Nyhed
01. aug. 2023 | 15:43 - Opdateret 02. aug. 2023 | 09:34

QAnons yndlingsfilm hitter i USA

Foto | Santiago García Bermúdez

Jim Caviezel spiller autentiske Tim Ballard, der sagde sit job op som sikkerhedsagent for at befri en gruppe mindreårige sexslaver i Columbia.

Thrilleren Sound of Freedom om trafficking med børn er blevet et kæmpehit i USA, hvor filmen hyldes af den yderste højrefløj.

Af Frederik Hoff og Martin Hemmje Østergaard

De færreste har hørt om den herhjemme, men i USA er Sound of Freedom en af sommerens største – og mest kontroversielle – film.

Thrilleren fortæller historien om den virkelige Homeland Security-agent Tim Ballard, som sagde sit job op for at befri en gruppe mindreårige sexslaver i Columbia.

Senere stiftede han antitrafficking-organisationen Operation Underground Railroad.

Filmen var ikke spået den store succes i de amerikanske biografer, men til eksperternes store forbavselse indtjente den imponerende 14,2 millioner dollars – 96,4 millioner danske kroner – på premieren 4. juli, som er den amerikanske uafhængighedsdag.

I den anden weekend kom den på tredjepladsen over mest tjenende film i USA, lige efter Insidious: The Red Door og Indiana Jones, og efter knap en måned i biograferne har den tjent over 130 millioner dollars.

”Jeg lover gud, at jeg vil vie mit liv til at redde børn,” siger den mexicanske instruktør Alejandro Monteverde til mediet Christian Post og forklarer, at filmen er en måde at skabe opmærksomhed på trafficing.

Det er en af grundene til, at filmen i omtalen har fået prædikatet ”kristen”, og den har da også Jim Caviezel, der er kendt for hovedrollen som Jesus i Mel Gibsons The Passion of the Christ, med i rollen som Ballard.

Filmen er også blevet markedsført direkte til kristne, konservative markeder – blandt andet med en stor premiere i Utah – og det kan være en del af forklaringen på den amerikanske succes.

De religiøse film tjener ofte kassen i USA, hvor religiøse organisationer også ofte er en del af finansieringen. Disse film vises sjældent i Danmark, men under corona banede distributørers desperation over mangel på indhold vej for biografpremiere på I Still Believe.

Rituelle børneofringer
En snedig markedskampagne, hvor fans har kunnet betale for fattigere interesseredes billetter, ser desuden ud til at have givet pote. Endelig er der det faktum, at den yderste amerikanske højrefløj har taget filmen til sig med åbne arme.

Filmens fokus på en stærk mand, der trodser systemet, optrevler et pædofilt netværk og redder nogle børn, passer perfekt ind i de højreradikale QAnon-bevægelses konspirationsteorier om magteliten som en flok satanister, der kidnapper børn.

Da både Jim Caviezel og Tim Ballard har snakket åbent om rituelle børneofringer, hvor barneblod drikkes og kønsdele bruges til at bringe lykke, er de nemme at forbinde til QAnon. Her er en populær teori, at magteliten suger det foryngende stof adrenochrome ud af børns blod.

The Guardian har desuden delt en video af Caviezel, der modtager stående ovationer på en konference for højreorienterede, hvor han taler om adrenochrome.

Filmen har også fået opbakning fra en række konservative personer. Blandt andre Mel Gibson, Elon Musk, Ted Cruz og Ben Shapiro har anbefalet filmen online, mens Donald Trump har afholdt en privat visning på sit golfresort.

Her deltog blandt andre Jim Caviezel, Tim Ballard, filmens producer og den kendte konspirationsteoretiker Jack Posobiec, som mener, at det demokratiske parti torturerer og voldtager børn under et pizzeria i Washington D.C.

Håner publikum
På Rottentomatoes.com har Sound of Freedom på nuværende tidspunkt en høj publikumsvurdering på 99 procent, mens kritikerne giver en flot vurdering på 72 procent.

Blandt publikum er der ifølge Rotten Tomatoes nogenlunde enighed om, at filmen leverer et vigtigt budskab, hvorimod nogle anmeldere forholder sig kritisk til skildringen af de dystre temaer.

The Hollywood Reporter, New York Times og Los Angeles Times besluttede sig dog i første omgang for slet ikke at anmelde filmen. De to sidstnævnte har dog efterfølgende ombestemt sig og bragt anmeldelser flere uger efter premieredatoen.

De skriver dog lige så meget om filmens højrefløjsforbindelser som om selve filmen. Flere mener, at den er for ukritisk i forhold til Ballards udsagn om egne bedrifter. Mens The Rolling Stone primært bruger spaltepladsen på at skrive nedsættende om filmens publikum i biografen.

”Jeg kunne se, at denne forsamling over de næste to timer ville opleve de skildrede begivenheder som fuldstændigt bogstavelige,” skriver Miles Klee.

Til gengæld skriver Varietys Owen Glebierman i sin anmeldelse: ”Den er blevet solgt som en konservativ thriller, men man behøver ikke have det mindset for at finde den overbevisende”.

Skrinlagt af Disney
Den hårde medfart fra visse kritikere lader dog kun til at opmuntre de højreradikale fans, der betragter modtagelsen som bevis på, at de såkaldte mainstreammedier er fordækte.

Den besværlige distribution er også blevet en del af fortællingen om filmen.

Optagelserne sluttede allerede i 2018, hvor en underafdeling af 20th Century Fox stod til at skulle distribuere filmen. Men da Disney købte selskabet, skrinlagde de projektet, fordi temaerne var for dystre til det familievenlige moderselskab.

Derfor var filmen sammen med det mindre selskab Angel Studios nødt til at crowdfunde filmen for at få den vist. Det har også været vand på fansenes mølle, at biografkæden AMC angiveligt saboterede visninger af filmen ved at slukke for aircondition og evakuere publikum uden grund.

Filmens egen distributør Brandon Purdie har ifølge Entertainment Weekly dog pure afvist påstanden og henvist til, at AMC bliver ved med at købe visninger af filmen.

I sidste uge blev det annonceret, at Sound of Freedom nu skal vises i over 21 lande. Primært i Sydamerika, men også i Spanien og Storbritannien. Men der er ingen planer om en dansk premiere.

Trailer: Sound of Freedom

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko