Nyhed
08. jan. 2006 | 15:14
R tager EKKO-sag op igen
Annonce
Kulturministeriet og Undervisningsministeriet er uenige om, hvorvidt skolerne må vise videofilm i klasserne uden samtykke fra rettighedshaverne. Derfor vil De Radikales medieordfører, Simon Emil Ammitzbøll, nu stille spørgsmål til begge ministre.
"Det er jo fuldstændigt uholdbart," siger han til Ritzau. "Det er klart, at lovens intention har været, at lærerne gratis skal kunne vise film i skoleklasserne. Derfor må vi nu kræve et klart svar om, hvad der egentlig gælder."
Ministerier er uenige
Kulturministeriet skriver på deres hjemmeside, at skolerne gerne må vise videofilm i klasserne uden samtykke fra rettighedshaverne.
"Det afgørende er, at visning i en skoleklasse ikke er at regne for en offentlig visning. Det fremgår direkte af bemærkningerne til loven," siger Peter Schønning, kontorchef i Kulturministeriet, til Ritzau.
Undervisningsministeriet henviser på deres hjemmeside til Kulturministeriets hjemmeside, men også til et dokument, "Regler for institutionsvisning", forfattet af Torben Steffensen, advokat for De Danske Videogramdistributører. De er uenige med Kulturministeriet.
Undervisningsministeriet har altså en anden opfattelse af loven end Kulturministeriet.
Sagen har ligget stille
Sagen om videofilm i skolerne blev startet af artikler i EKKO i 2003 og taget op i Folketinget af Kristendemokraternes nuværende formand, Bodil Kornbek, året efter.
Siden har sagen ligget stille. Undervisningsministeriet og Kulturministeriet har tidligere udelukket at spille en rolle i det videre forløb, og de to parter i sagen, Kommunernes Landsforening og De Danske Videogramdistributører, har ikke været i stand til at finde en løsning.
Peter Schønning siger til Ritzau, at det foreløbigt må være op til parterne selv at blive enige, mens Bodil Kornbek opfordrer ministerierne til at gribe ind:
"Hvis parterne ikke kan finde en løsning, må det afklares på ministerielt plan," siger hun i EKKO #31.
Kommentarer