg tror, vi har brug for, at musikken er grovere her,’ og så ved hun præcis, hvordan hun skal skabe det.”

Skindet bedrager
Ligesom Sidse Laugesen er Jenny Rossander vant til at skifte mellem identiteter. 

”Jeg udgiver bøger på dansk og skriver sange på engelsk. Jeg kan godt lide idéen om, at man gennem sprog eksisterer i forskellige udgaver,” siger hun. 

”Sidse indeholder så mange modsætninger i sig selv, fordi hun er så flydende i sin opfattelse af dansk og manderin. Det findes jo nærmest ikke større modsætninger, og hun udnytter de muligheder totalt. Mit absolutte favoritøjeblik i filmen afslører, hvor mange facetter Sidse indeholder.”

Rossander refererer til en scene, hvor Sidse Laugesen læser op fra et digt, der handler om hjerner, blodårer, sygeplejersker og skrig.

”Bagefter kigger hun direkte ind i kameraet og smiler. Lige dér kan man nærmest høre hendes tanker: ’I tror alle sammen, at jeg er sådan en lille høflig person, men det her foregår inden i mig, og nu må I selv finde ud af at håndtere det.’ Det er dét, smilet siger. Skinnet bedrager,” siger Jenny Rossander, og Sebastian Cordes nikker.

”Der kan foregå meget inde i en husmor fra Silkeborg. Dem skal man ikke undervurdere.”