Reddet fra glemslens skygge

Chernobyl er overraskende blevet en af årets store serier med sovjetisk tristesse serveret på smagfuldt engelsk. Dramaserien om katastrofen på Tjernobyl-atomanlægget har fanget både anmeldere og publikum, der stemte den helt til tops på Internet Movie Database.

Instruktøren bag de fem afsnit er fra vores naboland Sverige og hedder Johan Renck. Han er selv overrasket over seriens succes, fortæller han Filmmagasinet Ekko i København, hvor svenskeren er inviteret til branchearrangementet Copenhagen TV Festival i samarbejde med Copenhagen Film Fund.

”Jeg sagde til folk: ’Serien skal nok blive god, men ingen kommer til at se den.’ Det sagde jeg også til producerne. HBO ville dog også bare gerne lave noget godt,” siger 52-årige Johan Renck, der gik i hi i sit sommerhus i Skåne, da alle begyndte at snakke om serien.

Historiske fejl
Efter den store succes begyndte Rusland-eksperter og andre at kritisere Chernobyl for at være lemfældig i sin behandling af de virkelige hændelser.

”Selvfølgelig vil folk grave ned for at opdage historiske fejl, men for mig er det ret simpelt,” siger Johan Renck.

”Når man tager fire-fem års historiske begivenheder og laver til en serie på fem timer, skal man tage nogle genveje og samle nogle ting, så det fungerer. I det store billede af, hvad der skete, er serien utroligt præcis.”

Instruktøren havde ingen betænkeligheder ved at genoplive en tragisk begivenhed.

”Det stod hurtigt klart for mig, at vi gjorde det for at give en stemme til ofrene, til heltene, så historien ikke falder ned i glemslens skygge. Det er værd at minde verden om den her historie og de her mennesker, så jeg havde ingen betænkeligheder i den forstand. Vi yder de mennesker retfærdighed.”

En god balance
Optimalt ville Johan Renck helst have lave Chernobyl på russisk. Men med en amerikansk-engelsk produktion, der har Emily Watson, Jared Harris og Stellan Skarsgård i hovedrollerne, vidste instruktøren godt, at det ikke kunne lade sig gøre.

Til gengæld insisterede han på, at der ikke blev talt engelsk med østeuropæisk dialekt.

”Det er jo bare latterligt med tyk russisk accent at sige: ’Hello, what’s going on here?’ Vi valgte ikke at gøre det til et problem og bare gå med historien, som er autentisk nok til at skjule det med sproget,” siger Johan Renck.

Han prøvede dog at fange den samme tone i det engelske sprog.

”Jeg arbejdede lidt med skuespillerne på at barbere det skarpeste i deres accenter væk, så publikum ikke ville tænke, at en karakter lyder som for eksempel én fra Manchester eller Birmingham. Det lykkedes ret godt at få dem til at snakke med en udefinerbar dialekt. Emily Watson var helt perfekt, men med andre var det sværere. Hvis man kommer fra Liverpool, er det svært at droppe sin dialekt.”

Seriens skaber Craig Mazin er amerikaner, og ifølge Johan Renck har deres fælles blik på Sovjetunionen gjort Chernobyl til en succes.

”Jeg kunne finde på at sige til Craig: ’Det her er fanme så amerikansk.’ Han ville så svare: ’Mener du succesfuldt?’” siger Johan Renck med et grin.

”Han kaldte min stil for selvmorderisk, så vi havde en god balance mellem det amerikanske og det europæiske. Amerikanske forfattere er dygtige til at fortælle historier, mens europæiske instruktører kan skære i nogle af de værste amerikanske klichéer, som man gerne vil undgå i en serie som Chernobyl.”

Kedsomhed på tv-set
Johan Renck fik sin debut i tv-verdenen med en af de mest hæderkronede serier i nyere tid: Breaking Bad.

Serieskaberen Vince Gilligan havde set instruktørens spillefilm Downloading Nancy fra 2008 på Sundance-festivalen og spurgte, om svenskeren ikke ville stå bag kameraet på nogle afsnit i seriens anden sæson.

