”Indvandrerne var 80’ernes prygelknabe”

I Rami og Julie fra 1988 er Clausen Film flyttet ud i forstædernes beton med Shakespeare som forlæg.

Den centrale konflikt er kærlighedsforholdet mellem den palæstinensiske Rami (Saleh Malek) og danske Julie (Sofie Gråbøl). De to møder hinanden, mens Rami er på flugt efter en konfrontation med en racistisk gruppering af unge danskere, anført af den karismatiske og hævngerrige Frank (Steen Jørgensen), der forelsker sig i Julie og senere forsøger at voldtage hende.

Hverken Frank, Julies mor eller Ramis familie billiger hendes kærlighed til Rami. Og alt går galt. Frank bliver myrdet af en indvandrer, mens Rami bliver skudt i Tyskland, da han forlader landet for at smugle sin fætter ind med falsk pas. Julie står alene tilbage.

Rami og Julie er en af de første danske film, der forholder sig til fremmedhad i Danmark, til ghettomiljøerne, grønjakkerne og frygten for det ukendte i 1980’ernes Danmark. Filmen viser, hvad der kan ske i en familie og i et lille lokalsamfund, når indvandrerne og danskerne forelsker sig i hinanden.

Den futuristiske space-karakter med gadebelysningers natteblå skin – med indsat baggrundstapet fra Rotterdams skyline af glas og stål – kan ses som billedmetaforer for samfundets kulde. Betonmurene i Høje Taastrup splitter folk fra hinanden, og den romantiske scene, hvor de unge elskende bader om natten i skæret fra City 2’s neonskilt, fremhæver længsel efter nærvær i den grå, trøstesløse forstad.

Frygten for det fremmede

Filmen skabte debat i både lokale og landsdækkende medier. Avisen Det Fri Aktuelt inviterede tre grønjakker i biografen for at anmelde filmen – den ene var dømt for grov vold mod en indvandrer. Også gymnasieklasser fik vist Clausens westegn story.

Men publikums interesse var behersket, og modsat Manden i månen var anmelderne negative og slog særligt ned på Clausens moraliserende tone.

ERIK CLAUSEN: Den blev modtaget meget kritisk af pressen, og jeg tror, det var, fordi filmen er positiv over for PLO. Israel og Palæstina bekrigede også dengang hinanden. På venstrefløjen havde vi helt tilbage i 60’erne kontakt til Ghassan Kanafani, der var gift med danskeren Anni Høver og aktiv i den palæstinensiske modstandsbevægelse. Men en morgen sprang en bilbombe, da Ghassan kørte ud af en garage med sin niece. I filmen er hans søn, Fayez Kanafani, inde over som manuskriptforfatter og tolk. Han var en af mine venner, og jeg ville gerne skildre det palæstinensiske miljø så troværdigt som muligt.

FAYEZ KANAFANI: Jeg kendte Clausen gennem min morbrors kone. I Rocking Silver fik jeg lov at være statist i en barscene, fordi min fætter (Don Martin) var med. Så tog jeg til London på filmskole, og i mit tredje år blev jeg kontaktet af Erik og spurgte, om jeg ville være med til at skrive manuskriptet til Rami og Julie. Jeg afbrød min uddannelse i London, tog straks hjem til København og var med til at skrive manuskript – dialogen, hvor der bliver talt arabisk – og var også instruktørassistent. Manus blev skrevet i hånden – 40-50 sider!

ANNETTE K. OLESEN: Det er ret vildt, at Erik allerede på det tidspunkt havde sin opmærksomhed på flygtninge og efterkommere af flygtninge og det stigma, der er omkring dem.

Hovedrolleindehaveren Saleh Malek (th.) var en palæstinensisk flygtning, der gik i gymnasiet i Aalborg og havde været i Danmark i bare to år. Her ses han med den etablerede palæstinensiske skuespiller Mohammad Bakri.

FAYEZ KANAFANI: Der var ikke så mange, som turde røre ved sådan en historie dengang. Erik var progressiv og en af de første filminstruktører, der tog racisme op. Det kan godt være, der var kritik i pressen, fordi man mente, at den var for pro-PLO, men jeg hører aldrig, at en film er for israelsk. Så jeg tror ikke, jeg tog det alvorligt. Altså, fuck dem, og hvad så, hvis den er pro-PLO? Filmen havde i hvert fald betydning i det palæstinensiske miljø i Danmark, fordi folk satte pris på opmærksomheden, og at nogen prøvede at fortælle deres historie. Der var også mange indvandrere i biroller, så den gav nogle af dem en chance for at spille med og se, hvordan sådan noget foregår. Dem, jeg kendte, var glade for den.

