Refn har kurs mod Cannes
Nicolas Winding Refn er blevet fast bestanddel på Cannes-festivalen, hvor hans amerikanske thriller Drive fik verdenspremiere i 2011 og sikrede ham instruktørprisen.
Siden fik også Only God Forgives og The Neon Demon premiere på festivalen i henholdsvis 2013 og 2016. Og de er øjensynligt blevet så glade for den danske instruktør i det sydfranske, at han er blevet tildelt en ganske særlig ære.
Hans tv-serie Too Old to Die Young bliver nemlig vist i Cannes som det første sted, skriver branchemediet Deadline Hollywood.
Og det er vitterlig en hædersanmærkning, da det ikke er hvem som helst, der kommer til verdens højst estimerede filmfestival med en serie.
Det er tidligere kun sket for Guldpalme-vinderen Jane Campion og kultinstruktøren David Lynch, der begge i 2017 kom til Cannes med henholdsvis Top of the Lake og opfølgeren til Twin Peaks.
Smukt og blodigt
Too Old to Die Young foregår ligesom Drive og The Neon Demon i et mørkt og dystert Los Angeles.
Miles Teller kendt fra tromme-dramaet Whiplash spiller en politimand, der bliver søbet ind i den kriminelle underverden, hvor forskellige mafiagrupperinger og mordere huserer. At vurdere ud fra traileren – der kan ses herunder – fortsætter Refn i det smukke og blodige billedsprog, der er blevet hans varemærke.
Det vides ikke, hvor mange afsnit af Too Old to Die Young, der vil blive vist på Cannes-festivalen. Nicolas Winding Refns faste komponist Cliff Martinez har fortalt, at seriens ti afsnit varer omkring 90 minutter hver, så det er næppe dem alle, som vises på festivalen.
Refns serie får almindelig premiere 14. juni på Amazon Prime, der også er tilgængeligt i Danmark.
Det fulde program til Cannes-festivalen bliver offentliggjort skærtorsdag den 18. april.
Kommentarer