Nyhed
06. sep. 2010 | 21:40

Råfilm-puljen er ingen succes

Det kunne have været en ny forretningsmodel, men ingen af Råfilmene har hidtil solgt de 75.000 billetter, de skulle. ”Idéen holder ikke,” siger Claus Ladegaard fra Filminstituttet om støtteordningen.
Af Kasper Lundberg

I 2008 afsatte Filminstituttet femten millioner kroner til puljen Råfilm. Fem film med lave budgetter og mellemstort publikumspotentiale fik tre millioner hver i støtte. Fire af filmene har nu haft premiere, men har kun solgt mellem 7.641 og 66.883 billetter.

”Vi har ikke evalueret ordningen endeligt, men det er klart, at det ikke er gået særlig godt,” siger Claus Ladegaard, der er områdedirektør for produktion og udvikling på Det Danske Filminstitut.

Han tilføjer, at Filminstituttet er blevet meget overrasket over resultaterne. Blandt andet var han sikker på, at Christian E. Christiansens familiefilm Zoomerne ville sælge over 100.000 billetter. Den endte på godt 41.000 solgte billetter.

Mellemstore film har det svært
Råfilm-puljen blev oprettet til billigere filmproduktioner med mellemstort publikumspotentiale. For at kunne få støtten skulle filmen vurderes til at kunne hive mindst 75.000 i biografen og samlet koste under ti millioner at producere.

Den næstsidste Råfilm er Kaspar Munks Hold om mig , der med 12.000 billetter har solgt okay siden premieren i torsdags. Men heller ikke den når formentlig op på de 75.000 billetter.

”Det er jo ikke en publikumsbasker,” som Kaspar Munk selv siger om filmen.

Ingen skældud
Claus Ladegaard mener dog ikke, at redaktionen, der har udvalgt projekterne, skal have skældud.

”En grund til, at vi ikke har nået målene, er, at de er blevet sat på et tidspunkt, hvor billetsalget til dansk film så anderledes ud. Men en anden grund er, at filmene ikke har ramt så bredt et publikum, som vi troede, at de ville. Og når vi ser på idéen Råfilm, må vi sige, at den ikke holder,” siger han.

Ifølge Ladegaard er det netop filmene med mellemstort publikumspotentiale, der er blevet ramt hårdest af de sidste års dalende billetsalg.

Hjælp til nye talenter
Den Råfilm, der har solgt færrest billetter, er Nicolo Donatos Broderskab . Filmen fik jævne anmeldelser ved premieren og solgte 7.641 billetter, kun godt en tiendedel af målet.

Filmens producer Per Holst mener, at en vigtig del af forklaringen er, at billetsalget har ændret sig generelt for alle danske film, siden Råfilm-puljen blev oprettet i 2008.

”Dengang så alting jo helt anderledes ud. Danske film væltede frem og havde over 30 procent af markedet. For tiden er der jo næsten ingen film, der kan leve op til målsætningerne med hensyn til billetsalg,” siger Per Holst.

Til gengæld synes både Claus Ladegaard og Per Holst, at puljen har opfyldt sin målsætning om at støtte fortællemæssigt nye projekter. Puljen har også hjulpet nye talenter som Kasper Munk og Nicolo Donato, der begge for første gang sad i instruktørstolen til en spillefilm.

Producenterne stadig interesserede
Producenterne er nogle af dem, der mister indtægter, når filmene ikke sælger tilstrækkeligt med billetter. Alligevel mener de ikke, at der er noget galt med idéen bag Råfilm.

Det siger Klaus Hansen, der er direktør i Producentforeningen.

”Vi bakker op om støtte til lavbudget-film med publikumspotentiale. Sådan en pulje burde vi have haft længe før Råfilm, og derfor skal vi holde fast i den. Så må vi kigge på, hvordan vi kan ændre eksekveringen i det nye filmforlig,” siger han.

 

Kommentarer

Film støttet af Råfilm-puljen:

Zoomerne (2009), Christian E. Christiansen – 41.141 solgte billetter
Old Boys (2009), Nikolaj Steen – 66.883 solgte billetter
Broderskab (2010), Nicolo Donato – 7.641 solgte billetter
Hold om mig (premiere i torsdags), Kaspar Munk
Skyskraber (premiere 4/11 2010), Rune Schjøtt
© Filmmagasinet Ekko