Rebellerne

En overgearet abe, der danser stammedans på en fjern planet, en vietnamesisk bådflygtning med en pistol for panden, og en mor, der pustes op som en ballon og svæver til vejrs, når hun skælder sin datter ud.

Jo, årets afgangsfilm fra Filmskolens animationslinje er meget forskellige - i stil såvel som i indhold. De er resultatet af et dybt personligt drive, og når instruktørerne bliver spurgt, hvorfra de har fået inspirationen til deres film, svarer de nærmest i kor: "Inde i mig selv."

Varedeklaration
Selv om ydre inspirationskilder og forbilleder som japansk animation og amerikanske graphic novels nævnes flittigt rundt om bordet, da vi møder de fem unge instruktører på Filmskolen, er svaret karakteristisk. De vil nemlig allerhelst fortælle deres egne historier og finde deres eget udtryk — altså en alfred nguyensk, anders michaelsk, cav bøgelundsk, dorte bengtsonsk og jan rahbeksk stil.

"Film skal nødvendigvis betyde enormt meget for én, når man bruger så meget tid på det. Jeg tror i hvert fald, at vi alle sammen har forsøgt at lave ting, der ikke går på kompromis," siger Anders Michael, mens Alfred Nguyen formulerer Årgang 2008's varedeklaration:

"Vi har nok alle fem en rebel i os — i alt, hvad vi gør."

Animationsfilm for voksne
For en omverden, der er vant til, at tegnefilmsgenren henvender sig til et ungt publikum, består det rebelske ikke mindst i, at størstedelen af kvintetten har lavet afgangsfilm med en seriøs tone, der afgjort appellerer mere til voksne end til børn. 

Det støttesystem, instruktørerne skal gebærde sig i, har nemlig ikke just for vane at igangsætte animationsprojekter for voksne, og det kræver en vis fandenivoldskhed at have ambitioner om netop det. Normalt bliver man henvist til Det Danske Filminstituts børnefilmskonsulent i stedet for de to spillefilmskonsulenter, når man vil lave tegnefilm. Rebellerne skal sparke en dør op til en ny niche i dansk film.

Det seriøse anslag ses ikke mindst hos netop Anders Michael og Alfred Nguyen. Michaels Catharsis fortæller om en pige, der forulykker i et biluheld med sin Vodka-bedøvede mor bag rattet, men vågner op i et gyldent eventyrland af grønne marker og blå himmel. Og Nguyens Til vi ses tager udgangspunkt i et dramatisk møde mellem vietnamesiske bådflygtninge og patruljesoldater. Filmen er inspireret af instruktørens egne forældre, der selv var bådflygtninge og kom ud for en lignende situation.

Tegneserienørd
Også Cav Bøgelund markerer sig med en alvorlig tone i en sørgmodig historie om en abnorm kæmpe, der prøver at opfylde sin mors sidste ønske om at blive begravet på en civiliseret kirkegård. Men her kommer han i karambollage med den mistroiske landsbybefolkning, der nærer fordomme om den usædvanlige skabning. For stor er filmens rammende titel.

Men hvorfor lave alvorsfulde film i en form, der fravælger den tro afbildning af virkeligheden og skuespillerens evne til at formidle nuancerede følelser?

"Jeg tror ofte, det er lettere at identificere sig med en tegning end med en skuespiller, man har set tusinde gange før," mener Cav Bøgelund og fortsætter:

"Jeg er hardcore tegneserienørd, så min inspiration kommer fra bølgen af graphic novels, altså seriøse tegneseriebøger henvendt til voksne. Det er noget, som jeg ønsker ville ske for tegnefilmen. Hvis man skal snakke om, at vi har pligt til at gøre noget, så har vi pligt til at lave nogle rigtigt fede animationsfilm for at vise, at det sagtens kan lade sig gøre at få fat i et voksent publikum."

