Shortlist: Punkeren fra provinsen

Behrouz Bigdeli tænder som det første en smøg, da vi møder ham på en beværtning på Vesterbro i København.

Med sin lysebrune hud og sit mørke skæg ligner han ikke den gennemsnitlige danske filminstruktør. Den 28-årige fynbo er oprindelig fra Iran, men er opvokset i Sankt Klemens få kilometer uden for Odense, da han kom til Danmark som toårig efter et kort ophold i en flygtningelejr.

”Jeg har ikke noget på hjerte. Jeg er helt tom,” smågriner den sympatiske instruktør og suger lettere nervøst videre på cigaretten.

Behrouz Bigdeli skal dog vise sig at have meget på hjerte i de timer, vi ender med at tilbringe på Vesterbro, men det er bestemt ikke sin etniske baggrund, han har lyst til at diskutere.

Og slet ikke det stormvejr Det Danske Filminstitut kom ud i om diskrimination, da det i 2011 gav børnefilmen MGP Missionen afslag om støtte med begrundelsen, at en film med indvandrere i hovedrollerne ikke ville sælge billetter i provinsen. Efterfølgende har Filminstituttet tilkendegivet, at det fremover vil arbejde for en større etnisk mangfoldighed i dansk film.

Mærker intet til diskrimination
Men det optager ikke Behrouz Bigdeli. Han er ikke selv stødt på nogen form for diskrimination i filmbranchen, og debatten om en større etnisk mangfoldighed interesserer ham sådan set heller ikke.

”Hvis jeg virkelig skal udtale mig om sagen, kan det da godt være, at nogle andre har mærket, at de har en anderledes hudfarve i filmbranchen. Altså, selvfølgelig er det måske ikke helt nemt for en brun skuespiller at få en standardrolle som ’Thomas’, men personligt har jeg aldrig følt, at min baggrund har været en stopklods.”

Instruktøren forklarer, at han heller ingen planer har om at lave film om religion, racisme eller fordomme, som man kender fra Omar Shargawis Gå med fred, Jamil. Men han afviser dog heller ikke helt tanken.

”Jeg har da allerede mødt flere producere, der har spurgt, om ikke jeg skulle lave noget med et indvandrer-tema, men det er jeg bevidst gået langt udenom.”

”For det første har jeg meget mere at byde på end den slags historier, og for det andet vil jeg ikke komme frem ved at trække det etniske kort. Jeg vil kun have støtte og medvind, fordi jeg er dygtig til det, jeg laver.”

Årets nye europæiske talent
At Behrouz Bigdeli er talentfuld, har både den danske og internationale filmbranche allerede spottet i hans personlige kortfilm, Til alle mine venner, der for anden uge i træk er nummer to på Ekko Shortlist.

Filmen vandt juryens ungdomspris på Odense Internationale Film Festival i 2011, blev samme år indstillet til en Robert for bedste kortfilm, kom med på internationale festivaler i blandt andet Polen og Toronto, inden triumfen kom på Encounters Film Festival i Bristol, hvor han modtog prisen for årets nye europæiske talent.

Filmen er lavet for et budget på 100.000 kroner og er finansieret af Nordisk Film, Det Danske Filminstituts talentfabrik Filmværkstedet og Det Obelske Familiefond, der blandt andet har til formål at støtte unge filmtalenter.

Personlig skildring
Til alle mine venner er et råt venskabsdrama om de unge punkere Sonny og Mark, der fordriver tiden i provinsen ved at gå amok i sprut og tjald til tonerne af energisk punkmusik, når de ellers ikke har travlt med at slås med de lokale hip hop-drenge.

”Jeg er vokset op i det her miljø, men de meget dramatiske scener er dog fiktion,” fortæller Bigdeli, der selv har indtalt hovedpersonen – hans alter ego – Marks monolog i starten af filmen.

”Jeg ville gerne have skildret miljøet mere detaljeret, men det var der ikke plads til i det her korte format. Så jeg skar handlingen ind til at handle om venskab og til at stå i skyggen af hinanden for til sidst at vokse fra hinanden,” forklarer instruktøren.

I udlandets søgelys
Bigdeli forlod selv den fynske flække i 2007 for at starte på den alternative filmskole Super 16 i København, som Til alle mine venner er hans afgangsfilm fra i 2010.

Han er en del af Super16’s femte og stærke årgang, der også tæller Martin Zandvliet – der dog droppede ud for at lave Applaus – Jonas Poher Rasmussen (dokumentaren Searching for Bill), Ask Hasselbalch (Antboy) og Fenar Ahmad, der er på vej med sin spillefilmdebut.

”Og her sidder jeg så tilbage,” griner Bigdeli ironisk, efter han har remset kollegaerne op fra Super16.

Men instruktøren er ikke panisk, selv om der er gået tre år siden han lavede Til alle mine venner. Med talentprisen fra filmfestivalen i Bristol har han nemlig fået opmærksomhed fra britiske Warp Films, der huser instruktører som Paddy Considine, Shane Meadows og Ben Wheatley.