SALEH MALEK: Jeg håbede, at filmen fik folk til at tænke lidt mere over, hvorfor vi er her. Når man ikke har oplevet det, kan man ikke vide, hvordan det føles aldrig at have haft et land, altid at have været flygtning.

VIBEKE WREDE: Erik var meget optaget af Palæstina. Han brugte Shakespeare til at fortælle en historie om, hvad det vil sige at være palæstinenser. De palæstinensiske drenge var Montague, og Sofie Gråbøl var Capulet. Men Shakespeare siger, at de er ens. De to familier er lige fine, og de har en ancient grudge, og ingen ved hvorfor. De er bare i krig. Her vidste vi godt hvorfor, og på den måde lavede han en politisk kvalificeret udgave af Romeo og Julie.

ERIK CLAUSEN: Førhen var arbejderklassen en slags prygelknabe, og i 80’erne blev det indvandrerne. Danskerne var og er ikke racister, men dengang var der meget fremmedfrygt, og det er der stadig. Jeg ville ændre danskernes forhold til indvandrere. Jeg ser indvandringen som en vitaminindsprøjtning. Vi kan lære meget af hinanden. De kan for eksempel lære os, hvordan man tager sig af de ældre i familien.

SALEH MALEK: I den flygtningelejr, der lå tættest på mit hjem, og hvor mange af mine venner boede, spiste de rotter og havde ikke noget vand. Volden trappede op. Det blev stadig farligere at være der. På et tidspunkt var jeg afskåret fra min familie, mens der blev kæmpet i gaderne. Mange af mine kammerater var blevet dræbt. Jeg tog kontakt til min onkel i Danmark, og gennem ham lykkedes det at flygte.

Brutal betonæstetik

GHITA BECKENDORFF: Manden i månen og Rami og Julie er klart i familie med hinanden. Det er Clausens forsøg på at være umorsom og distanceret med neonlys. Det er Morten Bruus og lysmanden Barney Fick på slap line, hvor de legede med de nye tekniske muligheder.

FAYEZ KANAFANI: Rami og Julie var filmet om natten med klar rød og grøn belysning. Det var Morten Bruus’ fortjeneste og en stil, der flyttede med fra Manden i månen. Morten brændte for billederne, mens Erik også gerne ville fortælle den politiske historie.

ERIK CLAUSEN: Jeg var optaget af den der kærlighed, der nogle gange er så kæmpestor og ligefrem og åbenbart livsfarlig – ligesom i Romeo og Julie. Jeg ville lave en litterær film og blande indvandrerpolitik ind. Det var oplagt at tage udgangspunkt i Romeo og Julie og oversætte den til det moderne Danmark, hvor indvandrerfamilier flyttede ind i de nye betonklodser. Kærlighed kan være dramatisk og fuld af problemer, fordi familier eller kulturer ikke ønsker at forenes. Det er for eksempel interessant at se, hvad der sker mellem Julie og hendes mor. Julie ender som udstødt af sine egne. I en scene bliver Julie uvenner med sin mor, der siger: ”Tænk, hvis I får et barn, og han tager det med til Afrika.” Julie svarer sin mor, at det kan være lige så godt at vokse op i et ørkentelt som i en betonghetto. Og så forlader hun sin grædende mor for at møde Rami.

MARIANNE CHRISTENSEN: Det skulle være helt autentisk. Så vi filmede i Høje Taastrup i de der sovjetrussiske boligblokke kaldet Taastrupgaard. Erik kunne godt lide den betonæstetik med ørkesløse rækker af huse, hvor man kunne køre ned ad Hveen Boulevard i Høje Taastrup i en Citroën Méhari-jeep med kameraet på. Vi lejede faktisk to lejligheder og havde produktionskontor og opholdsrum i den ene og kostume og makeup og regi i den anden.

ERIK CLAUSEN: Jeg valgte at lokalisere filmen i forstædernes betonbyer, der var rå og brutale. Det er der noget smukt i. Da jeg voksede op i Sydhavnen, var bydelen nærmest en losseplads, og man kunne lugte sig hele vejen frem. Jeg valgte Taastrupgaard, fordi jeg kendte nogle derude, og fordi det var helt nyt. Og så fik vi en idé til at forstærke brutaliteten. Morten Bruus kørte til Rotterdam og satte byens skyline ind i horisonten bag Hveen Boulevard. Vi markerede bygningerne med lidt afstand, så de ligesom var illumineret, for at understrege forstadens brutalitet. Med billederne ville jeg vise, at vi gik ind i en ny tid. Jeg ville have en kølig 80’er-stemning. De lange linealers planlægning, hvor det menneskelige næsten forsvinder, men hvor kærligheden alligevel udfolder sig.

Steen Jørgensens Frank og hans bande sidder i Citroën Méhari-jeepen, der i et af filmens ikoniske øjeblikke. kører ned ad Hveen Boulevard i Høje Taastrup.

MARIANNE CHRISTENSEN: Det var helt surrealistisk i Taastrupgaard. Der boede 500 mennesker i hver blok. Der var mødre med tørklæder på, tusind børn og indkøbsvogne og skramlen rundt og ikke én, der talte dansk. Men i betragtning af hvor meget et filmhold fylder og larmer, var de lokale beboere meget søde og tålmodige. Vi fik ikke nogen klager. Nogle af de lokale blev statister og kom og kiggede på. Men vi havde også været virkelig gode til at skrive i opgangene og lægge sedler ved dørene. Det gør man som professionelle filmfolk. Lige da vi skulle derud, tænkte jeg, det var et farligt sted, hvor ens ting blev stjålet, hvis man vendte ryggen til. Men det føltes faktisk meget trygt. Jeg var meget tit den sidste, der gik og skulle låse af, og det havde jeg ikke nogen problemer med.

ERIK CLAUSEN: De lokale i Taastrupgaard reagerede rigtigt godt. De kom forbi og kiggede. Der var bare det, at nogle troede, at det var virkelighed, for vi fyrede kanonslag af og så videre, så vi måtte ud i området for at forklare, at det bare var fyrværkeri.

MARIANNE CHRISTENSEN: Alt blev filmet om natten. Det var lyse sommernætter, og solen stod tidligt op, så der var ikke meget tid.

VIBEKE WREDE: Jeg kan slet ikke mindes, at vi var i et studie.

ERIK CLAUSEN: Noget fascinerende ved forstæderne er, at der render særlinge rundt. I indledningen ser vi en falleret balletdanser, originalen Bob, der nu bestyrer et automatvaskeri. Det er skuespilleren Kjeld Løfting, og hans lange indledningstale er en bearbejdelse af Shakespeares tekst.

STEEN JØRGENSEN: Det nye Høje Taastrup var ikke rigtigt indviet endnu. Bjørn Nørgaards skulptur Torstårnet stod der, men butikker var der ikke rigtigt nogen af. Togstationen var heller ikke den hovedstation, den er i dag. Så der var ret øde.

ERIK CLAUSEN: Tankstationen, som Sofie Gråbøls karakter, Julie, arbejder på, byggede vi selv op som kulisse.

MARIANNE CHRISTENSEN: De fleste lokationer og City 2-lyset er ægte.

Steen Jørgensens dramatiske arm

STEEN JØRGENSEN: Sofie Gråbøl var en god og sød og rar medspiller. Lige så god og stor en skuespiller hun er nu, lige så god var hun som nitten-tyveårig. Hun havde lige indspillet Barndommensgade og Gauguin-filmen Oviri.

ERIK CLAUSEN: Der er noget engleagtigt over Sofie Gråbøl. Hun er en spinkel pige, der udtrykker sig, så hun virker stærk. Og det er en dialektik, der forbavser. Hun forelsker sig i Rami og står ved det. Hun modstår den racistiske bande, der jager indvandrere, hvor den enarmede Frank er leder og antaster hende.

MARIANNE CHRISTENSEN: Erik mente, at Sofie var så pæn og ordentlig. Så han ville vise, at hun kunne noget andet end bare at være yndig, og det er meget Clausen’sk. Så blev hun permanentkrøllet, og hver dag skulle de der krøller rulles op. Erik vil gerne have, alt er rock’n’roll, men det endte med, at det ikke blev så skide rock’n’roll, når der skulle curlere i hele det kæmpe hår hver dag.

STEEN JØRGENSEN: Jeg var typecastet som Frank til at være rival til Rami. En lokal lille konge, der ikke tolererer fremmedelementer på sit domæne. Slet ikke, hvis de kommer fra et fremmed land. Producer Marianne Christensen boede vist inde i Sankt Peders Stræde ved siden af Sort Sols øvelokale og kontaktede mig. Universet skulle være mørkt, teatralsk, måske endda gotisk, lidt i Lars von Triers stil, og også som Manden i månen. Den film kunne jeg godt li’, så det var tillokkende at sige ja. Jeg havde tidligere spillet bad guy i Et skud fra hjertet, der var Kristian Levrings første film. Jeg har aldrig nogensinde selv opsøgt roller på film. Jeg har altid haft det sådan med det, at jeg gerne ville vide, hvorfor det skulle være mig og ikke en skuespiller, der skulle spille den rolle. Og det forklarede Erik Clausen.

”Saleh Malek måtte ikke kysse en pige, han ikke var gift med, så han og Sofie Gråbøl kunne kun kramme hinanden,” fortæller Erik Clausen, selv om de elskende på billedet tager tilløb til, hvad der ligner et kys.

ERIK CLAUSEN: Dem, der bor i betonbyerne, er ofte folk med medfødte problemer. Dem, der ikke har mange chancer. Hvis man keder sig, finder man på noget. Og har man det samtidig dårligt, så kommer aggressionen ind. Der skal udpeges nogen, der er dårligere end én selv. Så jeg opfandt en bande, der får sammenhold gennem et fælles fjendebillede.

SALEH MALEK: De bliver sure over, at udlændingene kommer og tager det, de synes er deres.

ERIK CLAUSEN: Indvandrere tager kun de jobs, danskerne ikke gider røre. Og jeg har set de flotte iranske fyre, der ligner filmstjerner. Jeg har også set de danske mænd på den nærmeste bodega. Så ved man godt, at konflikten dybest set handler om en form for mindreværd.

MARIANNE CHRISTENSEN: Jeg kan mange af Sort Sols numre udenad, fordi jeg har boet ved siden af deres øvelokale. Så jeg passede Steen op nede i gården og hørte ham ad. Han har et vildt look og er mega flot og har en magisk udstråling. Det er Erik heller ikke blind for. Steen blev lidt flatteret.

ERIK CLAUSEN: Jeg var optaget af energien i Sort Sol. Når Steen lukker munden, ser han hård ud. Når han åbner munden, er han blød. Og det giver en særlig stemning, når han generer Ramis udtale og siger: ”Forstår du selv de verbale trafikknuder, du citerer?”

MARIANNE CHRISTENSEN: Annette K. Olesen og jeg gik sammen ud i Fælledparken til Fuldmåne Koncert og hørte Sort Sol en dag. Det var magisk.

STEEN JØRGENSEN: Frank har et mindreværd på grund af sit uheld, og indtil da var han – ligesom ham på korset – den bedste tømrer. Det var smukt, vi fik blandet Kristus ind i det. Det var godt set af Erik.

ERIK CLAUSEN: Steen Jørgensen valgte jeg, fordi han som rockmusiker har et usædvanligt udtryk. Og så har han kun én arm. Og undskyld, jeg siger det ligeud: Det giver en dramatik, for man tænker: ”Hvad er der dog sket med ham?” Som han siger i filmen: ”Jeg var den bedste tømrer, indtil jeg lagde arm med en rundsav.”

MARIANNE CHRISTENSEN: Da vi filmede ude i hallen med Steen og de andre rødder, var Paprika Steen faktisk ude at besøge os. Hun var skidesød og imponeret og kom med i verdens mindste rolle. Hun var meget sådan ”wow” over for Steen Jørgensen. Hun var meget ung, jeg tror ikke engang, at hun var på teaterskolen endnu.

STEEN JØRGENSEN: Jeg forberedte mig ved at læse Shakespeares Romeo og Julie og Lee Strasbergs A Dream of Passion, som er method acting-bibelen. Jeg ved ikke, hvor meget jeg fik ud af det, men jeg har den stadigvæk.

ERIK CLAUSEN: Steens rolle bliver myrdet af en araber. Der opstod også mange bander og smågrupperinger i tiden blandt indvandrere.

STEEN JØRGENSEN: Frank skal dø, myrdes med en kniv, og den dødsscene fik jeg lavet lidt for heroisk, sådan i slowmotion, for at gøre det smukt. Så sagde Erik: ”Den går altså ikke, Steen, vi får sympati for Frank.” Så vi lavede en lidt hurtigere version, der var mindre sentimental. Men i min uvidenhed forsvarede jeg selvfølgelig min karakter, til trods for at han er et ubehageligt menneske. Men jeg havde ikke den psykologiske indsigt til at kunne se, at det skulle publikum ikke have.

VIBEKE WREDE: Det var skarpt set af Erik, at man ikke skulle have sympati for Steens figur, han skulle have en brutal død.