Tegnet symbolverden
Instruktørerne fascineres af, at animationsfilm ubesværet kan krydse grænsen mellem virkelighed og fantasi og hurtigt tager en form, der hæver sig fra det jordnære og formidler det metaforiske.

"Animationsfilm er en symbolverden. Tegninger er i sig selv symboler, der meget enkelt udtrykker noget universelt, og som ikke binder sig til noget konkret. I en realfilm er et æble et æble og en skuespiller en skuespiller. I animation får det en anden betydning, og samtlige elementer må nødvendigvis være bevidste valg fra filmskaberne," siger Alfred Nguyen.

"Store begreber som kærlighed kan for eksempel udtrykkes på en anden måde end i realfilmen," fortsætter han. "Når jeg bruger nærmest overdrevent stærke røde farver i en solnedgang i min film, giver det en anden dramatisk effekt, end hvis det havde været en realfilm."

Allegorier
Deres ord afspejler sig tydeligt i deres film.

Til vi ses har - i tegnestil og plot - den mest realistiske form af de fem, men alligevel forstår man hurtigt, at den mere end at være en historisk bundet fortælling om Vietnams befolkning efter "USA-krigen" handler om store emner: altruisme og humanisme. Og forstærket af en enkel streg i et ikke nærmere bestemt, næsten mytisk miljø fortæller For stor - som Lynch' Elefantmanden - om den smertelige følelse af at være anderledes og udenfor.

De syv minutter lange animationsfilm nærmest påberåber sig en allegorisk læsning.

"Man kan skære ind til nogle universelle begreber, som man ikke kan med realfilm. Realfilm er fuld af støj, fuld af skuespilleres dårlige dage og ting, man finder ud af lige skal laves i klipningen. Animationsfilmen er æstetisk og meget ren. Man arbejder konstant med associationer, hvor man forbinder tanker og følelser frem for at rekonstruere virkeligheden," siger Anders Michael.

Mor spidder sommerfugle
Blandt de mere alvorlige afgangsfilm er der to undtagelser. Den ene er Dorte Bengtsons Sylfidden, en absurdistisk fortælling om en datter, der holdes indespærret i et hus af sin tvære mor, som nægter hende al fri leg og på sadistisk vis lærer hende at spidde røde sommerfugle. Indtil moren en dag trækker så meget luft indenbords af ren arrigskab, at hun stiger mod himmelen.

Det skæve, surreelle univers får tilskueren til at trække på smilebåndet, men det symbolistiske billedsprog og den tvetydige handling henvender sig utvivlsomt til et voksent publikum. Dorte Bengtson, der tæller den danske, Oscar-vindende animator Børge Ring blandt sine store forbilleder, mener som sine kollegaer, at animationsfilmen har et unikt potentiale:

"Jeg ville aldrig kunne have haft sådan nogle super grimme mennesker i en realfilm. Med hængepatter og dobbelthager. Så ville publikum have fokuseret på, om fedtet flød ud over tøjet, og det ville gøre det til en anden film. I animation kan man gøre grimhed smukt, fordi det er et absurd univers."

Rebel blandt rebeller
Den anden undtagelse er Jan Rahbek. Han skiller sig tilmed ud med en film, der vil gøre lige stor glæde hos et yngre som hos et ældre publikum.

Space Monkeys er en gakket film om to astronaut-aber, der lander på en fremmed planet. Den ellers bundseriøse kaptajn sluger et mærkeligt lille dyr, der gør ham så kulret, at han i en euforisk glædesrus går amok på planeten til stor fortrydelse for en hidsig fugl og et aggressivt stammefolk.

Resultatet er en rytmisk, uhøjtidelig og tempofyldt komedie.

"Jeg kan godt lide, at du i animationsfilm kan gøre det mere karikeret, overdrive det mere, uden at det behøver blive plat. Tilskueren er villig til at købe nogle ting, som han ikke ville acceptere i en realfilm," siger Jan Rahbek, der erklærer sig for stor fan af Nick Parks Wallace and Gromit.

