Streaming: Redfords bedste stik
Som man kan læse i Oliver Stillings portræt i det nye nummer af Ekko, ejede Robert Redford 70’erne.
Derfor er mange af skuespillerens bedste roller fra det turbulente årti. Men 82-årige Redford har med sit gavtyvesmil formået at holde sig konstant på toppen i sin næsten 60 år lange karriere.
Han stopper dog som skuespiller med den biografaktuelle Den sidste gentleman, som Ekkos anmelder giver fem stjerner og kalder ”et smukt og sørgmodigt punktum for en glorværdig karriere”.
Derfor anbefaler vi i denne uge film, hvor Robert Redford viser sig fra sin absolut bedste side med ukuelig charme og vilter dedikation.
I vores begejstring har vi endda udvidet de normale fem anbefalinger og medtaget en ekstra, som bygger videre på mytologien om den store filmskaber.
Alle præsidentens mænd
I 1976 var Robert Redford allerede en af tidens store skuespillere. Men han cementerede for alvor sin status med rollen i Alan J. Pakulas politiske thriller, som Redford endda selv var med til at producere.
Alle præsidentens mænd har Robert Redford og Dustin Hoffman i hovedrollerne som virkelighedens journalister Bob Woodward og Carl Bernstein fra Washington Post. Deres jagt på sandheden i præsident Richard Nixons katastrofale Watergate-sag skildres forbilledligt i spændingsfilmen, der forener det nervepirrende og historisk grundige.
Redford stod i 2013 bag dokumentaren All the President’s Men Revisited, hvor både Watergate og filmens betydning bliver vendt og drejet af journalisterne i centrum, skuespillerne bag dem og forskellige mediepersonligheder.
Streames på Viaplay og SF Anytime
Butch Cassidy and the Sundance Kid
I år er der 50-års-jubilæum på westernfilmen, der har givet navn til en anden af Robert Redfords store gaver til filmbranchen: Sundance-festivalen, hvor indiefilm fra hele verden hvert år kommer i søgelyset.
Redford havde spillet en lang række tv-roller op gennem 60’erne, men i 1969 fik han sit store gennembrud som The Sundance Kid i over for Paul Newmans lidt ældre Butch Cassidy.
De har fantastisk kemi som to bandeledere i det tidlige 1900-tals USA, hvor Det Vilde Vesten begynder at blive knap så vildt. En ung Redford spiller med samme vitalitet, som han har bibeholdt i hele karrieren, når hans eventyrlystne kriminelle flygter med sin makker til Sydamerika.
Streames på iTunes
The Sting
Robert Redford fik sin første – og faktisk eneste – Oscar-nominering som skuespiller for rollen som manden med det forrygende navn: Johnny Hooker.
Han vandt ikke, men George Roy Hills morsomme gavtyvedrama fra 1973 tog til gengæld syv Oscar-priser for historien om to svindlere, der igen spilles af Redford og Paul Newman. De slår sig sammen for at begå et stort kup mod en gangsterboss, der ellers ikke er til at spøge med.
Spøgefuldheder er der til gengæld rigeligt af i The Sting, hvor Robert Redford har uendeligt meget glimt i øjet som en lykkeridder, der jagter penge og kærlighed med samme håbefulde intensitet.
Streames på SF Anytime og iTunes
Mit Afrika
Meryl Streep spiller den store hovedrolle som danske Karen Blixen i Sydney Pollacks skildring af forfatterens liv. Men Robert Redford er ganske uundværlig i den storladne kærlighedshistorie som den frisindede jæger, Blixen kaster sin hengivenhed på.
Man forstår hende godt. Redford er virkelig betagende, når hans storvildtsjæger Denys finder passionen frem i Karen, der lever i et kærlighedsløst ægteskab.
Ligesom The Sting vandt Mit Afrika syv Oscars, og Robert Redford beviser, at han gør sig godt både i det samtidige og det historiske.
Streames på Netflix og SF Anytime
All Is Lost
Robert Redford holdt en længere pause foran kameraet efter den politiske thriller Lions for Lambs (2007), hvor han både instruerer og spiller en af hovedrollerne.
Men i 2013 vendte han stærkt tilbage som skuespiller i All Is Lost, hvor han som en unavngiven mand er eneste medvirkende i kamp mod elementernes rasen. Han vågner ved, at der er slået hul på hans båd, og alt er herefter et forsøg på at holde sig i live.
Instruktør J.C. Chandors film var en af de mest anmelderroste det år, og det er da også en neglebidende fryd at se Robert Redford med ganske få ord kæmpe for at overleve. Han spiller knap nok skuespil, men man er med ham hele vejen på den farlige rejse.
Streames på iTunes og SF Anytime
Condor
Tre dage for Condor – som kan ses på Filmstriben – er endnu en af Robert Redfords fremragende 70’er-film. Og kan man ikke få nok af historien om CIA-analytikeren Turner, er der også den udmærkede serie Condor at ty til.
Her bliver der skruet frem til nutiden, hvor kontraspionage og regeringshemmeligheder stadig er højaktuelle emner. Joe Turner (Max Irons) finder en dag alle sine kolleger dræbt på kontoret, og så starter den vilde klapjagt på ham, mens han prøver at finde hoved og hale på det hele.
Serien indfanger noget af den paranoia-stemning, som flere af Robert Redfords film fra 70’erne var fuld af. Så selv om man gerne havde set skuespillerens ansigt, fungerer Condor på egne præmisser.
Streames på C More
Hver uge giver Ekko fem bud på, hvad du skal streame.
Vi anbefaler både film og tv-serier.
I denne uge udvælger vi film med Robert Redford.
Ekko #81
Læs stort portræt af Robert Redford i det nye nummer.
”Robert Redford ejede70’erne,” skriver Oliver Stilling og fremhæver farligheden under skuespillerens smukke ydre.
Køb magasinet i kiosker eller bestil her.
Abonnenter har også adgang til magasinet digitalt.
Kommentarer