Hovedrolle fra Aalborg

STEEN JØRGENSEN: Rami og Julie er fra før, Erik for alvor finder formen, han blev utroligt god til at kontrollere, altså den form, hvor han selv spiller hovedrollen, selv skriver manuskriptet og også instruerer selv. Det blev han en sand mester i. Den her var mere teateragtig, med kulisserne og kostumerne. Det var blandt andre Inge Strøbech, Franz Beckerlees ekskone, der stod for kostumerne, mens teaterinstruktøren Vibeke Wrede var instruktørassistent for Erik og hjalp særligt os, der ikke var skuespillere.

VIBEKE WREDE: Vi mødtes, fordi Erik Clausen havde set teaterstykket Maksim Gorkijs Påbunden, som jeg havde instrueret. Den foregår i Rusland omkring 1900 og sagde noget om den politiske situation dengang. Erik fortalte mig, at han normalt ikke kunne lide teater, men lige den kunne han godt lide. Han ville have mig med, fordi jeg havde et stort kendskab til Shakespeare. Han troede, at Shakespeare var kompliceret, men dybest set er digteren ekstremt enkel, når man først har forliget sig med hans sprog.

ERIK CLAUSEN: Jeg behøvede Vibekes hjælp, fordi hun havde instrueret Shakespeare. Også selv om det er svært at have nogen tæt på, for det bedste af energien kommer fra instruktøren. Men det kan være nødvendigt, at man får den energi faciliteret. Det var det samarbejde, jeg gerne ville have.

VIBEKE WREDE: Erik ville have en instruktør til at arbejde med amatørskuespillerne, inden de gik på optagelse. Jeg skulle gøre dem trygge. Mig bekendt har han ikke haft nogen i den position siden da. Han har gjort det selv og kan selv.

STEEN JØRGENSEN: Der var nærmest to instruktører, for Vibeke Wrede havde en ret stor rolle i instruktionen, og det kunne godt skabe en lille smule forvirring. Der var diskussioner mellem Erik og Vibeke. Vi amatører forberedte scener med Vibeke, altså hvordan man bevæger sin krop,men når så Erik kom, blev det ofte lavet om. Og det skulle han også gøre. Han skulle have det, som han ville have det.

Steen Jørgensen, der spiller den racistiske bandeleder Frank, var blandt de første punkere i Danmark og med til at danne punkgruppen Sods i 1977. Bandet skiftede senere navn til Sort Sol.

MARIANNE CHRISTENSEN: Det var genialt med Vibeke Wrede, fordi de skuespillere, og ikke mindst Saleh Malek, der spiller Rami, skulle have noget træning. Uden hende ved jeg ikke, om man kunne have fået noget ud af dem.

ERIK CLAUSEN: Saleh Malek fandt vi oppe i Aalborg ved at tage rundt i de arabiske kredse og lave casting. Han boede i Nørresundby, så pæn ud og var god på castingen.

MARIANNE CHRISTENSEN: På det tidspunkt var der ikke brune unge mænd, der var skuespillere, så de skulle streetcastes.

SALEH MALEK: Jeg arbejdede som tolk nede i Flygtningehjælpen, da jeg fik at vide, at en eller anden, der hed Erik Clausen, skulle bruge en ung flygtning til sin film.

ERIK CLAUSEN: Der var kulturelle udfordringer. Saleh Malek måtte ikke kysse en pige, han ikke var gift med, så han og Sofie Gråbøl kunne kun kramme hinanden.

MARIANNE CHRISTENSEN: Saleh Malek var mega sød. Man kunne ikke rigtigt forstå, hvad han sagde, eller vide, om han helt forstod, hvad fanden vi lavede, og hvad det gik ud på. Jeg kan heller ikke lægge hovedet på blokken, at han har læst manuskriptet. Hans stemme blev dubbet af Jens Jørn Spottag, og det var en klog beslutning.

SALEH MALEK: Ærligt talt anede jeg ikke, hvad jeg gik ind til.

FAYEZ KANAFANI: Jeg fungerede også som tolk på settet. Især for Saleh Malek, som var en helt uprøvet ung dreng fra Aalborg. Erik tog en del hensyn til, at han trods alt ikke var uddannet skuespiller. Han var en meget sød dreng, og det var lige før, jeg tænkte, at nu ville han og Sofie Gråbøl blive forelskede i virkeligheden.

STEEN JØRGENSEN: Ham, der spiller Rami, havde jeg intet med at gøre, og det var nok også meget godt, i og med at vi var rivaler i filmen. Jeg tror, det er en meget god idé, at man ikke omgås hinanden for meget på settet og bliver alt for kammeratlige, når man er antagonister.

