Filmhøjskolen: Rapport fra en begynder

For mig har det altid været en gåde, hvordan et ord som ”film” kan kædes sammen med et ord som ”industri”.

Når jeg tænker på industri, tænker jeg på en fabrik, automatiseret arbejdsgang, samlebånd og mekaniske tandhjul. Jeg tænker på resultater og færdige produkter. Ikke nødvendigvis på individuel omhu, talent eller kvalitet.

Ordet ”film” kan heldigvis også kædes sammen med et andet ord – kunst.

Men netop den sammenstilling bliver sjældent brugt i filmbranchen, og jeg tror, at den manglende rummelighed er en af årsagerne til, at mange talentfulde unge, måske især kvinder, alt for ofte falder fra.

Forsmag på det virkelige liv
Det var aldrig faldet mig ind, før jeg i 2015 startede på et otte en halv måneders ophold på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft, at jeg alene i kraft af mit køn ville udgøre et mindretal blandt instruktører i filmbranchen.

Filmhøjskolen i Ebeltoft er mere end den sædvanlige højskole, hvor unge primært kommer for at afprøve sig selv inden for forskellige fagområder og opleve socialt samvær.

Skolen har været et springbræt for mange af branchens mest succesfulde instruktører, producere og skuespillere, og størstedelen af eleverne ved, når de skriver ansøgning, at de vil være filmskabere og er villige til at arbejde både hårdt og målrettet.

På Filmhøjskolen i Ebeltoft er der lagt vægt på en lige kønsfordeling, således at der hvert år bliver optaget lige mange unge kvinder og mænd. Halvdelen af eleverne er internationale, og skolen rummer på en årgang mange forskellige nationaliteter.

Balancen mellem kønnene er vigtig for skolen, så derfor forbløffede det mig, at især de udenlandske kvindelige elever så hurtigt gjorde opmærksom på en slående ubalance.

På kvinders præmisser
De mandlige elever var alt for dominerende og kvindeportrætterne i skolens kortfilmsprojekter konforme, klichéprægede og stereotype. De udenlandske kvinder mente, at vi som fremtidens filmskabere havde pligt til at fortælle kvinders historier på kvinders egne præmisser.

Selv om en del af de danske elever var enige, var der påfaldende mange, der afviste opråbet som unødvendigt hysteri eller slet ikke reagerede. Blandt de, der meldte sig i debatten, var der to modargumenter, som gik igen.

Enten fremhævede de Danmarks rolle som foregangsland på ligestillingsfronten og det tragikomiske i, at en flok udenlandske piger skulle belære os om ligestilling. Eller også hævdede de, at det i den danske filmbranche var uaktuelt at beskæftige sig med ligestilling.

Det handlede ikke længere om diversitet, men om kvalitet.

Enhver pålidelig statistik taler imod de to argumenter. For der er langt større forskel på kønsfordelingen i den danske filmbranche, end vi bryster os af.

Den erkendelse syntes dog helt at prelle af på samtlige elever på skolen, inklusive de kvindelige, måske fordi vi ikke magtede at undre os, eller måske fordi vi sjældent blev opfordret til det.

Fastholdt i ufriheden
Desværre erfarede jeg, som tiden gik, at mange af de kvindelige elever, der afviste problemet, selv blev ofre for det.

Jeg oplevede, hvordan kvinder, der startede med at annoncere, at de ville instruere deres egne film, endte med at producere fyrenes film. En kvinde kunne være uundværlig i rollen som producer, men historien var ikke hendes egen.

Den tilhørte mændene.

Mange af de mandlige elever var individualister, mens kvinderne var mere solidariske og tilbøjelige til at yde det offer for fællesskabet, som arbejdet på en film nødvendigvis kræver.

Vi endte derfor i underordnede roller.

Vi lagde de røde løbere ud, som fyrene kunne promenere hen ad. Vi udnyttede ikke den frihed, som skolen formelt gav os, men fastholdt i stedet os selv og hinanden i ufriheden.

På den front var filmhøjskolen et glimrende spejl for virkelighedens filmindustri. Måske var det skolens største styrke, måske var det samtidig dens egentlige brist.

For på højskolen blev alting ofte sigtet og målt gennem ét sprog: filmindustriens. Højskolen lagde ikke skjul på, at vi som elever skulle indrette os efter filmindustriens krav og forventninger. Men for mig at se handlede det ikke så meget om vores kreativitet som vores tilpasningsevne.

Vi fik et realistisk billede af branchen, som den er, men vi blev ikke opfordret til at forandre den.

For bizart
Det kræver selvtillid at turde fortælle sin egen historie, og den selvtillid var tydelig hos fyrene, men fraværende blandt mange af de unge kvinder. Måske fordi de aldrig betragtede det som en selvfølgelighed, at de havde en historie, og at de havde ret til at bruge andres tid, hjælp og ressourcer til at fortælle den.