"Ligesom man kan savne tegnefilm til voksne, kan jeg godt, specielt her på Filmskolen, savne noget, der bare er fjollet og lidt useriøst. Men hvis alle folk lavede gakkede film, kunne det være, jeg fik lyst til at lave noget mere alvorligt," forklarer han om sit valg af tone, der vel gør ham til en slags rebel blandt rebeller.

Ubegrænset frihed
Fjollet eller seriøs, de fem film transcenderer i konkret eller billedlig forstand virkelighedens begrænsninger, og det er næppe tilfældigt, at David Lynch og den franske instruktør bag Evigt solskin i et pletfrit sind og The Science of Sleep, Michel Gondry, er de navne, der først popper op, når man spørger ind til inspirationskilder fra realfilmsverdenen. Det er den ubegrænsede frihed i animationsmediet, der tiltrækker de fem instruktører. Som Anders Michaels udtrykker det:

"Hvis du i en animationsfilm skal vise en fyr, som går i bad, vil det jo koste en formue. Men aber i rummet eller en lille pige, der vågner op i en ny verden, er ikke sværere at lave end alt muligt andet. Der er jo ikke nogen på Filmskolen, der ville have råd til at bygge de set i virkeligheden, som vi laver."

Arbejde i Netto
De fem instruktører er enige om, at de i deres fire år på filmskolen har skærpet deres respektive kunstneriske udtryk. De er blevet slebet til, men de har formået at fastholde deres egne visioner. Dorte Bengtson er et eksempel:

"Jeg har fået at vide rigtigt mange gange, at symbolsprog er farligt, for det forstår folk ikke. Men jeg har bare holdt fast i det, for det er det, jeg vil. Jeg har turdet nogle ting og taget nogle kampe. Vi har jo været beskyttet, så man har kunnet tillade sig at jokke i spinaten uden at blive smidt ud."

Det er formentligt netop derfor - fordi de har lært at stå fast - at instruktørerne ikke ser synderligt skræmte ud, når man spørger ind til deres fremtidsmuligheder.

Selvom de måske burde. Da Anders Morgenthaler forsøgte sig med en voksen animationsspillefilm, Princess, solgte den kun 9.500 billetter. 

Afgangsinstruktørerne besidder imidlertid det nyudklækkede talents urokkelige optimisme kombineret med en ydmyg realisme - og om de så ikke vinder hele verden med deres film, skal de nok finde et tale- og billedrør for deres idéer.

"Det bekymrer mig ikke så meget. Jeg ved helt klart, jeg kommer til at lave noget. Det lyder nogle gange, som om man skal have lov til at lave film, at det er noget, andre bestemmer. Men det er vigtigt at huske, at man altså bare kan gå i gang, og så kan man arbejde i Netto ved siden af, hvis det er nødvendigt," mener Jan Rahbek.

"Man lærer på skolen, at man ikke skal male fanden på væggen," tilføjer Anders Michael. "Man bliver vant til, at mange ting går galt, og et af instruktørens største job er, at lige meget hvor meget lort man har om halsen, skal man finde en alternativ måde at få tingene udført på."

Fra animation til realfilm
Ingen af instruktørerne føler, at de med deres uddannelse har begrænset sig til animationsmediet. Både reklame (Cav Bøgelund), dokumentar (Jan Rahbek) og installationskunst (Dorte Bengtson) bliver nævnt som mulige formidlingskanaler.

Nå jo, og så realspillefilm. Dygtige instruktører fra animationslinjen — som Martin de Thurah og førnævnte Morgenthaler — har bevæget sig over i realfilmen, og de fem lægger vægt på, at størstedelen af deres undervisning på Filmskolen tager udgangspunkt i realfilm. De ser sig selv som filmskabere frem for snævert som animationsinstruktører.