Libanons Clint Eastwood

FAYEZ KANAFANI: Jeg introducerede Erik til Mohammad Bakri, en ret kendt palæstinensisk skuespiller i Israel og en af deres bedste på det tidspunkt. Jeg havde set ham i den israelske film Bag murene. Den viste Clausen for hele filmholdet. Den handler om palæstinensiske fanger.

ERIK CLAUSEN: Jeg kunne ikke arabisk, så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre uden Fayez. Mohammad Bakri er en kæmpe stjerne i Palæstina. Vi blev gode venner under optagelserne.

STEEN JØRGENSEN: Erik kaldte ham Libanons Clint Eastwood, det lignede han også og var vildt god. Han var en ret stor kanon.

VIBEKE WREDE: Da jeg sad sammen med dem og skrev en scene, ville Mohammad Bakri ikke høre på, hvad jeg sagde. Han fortalte mig, at i hans land var kvinderne ude i køkkenet, og de sagde ikke noget, når mændene talte. Og det foregik i min lejlighed! Og det eneste, jeg sagde, var, at den scene blev for lang. Jeg kritiserede slet ikke indholdet. Jeg vidste, at Erik syntes, at den skulle vare tre-fire minutter, og nu varede den otte. Jeg havde læst seks år på universitetet og gået fire år på Teaterskolen. Jeg kunne måske have bidraget. De kunne godt have slået lidt op i mit katalog af viden, men i stedet fik jeg en irettesættelse af Mohammad Bakri. Så jeg kiggede bare på Fayez og sagde, at her blev jeg siddende, for i Danmark bliver kvinder siddende. Men jeg var virkelig persona non grata. Det var lidt af et clash. Det interessante var, at jeg slet ikke havde hørt den slags fra de andre palæstinensere, så det kom fuldkommen bag på mig. Bakri talte nok mest på egne vegne. Jeg holdt mig bare på afstand efterfølgende.

FAYEZ KANAFANI: Mohammad Bakri var en erfaren skuespiller, og han ville ikke finde sig i noget. På et tidspunkt blev han sur, trak mig til side og sagde: ”Hør lige her, jeg har en karriere og har ikke lyst til at blive til grin.” Det handlede om, at noget var lidt uprofessionelt. Men ellers oplevede jeg hverken skænderier eller råberi. Erik og Mohammad blev perlevenner.

VIBEKE WREDE: Indimellem kunne folk ikke gætte sig til, hvad Erik tænkte og ville. Det kan være provokerende, at instruktøren har veto, hvis der er brugt lang tid på at forberede en scene, som skal være helt anderledes. Jeg ville gerne have kunnet give ham netop det, han ville have. Hver gang. Men for mig var det ikke en hård film at komme i mål med. Vi havde sammenstød, fordi jeg var forfængelig, men skænderierne var kvalificerede, og jeg blev ikke vred over, at han lavede om. Den position har assistenten ikke. Erik havde the final cut.

MARIANNE CHRISTENSEN: Jeg var meget opsat på, at vi skulle holde de aftaler, vi havde, og kommunikere. Det var lidt svært med Erik, fordi han i forproduktionen var enormt god til at kommunikere, men under optagelserne lavede han alt om uden at sige det til nogen, og det gav besvær. Det var hans ret som instruktør, men nogle gange skal man informere sin assistent, som så siger det videre til produktionen. Man kan ikke læse tanker, og slet ikke Eriks, for han er det hele på en gang skuespiller, instruktør og diktator. Sagt i al kærlighed og respekt, men han er en fucking diktator. Det er hans film, og han ved, hvad han vil have.

STEEN JØRGENSEN: Det var måske nok det alt for teatralske, Erik ville have ud, og det var ham, der havde the final vote.

VIBEKE WREDE: Erik og jeg havde også nogle sammenstød, fordi jeg var stolt og slog med nakken. Han drillede mig med, at jeg var en overklasse-Hellerup-tøs, og så blev jeg provokeret. Han sagde det foran et helt hold. Det var ved optagelserne ude i Kastrup Lufthavn. Over mikrofonanlægget, så alle kunne høre det, råbte Erik til statisterne, at de skulle bare følge efter hende den lille fra Hellerup, der talte ligesom dronning Margrethe. Dér ramte han et blødt punkt. Omvendt var hans kone også fra overklassen. Han sagde selv, at han var meget fascineret af piger fra overklassen.

