Film om kvinder er ikke smalle

Der er mange måder at være mor på. 

I det franske drama Andre folks børn møder vi den 40-årige Rachel, der har besluttet sig for ikke at få børn – og så fortryder. 

Hun begynder nemlig at date den lidt ældre Ali og kan ikke stå for hans femårige datter Lëila, der tager tillidsfuldt imod hende som en stedmor. 

Det åbner for en længsel i Rachel, der kommer bag på hende, og inden længe forsøger hun selv at blive gravid med Ali. 

”Hun er tilfreds med livet seksuelt, økonomisk og intellektuelt,” fortæller filmens forfatter og instruktør Rebecca Zlotowski over en Zoom-forbindelse. 

”Hun savner hverken venner eller kærlighed. Moderlighed er ikke et biologisk behov. Det er et kald, hun pludselig mærker i det nye forhold. Det er kernen i historien.” 

Vuggegaven
Andre folks børn dystede om Guldløven ved sidste års filmfestival i Venedig og blev vist uden for konkurrence på Sundance-festivalen. 

Filmen har dansk biografpremiere den 31. august. Den bliver rost for at diskutere kvinders fertilitet seriøst og empatisk, blandt andet af Ekkos anmelder Ida Rud, der runder sin anmeldelse af med en opfordring: 

”Forhåbentlig er Andre folks børn en del af en ny bølge af film om kvinder midt i livet, som rummer alt det, et moderne kvindeliv gør.” 

Rebecca Zlotowski forklarer, at filmens succes er kommet bag på hende. 

”Jeg troede, at emnet ville være for smalt, så jeg var selv en del af problemet. Den følelse udspringer af et kvindehad, vi alle får som vuggegave i et patriarkalsk samfund. Manglen på repræsentation er en konsekvens af et miljø, der ikke mener, at sådanne historier er værd at fortælle.” 

”Så jeg besluttede mig for at tage hævn ved at rette et projektørlys mod et emne, der også betød meget for mig i mit privatliv. Jeg kan ikke se nogen god grund til, hvorfor film ikke bør afspejle et liv som mit.” 

Kvindelig impotens
Egentlig startede historien et helt andet sted. Og initiativtageren var ikke Rebecca Zlotowski, men Roschdy Zem, der spiller Ali.

De to havde arbejdet sammen på den roste serie Savages nogle år forinden, da han foreslog hende at filmatisere franske Romain Garys roman om mandlig impotens: Din billet er ikke længere gyldig.

”Han havde haft mange machoroller, der spillede på hans styrke og virilitet. Nu ville han dekonstruere den arketype,” siger instruktøren. 

Men projektet tog en anden drejning, da pandemien satte filmbranchen i bero og sendte Rebecca Zlotowski i tænkeboks. 

”Under nedlukningen indså jeg, at det emne, der talte mest til mig, ikke var mandlig impotens, men hvad man kan kalde kvindelig impotens: infertilitet – nedsat frugtbarhed.” 

”Jeg besluttede mig for at gøre det til filmens fokus og kaste lys på kvinden. Det er en meget simpel fortælling, men jeg indså, at ingen havde fortalt den før.” 

Roschdy Zem tog kursskiftet med ophøjet ro, forsikrer Rebecca Zlotowski. 

”Da han læste manuskriptet, sagde han: ’Det er, som om vi ventede et barn, og jeg ville have en dreng, og du ville have en pige. Nu blev det så en pige, og jeg kommer ikke til at elske filmen mindre af den grund.’” 

Et personligt brev
Andre folks børn er Rebecca Zlotowskis femte spillefilm, og i hjemlandet har hun med film som Belle Épine, Grand Central og Netflix-filmen An Easy Girl skabt sig et navn som en af tidens mest fintmærkende og intelligente filmskabere. 

Rachels historie er hendes mest personlige til dato, fortæller hun. 

”Hun underviser som jeg i fransk litteratur, hendes far spilles af min far, og hun beder ved min mors grav. Så der var mange personlige detaljer, måske også for mange.” 

Hun studser et øjeblik. 