”Fuck det! Jeg er ikke tv-instruktør, jeg vil være filminstruktør,” mindes Renck med et grin sit svar.

Han blev dog overbevist om at tage et afsnit i både sæson to, tre og fire, hvor Breaking Bad for alvor blev en af tidens største serier. Senere har Johan Renck også instrueret et enkelt afsnit af kritikerroste serier som The Walking Dead og Halt and Catch Fire, men han bryder sig ikke stort om det.

”Som instruktør har du meget lidt at lave. Castingen er allerede klaret, locations er bestemt, og alt kører. Man bliver en hired hand, og det ville jeg ud af hurtigst muligt. Men da jeg fik tilbudt at instruere pilot-afsnit, var det lidt sjovere, fordi man er med til at skabe det fra start. Det gjorde jeg med Vikings og Bloodline, men det gad jeg heller ikke i længden,” fortæller Johan Renck.

Men da han blev spurgt om at instruere en hel sæson af en miniserie, kunne han ikke sige nej.

”Hvis film er plotdrevne, og tv-serier er karakterdrevne, så er der begge dele i miniserier. Man har måske fire-otte timer til at fortælle en historie, men uden alle problemerne i traditionelle tv-serier, hvor man skal trække det ud over flere sæsoner. Det eneste problem er, at det tager så meget tid. Det er som at lave tre film på en gang.”

Med Bowie i skabet
Før han blev en efterspurgt tv-instruktør, lavede Johan Renck musik under kunstnernavnet Stakka Bo. Da det var småt med penge, og han altid havde interesseret sig for film og billeder, begyndte han at instruere sine egne musikvideoer.

Dem blev der lagt mærke til.

En dag i 90’erne fik Renck en fax fra ingen ringere end Madonna, som ville have ham til at lave en musikvideo.

Siden har instruktøren arbejdet for så forskellige kunstnere som New Order, Robbie Williams og ikke mindst David Bowie. Sidstnævnte havde lavet temamelodien til Rencks miniserie The Last Panthers, så da musikeren ville indspille musikvideoer til det, der skulle blive hans sidste album, ringede han til svenskeren.

De lavede først en video til titelsangen Blackstar og bagefter til Lazarus, hvor Bowie ligger med bind for øjnene i en seng og synger: ”Look up here, I’m in heaven.”

Selv om David Bowie døde kort tid efter, var optagelserne præget af højt humør, fortæller Johan Renck.

”David lo en masse. Til sidst i Lazarus går han ind i skabet, og det skete pludseligt, fordi hans stylist sagde: ’Ville det ikke være sjovt, hvis David Bowie gik tilbage ind i skabet?’ ’Jo, det er fucking morsomt,’ svarede han med et grin. Folk læste det, som om han går ind i sin kiste, men sådan ser jeg det overhovedet ikke.”

Umuligt i Sverige
Nu vil svenskeren allerhelst lave en film, gerne i hjembyen New York. Der har han nemlig en familie, som han også ønsker at pleje.

”For det første er det sværere at lave en film, fordi det kræver så stor præcision. Det er langt mere vanskeligt at fortælle på 90 minutter end fem timer, og jeg kan godt lide at udfordre mig selv,” siger Johan Renck.

”For det andet tager det to år at lave en miniserie, fordi der er ni måneders pre-produktion, fire-fem måneders optagelse og ti måners postproduktion. Jeg er familiefar med fire børn, så jeg vil gerne lave ting i kortere format.”

Johan Renck flyttede fra Stockholm til USA i 90’erne, men i 2014 instruerede han miniserien Ettor nollor i hjemlandet. Det var imidlertid en noget frustrerende oplevelse.

”Det er meget svært at arbejde i Sverige på grund af begrænsningerne i forhold til arbejdstid. Det harmonerer dårligt med at skabe film, hvis man skal have en 40 timers arbejdsuge – faktisk er det fucking umuligt,” siger instruktøren.

”På noget som Chernobyl har vi dage på tolv timer, altså en arbejdsuge på 60 timer. Det er nødvendigt, hvis man skal nå at pakke en lastbil ud og lave sine optagelser, når folk også skal spise frokost i løbet af en dag.”