Tosset og dyb

MARIANNE CHRISTENSEN: Erik, der jo er socialist, vil skide en hatfuld på regler og overenskomster og pauser, når han er på settet. Så er den slags noget pis. Og det var også, fordi spisepauser tog tid fra de få timers mørke, der var.

VIBEKE WREDE: Det tog mig ikke lang tid at forstå Eriks storslåethed. Fordi jeg havde gået på teaterskole, hvor ekstremt få blev taget ind, var jeg i mine egne ubegribeligt dumme øjne højt hævet over folk, der kom ind fra siden. Jeg vil ikke bruge ordet amatør, men hele setuppet var græsrødder og en politisk bevægelse, som jeg sympatiserede med. Jeg havde læst marxistisk økonomi på universitetet, men Erik blev ved med at sige, at jeg var et overklassevrag. Jeg fik det sådan, ”o.k., you haven’t even read the book, white boy”, men det var jeg også for stolt til at gå over og sige til ham. Han ville bare brække sig af grin, for han har virkelig humor, og ville have syntes, det var dejligt, at jeg blev hidsig. Og det er det, der er det vidunderlige ved ham. På en eller anden måde opdrog han mig til at have mere respekt.

MARIANNE CHRISTENSEN: Erik talte virkelig meget om russiske film og det, som manuskriptlederen Mogens Rukov kaldte ”den naturlige historie”. Det vil sige, at karaktererne skulle gøre nogle dagligdags ting. I sovjetiske Tranerne flyver forbi bliver der hængt gardiner op, og en dame står på en stige med en gammeldags gardinstang for at illustrere dagligdagen i sort-hvid. Både Vibeke Wrede og jeg faldt lidt på røven over, at Erik kunne vise os sådan noget. Men Erik er både tosset og dyb.

Saleh Malek og Sofie Gråbøls unge elskende bader om natten i skæret fra City 2’s neonskilt i en romantisk scene, der fremhæver længsel efter nærvær i den trøstesløse forstad.

ERIK CLAUSEN: Tranerne flyver forbi er en anti-militaristisk film, jeg blev inspireret af til Rami og Julie, og som jeg så fem gange i biografen. I 2007 skulle jeg til filmfestival i Moskva med Ledsaget udgang, hvor vi vandt en pris. Der blev en ældre, hvidhåret kvinde kaldt op for at modtage en pris. Det var Tatyana Samoylova. Hun blev kaldt den største russiske kvindelige skuespiller og blev berømt for netop Tranerne flyver forbi. Dér så jeg hende endelig i live. Det var sjovt og stort.

MARIANNE CHRISTENSEN: Vi var fandeme på natarbejde en hel sommer. Faktisk var det ikke nogen skidenem produktion. Og det var svært at sove i de der dejlige sommermorgener.

VIBEKE WREDE: Altså, for helvede. Han ansætter mig, en ung kvinde, som lige har fået en pris og noget anerkendelse og slår med nakken, som assistent. Og han var da sød, at han ikke vappede mig ud, når jeg sagde ham imod. At han beholdt mig, når han kunne have fyret mig.

ANNETTE K. OLESEN: Jeg har ingen erindring om konflikter på settet. Tværtimod hyggede jeg mig med folk som Steen Jørgensen og Paprika Steen. Det var min første film, og jeg var ansat som runner til at hente kaffe og udstyr. Der var en nat, der satte sig i mig. Motorvejen, der går forbi Avedøre Holme, var ved at blive bygget, men vi fik alligevel lov at optage. Vi skulle have trafik på motorvejen, og da den var lukket af, måtte vi selv sørge for bilerne. Jeg havde fået kørekort undervejs, men jeg kom til at bakke ind i en bil og ødelægge et sidespejl. Jeg havde det så skidt med det, at jeg aldrig nogensinde fortalte det til nogen. Jeg skammede mig frygteligt. Hvis nogen har en regning på et sidespejl, må de gerne henvende sig. Senere på natten skulle jeg køre statister og skuespillere hjem i en minibus, der kørte på diesel. Men jeg kom til at fylde benzin på. Så kunne den ikke starte. Jeg hørte aldrig noget for det og blev ikke skældt ud. Det fortæller lidt om stemningen på holdet. Der faldt aldrig brænde ned, hvis man lavede en fejl. Den indstilling har jeg taget med mig som filminstruktør.

VIBEKE WREDE: I en lang periode hentede Erik mig i sin bil og kørte til vores mødested. Han er så ridderlig. Jeg var så taknemmelig og fuld af beundring over, at en mand, der havde så meget, han skulle nå, gad at hente og bringe. Gennem ens liv gør forskellige mennesker stort indtryk, og han er en af mine kærligheder.

