Jeg har brugt porno som et troldspejl

Årets Guldbjørnevinder går lige på og hårdt. 

En rødhåret kvinde klædt i en karnevalsmaske og intet andet har sex med en mand, der har svært ved at opretholde sin rejsning. 

Særligt ophidsende er det ikke, og enhver erotik forsvinder som dug for solen, da vi hører en ældre kvinde banke på døren til deres værelse: ”Husk nu at hente min medicin!” 

Denne sexvideo er omdrejningspunktet for Bad Luck Banging or Loony Porn, Radu Judes fragmenterede udstilling af hyklerisk moralforskrækkelse i det rumænske samfund. 

Kvinden i videoen er skolelæreren Emi. Hendes tilværelse er i frit fald, da nogen – vi får aldrig at vide hvem – lækker videoen online, og den begynder at cirkulere blandt hendes elever. 

”Rumænien er et af de lande i Europa, der ser mest porno, men befolkningen er enormt hyklerisk omkring det,” siger 43-årige Radu Jude, da vi over Zoom taler med ham en time før, han vinder Berlinalens hovedpris. 

”Jeg ville bruge porno som et troldspejl til at vise andre former for uanstændighed. Der er langt mere moralsk forkastelige situationer, som ikke fremtvinger samme reaktion, men vi stejler over en lille pornofilm. Det er latterligt.” 

Den rumænske bølge
Instruktørerne i den rumænske nybølge – blandt andre Cristian Mungiu, Cristi Puiu og Corneliu Porumboiu – er alle i et eller andet omfang polemiske i deres opgør med kommunist-tidens fordærvede arv i nutidens Rumænien. 

Men ingen er lige så konfronterende som Radu Jude, der har gjort det til sit kendemærke at gå i clinch med sine landsmænds forblommede nationalisme. 

Instruktøren brød igennem på Berlinalen, hvor hans historiske drama Aferim! i 2015 indbragte ham en Sølvbjørn for bedste instruktion. 

Sidste år havde han hele to film på festivalen: dokumentarfilmen The Exit of the Trains, der handler om en jødisk massakre i byen Iași, og Uppercase Print, om kommunisternes overvågningsregime i 80’erne. 

Sidstnævnte er med sin kollageagtige brug af tv-klip en stilistisk forløber for hans Guldbjørnevinder. I Bad Luck Banging or Loony Porn består hele anden akt af arkivklip.

Fortidens spor
”Jeg havde den her idé om at bruge et litterært greb og arrangere filmens tematikker som en ordbog. Og så begyndte jeg at indsamle ting, jeg fandt på nettet eller i bøger,” forklarer instruktøren.

Således illustreres ”social distancering” med tre mænd, der holder hinanden på afstand med koste, mens de danser en lystig runddans.

”Den rumænske ortodokse kirke” repræsenteres ved nonner, der synger en fascistisk slagsang, mens den hvidskæggede præst nikker godmodigt.

”Familie” viser en dreng, hvis ryg er gul og blå af tæsk.

Ordbogskonceptet er en måde at italesætte og ironisere over et samfund, der endnu ikke er rykket ud af årtiers undertrykkelse og korruption. Fortidens synder sætter sig dybe spor i nutiden, hvor meget vi end fortier den. 

”Der findes ingen historie som sådan,” fortæller instruktøren, ”Der findes kun de spor, som historien sætter på nutiden.” 

”Hvis jeg filmede et smukt, men faldefærdigt gammelt hus i Bukarest, ville det vise noget om vores skødesløshed. Men også om, hvordan fortiden stadig er hos os, selv om den svinder bort. Jeg vil fange fortidens spor, mens de stadig er synlige.” 

Sandfærdige karikaturer
I Bad Luck Banging or Loony Porn står satiren allermest tydeligt frem i den eksplosive tredje akt, hvor Emi indkaldes til et højdramatisk forældremøde. 

”Fordi filmens første del skulle være realistisk, fik jeg idéen til at skabe en kontrast i sidste akt ved at gøre virkeligheden mere overdrevet.” 

Ingen af forældrene har noget problem med at tale om læreren, som om hun ikke var til stede. Den mest snerpede af mødrene indleder endda mødet ved at vise hele sexvideoen på sin tablet. 

De forargede forældre er fremstillet som typer: den stolte militærmand, den konservative præst og den pedantiske hipster, der enten fordømmer eller forsvarer Emi i vidtløftige og selvretfærdige monologer. 