"Idéen kommer jo først, og så må man finde ud af, hvordan den skal formidles og i hvilket medie. Realfilm og animation nærmer sig desuden hinanden mere og mere. Altså, der findes stort set ikke en realfilm i dag uden special effects," siger Cav Bøgelund, og Jan Rahbek uddyber:

"Man kan jo tage de der karikerede universer fra animationen og føre dem over i live action - det er der spændende muligheder i."

Kongen Miyazaki
Spørger man dem, hvor de allerhelst vil være om to år, er flertallet dog i gang med deres første animationsspillefilm. Konkret drømmer Anders Michael for eksempel om at samle sit eget produktionsdreamteam, Jan Rahbek om at lave en animeret actionmusical og Dorte Bengtson om at nedbryde nogle af de manuskriptdogmatiske stilladser, der ifølge hende skinner lidt for tydeligt igennem i mange danske film.

Men de understreger alle, at de ikke er naive. Undervisere og gæsteforelæsere har hyppigt advaret dem mod virkelighedens barske realiteter. De har fortalt, at gør man sig ikke grundige overvejelser om sin målgruppe, og bevæger man sig uden for børnefilmsgenren, kan det være svært at få arbejde.

Så de fem er godt klar over, at seriøs tegnefilmskunst ikke per se tiltrækker hundredetusinder i biografen. "Det er måske også derfor, vi har lavet den slags film nu, fordi det bliver svært senere," siger Cav Bøgelund med et smil.

Ét navn bliver med jævne mellemrum udtalt med ærbødig skælven i stemmen rundt om bordet: Hayao Miyazaki. Den japanske instruktør er kongeeksemplet på, at animation kan blive taget seriøst af et bredere, modent publikum. Hans succes ses som et tegn på, at animationsbranchen er i udvikling. 

Cav Bøgelund understreger dog også, at Hollywood-instruktøren bag film som Ratatouille og De utrolige, Brad Bird, er en af hans yndlingsinstruktører - og Jan Rahbek Kristensen ville egentlig gerne have fundet på idéen til den kommende tegnefilmblockbuster, Kung Fu Panda. 

Lokker computerspil?
Når lederne på Filmskolen fortæller og skriver om animationselevernes fremtidsudsigter, lægger de vægt på, at instruktørerne meget vel kan bevæge sig over i computerspilverdenen. Den er der dog ikke mange af de fem, der umiddelbart føler sig tiltrukket af — bortset fra Cav Bøgelund.

"Det er et uudforsket medie, hvor man kan prøve ting, som ingen har gjort før. Jeg er vild med spil. Det er en fætter til animationsfilmen på den måde, at det handler world building. Så længe der er en fortællemæssig eller æstetisk udfordring i det, må det for min skyld gerne være dybt kommercielt. Mit yndlingsspil er Guitar Hero, fordi man får lov til at stå på gulvet og headbange som en anden rockgud," smiler han.

Visuelle talenter
Selvom de andre fires hjerter banker for filmmediet, er de alle overbevist om, at deres animationsuddannelse ruster dem til at udfolde sig i mange forskellige genrer.

"Vi kommer omkring mange aspekter af det at lave film, fordi tilgangen er så umiddelbar. Der er ikke langt fra idé til formidling. Man tegner en tegning, og så er den faktisk meget tæt på at kunne komme med i den endelige film. Det betyder også, at vi måske ret tidligt i processen har en mere færdig vision af det endelige produkt i forhold til i realfilm," forklarer Alfred Nguyen.

"Animationsfilm er per definition et meget sanseligt medie, mens der i Danmark måske er tradition for, at realfilm er et meget litterært medie, hvor indgangsvinklen er at skrive et godt manuskript. Animationsfilm handler mere om at forføre publikum i billeder og lyd," siger Anders Michael.

Men hånden på hjertet, er det ikke med en vis angst og bæven, at de ser frem mod virkeligheden efter fredagens afsked med Filmskolen? Cav Bøgelunds svar er symptomatisk for de fem instruktørers underspillede selvsikkerhed:

"Jo, men ikke når det drejer sig om at lave film!"