Jeg har set mange kvinder forråde deres egne idéer i den nedslående tro, at de var for bizarre, for anderledes, for usammenhængende eller irrelevante til at blive fortalt, og jeg har set højskolen bekræfte dem i den opfattelse.

For hvis en films kvalitet primært måles efter, hvorvidt den kan sælges som underholdning til Danmarks Radio, er der uundgåeligt en del af de mindre kommercielt anlagte projekter, som aldrig finder opbakning.

Kvindernes i forvejen vaklende selvtillid svækkes yderligere af manglen på opmuntring, når det kommer til et opgør med branchens fortælle-klichéer.

Ens eget ansvar
Jeg husker, hvordan jeg efter et halvt år arbejdede med lyd på et projekt med to mandlige instruktører. Mit eget projekt, som jeg havde skrevet og selv ville instruere, var netop blevet afvist af skolen, og jeg følte ikke, at jeg havde fået lov at vise, hvad jeg kunne.

Jeg havde, som så mange andre unge kvinder på skolen forsømt at kræve min plads. Jeg havde glemt, at jeg selv havde et valg og et ansvar.

Det var min egen fejl, at jeg ikke for længst havde fattet, at det ikke kun er skolen, som former eleverne, men også eleverne, der former skolen – nøjagtigt som i virkelighedens verden uden for institutionens beskyttende mure.

Som filmskaber med kunstnerisk integritet må man tidligt gøre op med sig selv, om man vil lade sig forme af industriens fordomme og begrænsninger eller i stedet forsøge at forme industrien ved at sætte sit eget præg på den og være tro mod sig selv.

I sidste ende lykkedes jeg og nogle andre kvinder med vores egne projekter, men kun, fordi vi optrådte nøjagtigt så skrapt og selvsikkert, som det kræves i en benhård branche. Vores film passede ikke ind i filmindustriens kommercielle skabeloner, og vi lavede dem i trods.

”Fuck jer!” kunne have været titlen på samtlige af dem.

Skævt fra start
Kvinder skal holde op med at undertrykke deres kreativitet og være så fandens samarbejdsvillige på bekostning af deres eget talent. Vi må selv kæmpe for den erkendelse, men jeg mener, at Filmhøjskolen i højere grad end nu bør bidrage.

Og når jeg skriver ”bidrage”, mener jeg ikke, at skolen skal give kvinder særlige fordele eller drage særlig omsorg for os. Jeg mener bare, at skolen bør forberede os på den modstand, vi kommer til at møde i filmbranchen på en mere konstruktiv måde end ved selv at reproducere den.

Giv os nu lov til at fejle, giv os lov til at sejre og opleve, at vores fortællinger er både velkomne og vedkommende. Giv os alle, både kvinder og mænd, lov til at gå vores egne veje, i stedet for blindt at følge den snævre vej, som filmindustrien på forhånd har lagt for os.

Når rummeligheden ikke eksisterer i den danske filmbranche, så lad os få smag for den på højskolen. Det er os, der er fremtidens filmskabere.

I dag står jeg med foden halvt inde i en branche, hvor jeg ved, at jeg vil få det svært alene på grund af mit køn. Med et sådant udgangspunkt kan chancen for at komme skævt fra start så ikke synes temmelig overhængende? Hvordan undgår jeg at blive handlingslammet eller bare alt for tilpasningsdygtig?

På Filmhøjskolen oplevede jeg at blive gjort opmærksom på mit køns begrænsninger og ofte blive sat i bås på grund af dem.

Jeg startede mit ophold med at være en del af den gruppe af kvinder, der tilpassede sig de foreskrevne roller, og ingen vegne kom. Jeg endte med at være en af dem, der gjorde oprør og lavede film i trods.

I dag forsøger jeg ikke at tænke på mig selv som en kvinde, men snarere som en ung person, der på lige fod med enhver anden ønsker at fortælle en historie ved hjælp af kameraet.

Ingen særbehandling, tak!
Men når jeg skriver dette, oplever jeg, hvordan to modstridende argumenter stædigt flår i mig.

Jeg holder fast i den overbevisning, at der skal være plads til kvinder i filmbranchen, også som instruktører og ikke kun i underordnede roller. Og den plads får vi kun, hvis vi kæmper for den.

Men jeg vil heller ikke bedømmes, særbehandles eller sættes i bås som kvinde. Jeg er kvinde, og jeg er menneske, og jeg vil have lov at være begge dele i filmbranchen.

Hvor ville jeg ønske, at kvinder kunne se bort fra al den snak om kønnet, når vi skal i gang med en film. Og hvor ville jeg unde os bare at kunne glemme os selv i processen, så vi kan hengive os fuldstændigt til vores film uden konstant at skulle tage stilling til noget så banalt og kedsommeligt som vores køn!

Er det helt umuligt?