”De er meget direkte og ikke nødvendigvis realistiske,” siger instruktøren om forældrene. ”Men det betyder ikke, at de ikke er sandfærdige. En karikatur kan være meget sandfærdig.” 

Banal seksuel adfærd
Men karikaturen rammer måske virkeligheden nærmere, end instruktøren havde tænkt sig. Hver gang en af journalisterne kalder hans brug af hardcoreporno provokerende, tager han sig i hvert fald en prægnant tænkepause. 

”Jeg havde aldrig forestillet mig, at et voksent publikum sådan ville lade sig provokere,” siger han. 

”Det er jo ikke ligefrem, hvad man kan kalde ekstrem seksuel adfærd. Det er jo meget banalt. Man husker ikke den scene ti dage efter.” 

”Idéen var at sætte seeren i forældrenes sted. Så de ser videoen ligesom forældrene, og de reagerer på den. Så kan de sige, at det er okay eller ikke okay, at det er banalt, skandaløst eller måske ikke hedt nok. Men det tvinger én til at tage stilling.” 

Selv om Radu Jude nådesløst udleverer sine landsmænd, er han ikke urolig for, hvordan hans film vil blive modtaget i hjemlandet. 

”Nogle vil være for, og nogle vil være imod,” forklarer han nonchalant. 

”Jeg tror, mine tidligere film var mere konfronterende. Særligt dem, der handler om den rumænske medvirken i Holocaust. Efter dem modtog jeg dødstrusler. Det er nok kun puritanere, der kommer til at reagere på den her.” 

Da pandemien ramte
Bad Luck Banging or Loony Porn blev optaget i sensommeren 2020, hvor samfundet åbnede kortvarigt op. Den skildrer en storby, hvor folk nok går med mundbind, men også spreder konspiratorisk misinformation om pandemien. 

”Ingen har fået covid af at gå til nadver!” proklamerer en kvinde, da Emi står i kø på apoteket. 

”Jeg plejede at øve kampsport,” siger Radu Jude og smiler. 

”Dér har man et princip om, at du kan vende enhver situation til din fordel. Der er intet angreb, man ikke kan forsvare imod.” 

”Så da pandemien ramte os, og jeg igen havde fået balancen, talte jeg med min producer og sagde: ’Vi er nødt til at bruge det! Hvis virussen er derude, og samfundet reagerer på den, så er vi nødt til at skildre det. Hvorfor holde igen?’” 

Optagelserne overholdt alle sikkerhedsregler, og forløb uden at nogen blev syge. Men det tog også noget af morskaben ud af processen. 

”Det, der er smukt ved at optage film, er, at man samler mennesker fra forskellige baggrunde i ét stort hold. Man mødes i frokostpausen, tilbringer lang tid sammen og bliver venner.” 

”Det skete ikke rigtigt med denne film. Vores frokostpauser var meget korte, og der var ikke noget med at tage på værtshus efter en lang optagedag. Så det var rent arbejde, men det er jo, som det er.” 

Irriterende spørgsmål
Faktisk har Radu Jude ikke det mindste ondt af sig selv. 

Da en af de andre journalister spørger, hvordan hovedrolleindehaveren forberedte sig på den udfordrende rolle, er Radu Jude hurtig til at rose sin skuespiller. 

Men spørgsmålet nager ham. 

”Nogle gange er det irriterende, når folk stiller sådan et spørgsmål. For kunstnere er også fulde af lort, og hvis en journalist spørger, om det var svært at lave denne film, vil de svare: ’Jeg ønskede, jeg ville dø, mens jeg lavede den!’” 

”Lad os spørge en bonde om hans arbejde! Eller én, der arbejder i en kulmine. Der er ingen, der spørger dem, om deres arbejde er hårdt.” 

Radu Jude ved ikke, at han en time senere vil vinde Guldbjørnen, da vi taler med ham. Men det virker ikke, som om hæderen kommer til at stige ham til hovedet. 

”På den ene side har Berlinalen gjort det muligt for min kunst at nå et større publikum. På den anden side er jeg meget bevidst om, fordi ens film bliver udvalgt til en festival, er det ikke ensbetydende med, at den er bedre end de film, der ikke bliver udvalgt, og som ingen priser får.” 

Radu Jude er den slags filmskaber, der befinder sig godt i sidekonkurrencerne på store festivaler. Han sigter ikke efter et mainstreampublikum og har ikke stort til overs for festivalpressens fokus på stjernestøv. 

”Vores forpligtelse som filmskabere, som journalister og som kritikere er at få øje på de gode film, hvor end de er,” siger filmskaberen, der med ét er blevet svær at overse.