Kulturlivets elitære stemning

ERIK CLAUSEN: Rami og Julie og Manden i månen blev en overgang i historien om Clausen Film. Det betød, at jeg på et tidspunkt følte, at nu måtte jeg komme videre. Og jeg har hele tiden sagt ”¡Vamos!”, når der skulle ske noget.

GHITA BECKENDORFF: Jeg har altid følt mig lidt skyldig i, at Rami og Julie ikke blev så god, som den måske kunne være blevet. Det var sgu svært at finde ud af, hvad jeg som klipper skulle stille op med den. Jeg forsøgte stilistisk med tomme billeder, og det kom måske til at tømme den for liv. Den kunne have haft mere saft og kraft. Skuespillerne var heller ikke lige gode. Filmen blev lidt for manieret på en eller anden måde.

STEEN JØRGENSEN: Erik havde det ambivalent med filmen dengang, og derfor blev den vist aldrig udgivet på hverken vhs eller dvd. Det er en modig film, der skal have lov at modne. Den blev misforstået i sin tid, der ikke var klar til den.

GHITA BECKENDORFF: Den blev underlig stiv og død, i forhold til hvad Erik ellers putter ind af menneskevarme.

ERIK CLAUSEN: Lige pludselig følte jeg, at jeg stod næsten helt alene. For der var meget uvilje i både filmmiljøet, på dele af filmholdet og i pressen. Men det var spændende at provokere, for der var ingen i almindelighed, der støttede araberne eller bare gjorde opmærksom på, at det kunne være, at de havde noget på hjerte.

STEEN JØRGENSEN: En mand antastede mig på Nørreport Station noget tid efter, at filmen havde kørt i biografen. Han var virkelig vred over den måde, jeg opfører mig på i filmen, og kaldte mig et dumt svin. Han må have troet, det var mig, der var sådan. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det må have været at være Peter Lorre efter efter hans pædofile seriemoderrolle i M. Han kunne ikke gå på gaden mere og måtte flytte til et andet land. Det er langt ude. 

ERIK CLAUSEN: Efterspillet på grund af processen og holdningen til filmen tog mig længe at komme over. Det var meget tungt. Nogle af mine publikummer har et bestemt ønske om, hvilken hylde jeg skal være på. Når jeg laver en opera, bliver folk forvirrede og sætter spørgsmålstegn ved, om jeg er klasseforræder og er gået ind i finkulturen. Jeg har været ude for, at folk har ringet til Peter Ingemann og spurgt, hvad det er for noget med ham Clausen, og hvad det er, han render og laver? Men med min baggrund som arbejderdreng burde jeg have forudset konfrontationen. Det havde ikke været et problem for Lars von Trier, han er seated til art movies. Jeg er seated til at sparke bold i et gadecirkus og komme med kvikke bemærkninger. Folk ville have Clausen & Petersen, men her var jeg ikke gøgler. Mange fik ondt i røven. Den slags overgår folk som mig og Leif Sylvester og Kim Larsen og Franz Beckerlee og Allan Olsen. Vi er pauseklovne, og vi skal fandeme ikke tro, vi kan tillade os andet. Selv om Kim Larsen hittede med Tarzan Mama Mia, fik han aldrig andre tilbud om filmmusik. Jeg er meget sjældent blevet tilbudt en rolle som skuespiller. Den elitære stemning, som kulturlivet er fyldt af, giver ikke ved dørene. Det er snobbet som ind i helvede. Hele klassesamfundet ligger diskret inde i skyggen og udvælger, hvad der er kvalitet. Selv om vi laver store succeser, skal vi ikke tro, vi er noget. Sådan er klassesamfundet. Og det er blandt andet derfor, vi kalder os for det dårlige selskab.

STEEN JØRGENSEN: Rami og Julie forsøger at lave noget nyt på dansk, men danskerne er ikke så glade for tragedier. Jeg ved ikke, hvorfor filmen ikke gik så længe, men det er jo et Far til fire-land, vi bor i. Jeg har heller ikke set filmen siden dengang, for den er svær at komme til at se.

ERIK CLAUSEN: Det blev den sidste spillefilm i Filmkooperativets regi. Det fes ud, det gik ikke som sådan i opløsning, den ene efter den anden faldt fra, og til sidst opløste det sig selv. De forskellige kooperativer og kollektiver begyndte med tiden at falde fra hinanden, og det skete altså også for os.