Dag 4: Racedrama og afrikansk eventyr

Det er svært ikke at savne feststemningen på dette års Sundance.

Normalt fyger det med filmanbefalinger og smalltalk ved Park Citys busstoppesteder og til premierer, hvor ingen er over andre i billetkøen. Udmattede journalister og frivillige liver op, så snart man spørger om deres favoritfilm indtil videre.

Det er ikke helt det samme at hyggesludre på det chatsystem, festivalen har introduceret på hjemmesiden.

Men på andre måder er dette års Sundance business as usual.

For distributørerne holder lige så årvågent øje med festivalens program som altid, og særligt streamingtjenesterne er desperate efter at få indhold i en tid, hvor filmproduktion verden over højst kører på halvt blus.

Apple+ fandt den store pengepung frem for at skaffe sig CODA, en habil ungdomskomedie om en hørende pige i en døv familie. Filmen blev solgt for 25 millioner dollars, en prangende rekord for en festival for uafhængige film.

Dermed slår den Palm Springs, der sidste år blev solgt for 17,5 millioner dollars. CODA er ikke nær så vovet eller morsom, men det er en blid og opbyggelig fortælling. Måske er tiden mere til den slags film.

En-to-tre, så dræber vi hinanden!
En komedie med noget mere på hjerte er Jerrod Carmichaels On the Count of Three, hvor to deprimerede barndomsvenner beslutter sig for at dræbe hinanden i et slags dobbelt selvmord.

Kevin har været en kastebold mellem psykiatere hele sit liv. Han gør i åbningsscenen et forceret forsøg på at overtale den seneste om, at han ikke længere er til fare for sig selv – efter at have forsøgt at begå selvmord et par dage forinden.

For ham er selvmord ikke bare en vej ud, men et livsprojekt, han dyrker som en hobby. Det sker blandt andet med dødssøgende speed-metalmusik. Det finder vennen Val lige selvmedlidende nok: ”Jeg ville heller ikke høre Alanis Morissette, hvis jeg havde kærestesorger!”

Val hjælper Kevin til at flygte fra den lukkede, fordi han også vil dø.

Hans plan går ud på at tælle til tre med pistoler rettet mod hinandens pander og så sige et fælles farvel i samme splitsekund. Men når det kommer til stykket, har Kevin stadig et par ærinder at løbe, før det er forbi.

Så vennerne tager afsted for at få hævn og binde sløjfe på deres gamle frustrationer.

Christopher Abbott spiller Kevin og er næsten fast inventar på Sundance, men standupperen Jerrod Carmichael, der har rollen som Val, er et spændende nyt filmisk bekendtskab. Hans film er overraskende og veloplagt.

Giftede sig væk fra Harlem
Efter skuespilleren Robin Wrights instruktørdebut med Land i går, er turen kommet til engelske Rebecca Hall. Hun bliver dog bag kameraet i Passing.

Filmen handler om to barndomsvenner, Irene og Clare, der mødes på en hotelrestaurant i Manhattan sidst i 1920’erne. De er begge sorte, men så lyse i huden, at de ikke vækker opsigt på den fine restaurant, hvor de ellers næppe ville servere sorte.

De kan gå for at være hvide – pass as white – deraf titlen.

Men det er kun Clare, der har gjort det, med afbleget hår og lys makeup. Hun giftede sig væk fra Harlem som attenårig med en læge, der spilles med dæmonisk fryd af Alexander Skarsgård.

Naturlig instruktion
Han hader sorte, forklarer han Irene, da han afbryder deres samtale. Også selv om han ikke kender nogen. ”Men det kender jeg nogle, der gør, og jeg har læst om dem.”

Clare løj sig til et bedre liv, men længes efter en mere ærlig tilværelse. Irene lever et ærligt liv med mand og børn i et mondænt hus i Harlem, men hun drømmer om noget bedre, om en verden, der ikke ser ned på hende.

De er begge del af det bedre borgerskab og giver udtryk for deres frustrationer i små og store høflighedsbrud.

Tessa Thompson er formidabel som den indestængte Irene, og Ruth Neggas mere udfarende Clare vidner på smertelig vis om alle de bånd, samfundet har lagt på hende.

Hun er sort i en hvid verden, en kvinde i en mandeverden, en kuet mor i et undertrykkende ægteskab, og hun klamrer sig til Irene som en skibbruden til en tømmerflåde.

Rebecca Hall har både skrevet og instrueret, og begge dele falder hende naturligt. Passing er et medrivende, voksent drama.

Mytologisk fængselsdrama
Film med kant, vovemod, originalitet og fortællelyst er en livseliksir i et festivalprogram.

De fleste film minder om hinanden, på godt og ondt, mens andre er så gennemført aparte, at man føler sig hensat til en anden verden.

Sådan en film er Night of the Kings, en fængselsfilm fra Elfenbenskysten. Den foregår i det flugtsikre fængsel MACA, hvor de indsatte har skabt deres eget parallelsamfund under ledelse af den skrantende fængselskonge Blackbeard – der selv er fange.

”Det er det eneste fængsel i verden, som er administreret af en indsat!” siger en af vagterne opgivende.

MACA-fængslet er en brutal verden af rå testosteron, men fangerne har dannet deres egen mytologi og et rigidt system, der minder om et kongerige i et gammelt eventyr. Én ubrydelig regel lyder, at når kongen ikke længere kan regere, må han tage sit eget liv.

For at udskyde det udpeger Blackbeard en nyindsat til historiefortæller, der ved næste blodmåne skal udsætte det uundgåelige ved at underholde de indsatte med historier, til solen går op – ganske som Shehezerade i 1001 nats eventyr

Dans i fængslet
Philippe Lacôte har skrevet og instrueret, og han skaber en fascinerende fortælling, der er grum, smuk, afstumpet og dybt følelsesladet.

De indsatte danser, synger og optræder konstant for hinanden. Alle fængselsklichéer kortsluttes ved at se indespærringen som et performativt rum.

Den unge Romans historie blander vestafrikanske legender med gangsterfilmens optur og nedgang med nik til den brasilianske City of God.

Nigth of the Kings er en film, man tager med sig.