Ragnarok i en vanddråbe

Åbningsscenen i Aquarela er lige så mystificerende, som den er fascinerende. Hvad foregår der?

Vi er i et nådesløst islandskab, en tilfrossen flod eller sø, en mennesketom verden af hvide, grå og blå nuancer. På lydsporet veksler ordløs heavy metal med naturens egne lyde: den hylende vind og isen, der rumler skæbne- svangert eller knager som klirrende klokker.

Mænd iført orange kedeldragter gør deres entré. De har tilsyneladende en mission, bevæger sig søgende omkring, lægger sig fladt ned på isen og stirrer i det frosne dyb, borer huller, leder efter et eller andet.

Så får de øje på det!

Ikke et søuhyre, men en hvid stationcar nede i det mørke vand. De rigger et primitivt hejseapparat til og begynder at trække bilen op fra dybet.

Redningsaktioner
Der gives ingen forklaringer, men det er oplagt, at vi må være i Rusland, hvor frosne floder og søer om vinteren anvendes som veje.

Foråret er imidlertid begyndt at komme tidligere – klimaforandringer! – og isen er blevet lumsk. Det ekstreme vejrlig, der før tilbød bekvemme transportmuligheder, er blevet ustabilt. Vandet har forvandlet sig fra en hjælper til en potentiel dræber.

Det begynder at dæmre for tilskueren. Det er ikke det specifikke sted eller de pågældende personer, det handler om. Det er vandet i sig selv, der er filmens tema og hovedperson.

Senere følger flere redningsaktioner, herunder en situation, hvor man rent faktisk ser en kørende bil forsvinde ned gennem isen. Hvorefter filmen rejser til andre egne af verden for at undersøge yderligere aspekter af det flydende element, der er forudsætning for alt liv, men som også kan vise sig som en altødelæggende kraft.

Skuelysten
Når det drejer sig om den 57-årige, russiske filmmager Victor Kossakovsky kan man godt glemme alt om de sædvanlige forventninger om fortælling, fremdrift, spændingskurve og dramaturgi.

Kossakovskys virke som instruktør er vokset ud af glæden ved at fotografere, og hans film handler om skuelyst, betydningen af at være en opmærksom iagttager og vigtigheden af ikke at spilde publikums tid med banaliteter og gentagelser.

”Hvis en anden instruktør også kunne lave den film, man har i tankerne, så drop det!” har han sagt. Hver film skal være enestående, nybrydende, nødvendig. Drevet af en barnlig fascination af verden og glæden ved at være i live. Intet mindre.

Af samme grund er Kossakovskys samlede produktion relativt beskeden – godt et par håndfulde titler i løbet af tre årtier – samtidig med at alle hans film er egenartede og indbyrdes forskellige.

I Wednesday 19.7.1961 opsøger instruktøren omkring 100 personer, der er født i Sankt Petersborg samme dag som han selv, og tegner derigennem et billede af sit hjemland i perioden omkring Sovjetunionens opløsning.

Den charmerende no budget-film Tishe! er blevettil ved, at han igennem et år har filmet med et videokamera ud af vinduet fra sin lejlighed, mens ¡Vivan las antípodas! er en ganske anderledes ressourcekrævende sag og har hele verden som sin skueplads.

Filmen skildrer mennesker, der lever på antipodiske locations, altså på den stik modsatte side af kloden (argentinere versus kinesere, spaniere versus newzealændere og så videre).

Uset nuancerigdom
I Aquarela er temaet som nævnt vand.

Umiddelbart lidt fortærsket måske, men som sædvanlig har Kossakovsky fundet en vej ind i sit stof, der betyder, at både verden og filmmediet præsenteres for os på måder, så man kan sidde med en fornemmelse af at være vidne til de pågældende motiver for første gang.

Filmen er optaget i syv lande rundtom på kloden, dog først og fremmest ved Bajkalsøen i Rusland, i Miami under orkanen Irma, ved verdens højeste vandfald Salto del Angel i Venezuela samt under en dramatisk sejlads i en lille båd over Atlanterhavet.

Hvert sted er det lykkedes Kossakovsky og hans dygtige team at fange vand-relaterede naturfænomener på måder, der på en gang er visuelt originale, bjergtagende smukke og spændt til bristepunktet med iboende drama.

Hertil kommer, at filmen er optaget med svimlende 96 billeder pr. sekund (mod de normale 24). Det resulterer i en hidtil uset skarphed og nuancerigdom.

I slowmotion-sekvenser har man ikke blot fornemmelsen af at kunne se hele universet i en regndråbe, men også af virkelig at kunne se en regndråbe sådan, som den eksisterer i verden. Samtidig breder vandmotivernes farveregister sig ud i en helt overvældende palet, som spænder fra mælkehvid over talrige grå og blå nuancer til en sort, der er tyk og plastisk som flydende lakrids.

Orkanens øje
Man kunne sige, at Victor Kossakovsky med Aquarela har bevæget sig ind på et felt, der ellers har været domineret af eventyreren Werner Herzog – mesteren par excellence, når det gælder filmiske opdagelsesrejser ind i ekstreme locations og katastrofezoner.

Men selv om idéen med at komponere (stort set) ordløse billedsymfonier over et tema ikke er ny, har Kossakovsky sit helt eget greb på tingene og tager genren til et nyt niveau, både kunstnerisk og teknisk.

Alt i Aquarela synes at være optaget inde fra orkanens øje. Og uanset hvor apokalyptisk faretruende forholdene har været, færdes kameraets øje med en tilsyneladende ubesværethed, som var det den letteste sag i verden. Mesterligt.