Dag 3 & 4: Redfords sørgmodige svanesang

I London aner man konturerne af et Oscar-felt.

Da Steve McQueen og Alfonso Cuarón for fire år siden dystede med 12 Years a Slave og Gravity, fik den første prisen for bedste film og den anden prisen for bedste instruktør. Deres seneste film kommer vi også til at høre mere om, efterhånden som filmårets største prisfest nærmer sig.

Widows er godt nok en genrefilm med rå vold og spænding, men McQueen har et fermt blik for mennesker og leverer en grum fortælling om at slå igen, når man har ryggen mod muren.

Og Alfonso Cuaróns Roma er en dybfølt og poetisk fortælling om instruktørens egen barndom – et mesterværk, der sikkert ville stryge til tops, hvis ikke instruktøren havde skudt sig selv i begge fødder ved først at fortælle om sin mexicanske opvækst på spansk og siden sælge filmen til Netflix!

Akademiets medlemmer er ikke meget for undertekster, og de gider slet ikke film, som de ikke kan se i biografen.

Andetsteds på programmet skulle det ikke undre, hvis veteranen og indie-forkæmperen Robert Redford bliver hyldet for sin præstation i David Lowerys bankrøverportræt The Old Man and the Gun.

Vaskeægte filmstjernesmil
Robert Redford spiller en autentisk, 74-årig kupmager og gentleman, der i et ulasteligt jakkesæt begår en række knæk fra Texas til Missouri.

Da en ekspedient bryder ud i tårer ved synet af hans pistol, beroliger han hende med bedstefaderlig mine. ”Bare rolig,” siger han venligt og stikker hende et vaskeægte filmstjernesmil. ”Du klarer det fint.”

Veteranskuespilleren har meldt ud, at The Old Man and the Gun bliver hans sidste film, og det er en på alle måder værdig svanesang.

For amerikanere er der næppe noget mere folkemytologisk end en blanding af filmstjerne og bankrøver, og David Lowery sætter et sagtmodigt og sødt melankolsk punktum på en stor karriere.

Roadmovie i sydstaterne
Kan Viggo Mortensen nu også italiensk? Det er, som om den dansk-amerikanske multikunstner demonstrerer et nyt talent for hver ny film.

I den Oscar-tippede Green Book er han så troværdig en Bronx-italiener, at han nærmest sveder olivenolie. Hans Tony Valalonga er en machoposerende dørmand på Copacabana med velvoksen pastamave og en skarp lige højre – altså klar til at slå til, når nabolagets hoods tager gadeskænderierne med sig indenfor.

Men da klubben skal renoveres, mangler han en indtægt, og uanset talentet er der ikke mange penge i at vinde hotdog-ædekonkurrencer. Så Tony tager imod et job som chauffør – for en distingveret, sort jazzmusiker, der skal på turné i de indskrænkede sydstater.

Så er der også lagt i ovnen til en hjertevarm fortælling, hvor den ene lærer af den anden, og begge kommer rigere hjem.

Green Book er en opbyggelig opdatering af Driving Miss Daisy – fortalt med skarpe replikker og indlevende præstationer af både Viggo og Mahershala Ali som en enspænder, der er for hvid til de sorte og for sort til de hvide.

Smædeskrift over filmbranchen
Man får ikke det mest positive indtryk af mesterinstruktøren Orson Welles i dokumentaren They’ll Love Me When I’m Dead, der handler om mesterinstruktørens sidste kunstneriske kraftanstrengelse: The Other Side of the Wind.

Følgesvenden gennem tykt og tyndt var fotografen Gary Graver, der arbejdede for Welles i mere end et årti. Når Graver fra tid til anden var nødt til at tage imod pengearbejde for at betale husleje, hjalp det store filmgeni ham med at klippe softcoreporno, så de hurtigt kunne vende tilbage til Welles’ forjættede branchesatire.

Welles fik aldrig afsluttet filmen, men siden har hans gamle samarbejdspartnere færdiggjort den i en version, der fik premiere til gode anmeldelser på Venedig-festivalen i sidste måned.

Hvordan dette vidunderbarn mistede støtten fra den industri, der burde have ligget for hans fødder efter Citizen Kane, er i sig selv en dokumentar værdig.

Morgan Nevilles portræt viser ham som et falleret geni, der snyder, presser sine venner til det yderste og taler bag ryggen om på folk. Men han får aldrig greb om det værk, der skulle være hans smædeskrift over en industri, der havde givet ham den kolde skulder.

Dokumentaren er underholdende, og man får et godt indtryk af, at instruktøren taber overblikket i den kaotiske historie med årelange optagelser og retssager, der har hemmelighedsstemplet vigtige dele af filmens tilblivelse.

Til gengæld er det underligt, at London Film Festival ikke har kunnet sætte den film, det hele drejer sig om, på programmet.

Hverdagens poesi
Niveauet i London har været frygtindgydende højt de første dage, og allerede på fjerdedagen bød festivalen på et decideret mesterværk.

Alfonso Cuaróns Roma er en erindringsfilm, men det er ikke lille Alfonso, der står i centrum for handlingen. Det gør i stedet hushjælpen Cleo, der dukker sig for fruen og herren i huset og udlever sit eget drama i de åndehuller, dagligdagen overlader hende.

Hun lader sig forføre, bliver gravid og er hunderæd for at miste sin stilling. Men fruen er også lige blevet forladt for en yngre model og giver Cleo en søsterlig formaning: ”Hvad de end siger, er vi kvinder altid alene!”

Cuarón finder en hverdagens poesi i sin intime og kærligt henførende fortælling. Her demonstrerer han til fulde den humanisme, der altid har hævet hans Hollywood-værker højt over konkurrenterne.