”Deres executive producers skriver ofte til mig for at høre, hvor jeg er henne med mine projekter. På mange måder er Til alle mine venner også mere britisk end dansk, fordi punkmiljøet er ret ugleset i Danmark.”

”Jeg har da også været inspireret af Shane Meadows This is England, der handler om det britiske punkmiljø i 1980’erne. Han formår at blande humor ind i en barsk handling, der gør emnet mindre tungt. Det synes jeg er meget befriende.”

En kvart million i støtte
I februar vendte Behrouz Bigdeli hjem fra et halvt års ophold i Amsterdam på Binger Filmlab, der træner talenter i at udvikle deres første spillefilm.

Her har han har brugt forløbet på at arbejde med projektet Real Men Hunt in Packs, som han har fået 240.000 kroner i manuskriptstøtte til fra Det Danske Filminstituts konsulentordning, der sigter mod spillefilm med stærke kunstneriske kvaliteter.

Et skridt op i dansk films øverst liga, som instruktøren selv kalder støtten, han har fået tildelt af filmkonsulenten Steen Bille. Bigdeli vil dog ikke løfte sløret for handlingen, men forklarer, at filmen trækker tråde til Til alle mine venner uden dog at være fortalt i samme tempo.

”Til alle mine venner er meget energisk fortalt, og jeg proppede måske for meget ind i handlingen med både venskab, kærlighed, slåskampe og selvmord. Det tempo er jeg ikke længere så optaget af i dag, hvor jeg mere er blevet fascineret af David Gordon Green og Jeff Nichols.”

”Deres film som George Washington og Take Shelter er jo virkelig langsomt fortalt, men alligevel holder de én fast ved at være utrolig intense i deres handling og instruktion. Det er den stil, jeg gerne vil arbejde hen imod”

Inspireret af musikken
– Når vi nu taler om inspiration, så bruger du meget bevidst musikken til at fortælle med, som man for eksempel kender fra Martin Scorseses stil. Det er også ret udansk, at du bruger ret ”store” udenlandske musiknavne som Satanic Surfers, Bad Astronaut, A Wilhelm Scream og The Lawrence Arms?

”Mine filmreferencer er amerikanske, og det, jeg laver, er meget rettet mod musik. Og nu nævner du selv Scorsese, som jeg har dyrket meget. Scenen, hvor der langsomt zoomes ind mod Sonnys ansigt, og han suger på en smøg til lyden af Satanic Surfers, er for eksempel inspireret af Goodfellas.”

”I Scorseses film hører vi Creams Sunshine of Your Love, kameraet zoomer ind på Robert De Niros drabelige blik i øjnene, mens han sidder i baren og ryger. Man ved bare, at folk kommer til at dø efter den scene. Og det er den slags billeder, som smelter sammen med musikken, man husker bagefter.”

”Men jeg fornemmer også lidt, at der er en aversion mod amerikansk musik i dansk film. Jeg ved ikke helt hvorfor, men økonomisk er det selvfølgelig også sindssygt dyrt at få rettigheder. ”

– Hvordan fik du selv rettighederne til at bruge de her punkbands?

”Jeg skrev til dem og spurgte, om det var i orden. Og det var helt fint, så vi fik lov til at bruge musikken gratis. Det viser lidt om ånden og fællesskabet i punkmiljøet.”

En slags rascisme
Ved siden af de seriøse filmprojekter har Bigdeli med nogle venner i en årrække også arbejdet med satire. For tiden kan man følge hans fiktive liv sammen med dukken Klaes, som instruktøren kalder for en ubehagelig sambo, der bruger sit liv på at drikke, ryge tjald og onanere. Klaes the roommate hedder serien, som består af ultrakorte sekvenser, der er skabt til det sociale medie Instagram.

Instruktøren holder indtil videre pause fra sit spillefilmprojekt for at prøve sin nye stil af i en kortfilm, han satser på at få støttet gennem Det Danske Filminstituts talentordning New Danish Screen. Men heller ikke her vil han ud med filmens handling.

”Opholdet i Amsterdam var virkelig intenst med arbejdet på spillefilmen, så jeg har lagt projektet til side for at prøve mine ideer af i en kortfilm, som jeg forhåbentligt meget snart får støtte til og kan gå i gang med.”

”Men Real Men Hunt in Packs ligger stadig på Filminstituttet og er stadig i spil til at få videre udviklingsstøtte. Jeg trænger bare lige til en pause, så jeg kan genoptage projektet med friske øjne.”

- Tror du, Steen Bille har sat kryds i den etniske mangfoldigheds-boks, da du fik manuskriptstøtte?

”Det tror jeg bestemt ikke. Men hold kæft, hvor ville jeg blive pissesur og ked af det, hvis det var tilfældet. Den slags særbehandling og overdrevet venlighed er jo en slags racisme.”