”Jeg har aldrig følt, at ting blev mere interessante af, at jeg havde gennemlevet dem. Men paradoksalt nok syntes Andre folks børn kun at blive mere universel, jo mere selvbiografisk jeg gjorde den.” 

”Filmen var som et brev, jeg ville skrive til mig selv og andre i samme situation for at acceptere, at frugtbarhed ikke varer evigt. Og mens jeg var i færd med at lave filmen, blev jeg gravid,” fortæller hun. 

– Hvordan ændrede det dit syn på filmen? 

”Hvor frugtbar har filmen været for mig, mener du?” spøger Rebecca Zlotowski. 

”For det første var alle enormt søde ved mig under optagelserne. Men det skabte også den rette distance til karakteren, for selv om hun aldrig var en tro kopi af mig, var jeg tydeligvis ikke den karakter længere. Det lod mig betragte filmen udefra.” 

Ansvaret for at give videre
I Andre folks børn er Rachels liv ikke bundet op på hendes forhold med Ali. 

Hun har et nært forhold til sin søster, der selv bliver gravid undervejs, og et givende arbejde som skolelærer, hvor hun hjælper teenagere med at finde den rette vej frem i livet. 

”Vi ville have, at hun skulle kunne finde et helle med børnene. Hun skulle ikke stå i stampe, når noget i hendes liv slår fejl,” siger Rebecca Zlotowski. 

Da Dylan, en af hendes elever, skejer så meget ud i skolen, at han er tæt på at blive smidt ud, forsvarer Rachel ham og skaffer ham en læreplads i Alis firma. 

Karakteren har samme efternavn som en af hovedpersonerne i François Truffauts Lommepenge fra 1976 – en film om ulykkelig barndom, der står Rebecca Zlotowski nært. 

”Det er meget vigtigt for mig, at Andre folks børn ikke blot stiller spørgsmålstegn ved rollen som mor, men ved den indflydelse, vi har på andre mennesker mere generelt. Som skolelærer præger man også andre folks børn,” forklarer hun. 

”Vi mennesker behøver ikke partout at opfostre vores eget kød og blod. Men vi har et medfødt behov for at give ting videre – i overført betydning – for ikke at dø. I den forstand er det en meget jødisk film.” 

Filmens første scene foregår i en synagoge, hvor Rachel fejrer Yom Kippur, begyndelsen af den jødiske kalender, sammen med sin søster og far. 

Rebecca Zlotowski er ikke selv troende, men kulturelt jødisk og påvirket af sin opvækst. 

”Det er en religion, der kræver af os, at vi lærer fra os. Det er sikkert også påvirket af jødeudryddelsen under Anden Verdenskrig. Og det kan være hårdt at leve op til, især for barnløse kvinder. Man føler et ansvar for at kende sin historie og give den videre.” 

Rebecca Zlotowski studser et øjeblik. 

”Måske er det derfor, Rachels religion er forbundet med en ængstelighed over ikke at have børn. Og måske er det også derfor, Frederick Wiseman spiller en gynækolog i filmen.” 

Tilværelsens sandheder
Den 92-årige amerikanske dokumentarist, kendt for et halvt århundredes skarpsindige, tålmodige institutionsportrætter, dukker op i en overraskende cameorolle. 

Han er den godmodige læge, der giver Rachel den dårlige nyhed, at hun kun har få æg tilbage. 

”Det var et lykketræf at få ham med. Det giver god mening, at denne, der har observeret amerikanske institutioner i en menneskealder, placeres foran Rachel som gynækolog,” siger Rebecca Zlotowski. 

”Gynækologi er også en central del af en kvindes liv, som sjældent ses på filmen. Jeg sagde: ’Du skal ikke kigge på et smukt bibliotek denne gang, men på hendes fjams!’” 

Selv i den sene alder er Frederick Wiseman, der bor i Paris, ikke bleg for en udfordring. 

Sidste år dystede han ligefrem med Andre folks børn om Guldløven i Venedig med sin fransksprogede fiktionsdebut Un couple. 

”Frederick er selv jøde, og han bliver en slags rabbiner i filmen, der sætter ord på en af tilværelsens store sandheder: At livet er kort og langt på samme tid.”