”Jeg vil ikke stjæle din tid med ingenting”

Nicolas Winding Refn var på passagersædet i en bil i Los Angeles, da han fik idéen til Too Old to Die Young. I den udstrakte bys gadebillede besluttede han sig for at lave den tv-serie, som alle i branchen påpegede, at han måtte lave.

Streaming er fremtiden, forklarede de.

Og Nicolas Winding Refn ville være med i denne fremtid, så han pitchede serien til Amazon, som han havde samarbejdet med på The Neon Demon.

Afsnit fire og fem er netop blevet vist på filmfestivalen i Cannes. De har fået en blandet modtagelse og ganske hårde ord i Ekko under overskriften For gammel til meningsløst gejl.

Men humøret fejler ikke noget, da vi møder instruktøren på Carlton Hotel i det sydfranske.

”Jeg lukkede øjnene og tænkte over, hvad jeg gerne ville se, og hvad jeg gerne ville lave. Drama bliver bedre og bedre, jo mere dyster karakteren er, og jeg er her bare for at underholde,” siger den 48-årige instruktør og fortsætter:

”Men samtidig stjæler jeg din tid, og dét skal jeg respektere. I stedet for at fodre dig med ingenting bør jeg inspirere dig, for det er essensen af kreativitet.”

”Jeg kan ikke køre bil, så jeg er altid passager, og jeg sad og forberedte mig på The Neon Demon og huskede på, at Elle Fanning fortalte mig, at hendes generation aldrig går i biografen: De streamer! Det er tre år siden nu.”

Endeløs kanvas
Nicolas Winding Refn siger, at han i virkeligheden har lavet én lang film, som bliver opdelt i en serie for Amazon.

”Jeg overvejede, hvad jeg kunne gøre med dette streaming-kanvas. Der var ingen begrænsninger. Det er endeløst, og det flyder ligesom bare derudad,” siger instruktøren.

”Så fik jeg idéen om at lave noget om død og religion, og jeg kom på titlen, der er som en gåde. Samtidig mindede det mig om noget, Elia Kazan sagde til mig for mange år siden, da jeg mødte ham. Jeg spurgte, hvilket råd han ville give en ung filminstruktør, og han svarede: ’Mit råd til dig er, at du skal gøre det på din måde.’ For hvert år der gik, fik den sætning en ny betydning for mig. Det var ud fra den, at jeg begyndte at skabe dette koncept.”

”Det handlede om at følge den vej, jeg var begyndt på, da jeg startede at lave film med Pusher-trilogien, og som jeg ville genskabe med dette længere format. Jeg er egentlig ikke fan af tv-serier, for jeg har ikke tålmodighed til det. Jeg synes, at det sætter begrænsninger for mig rent kreativt.”

”Streaming har ingen begrænsninger og det er meget mere interessant, for jeg er vant til filmmediets begrænsninger. Jeg betragter den måde, som mine børn forbruger underholdning på, og jeg ville være en del af den verden. Så jeg ringede til Ed Brubaker og sagde: ’Ed, jeg har en idé, og jeg vil gerne have, at vi skal samarbejde.’”

Farlig langsomhed
Flere har undret sig over, at Nicolas Winding Refn har taget to afsnit – nummer fire og fem – ud af sammenhængen. Men det er helt bevidst, forklarer instruktøren.

”Da vi blev indbudt til at have premiere i Cannes, tænkte jeg, at det her er måden, underholdning præsenteres på via streaming. Vi logger af og på. Og jeg ville hellere præsentere selve hjertet af serien end begyndelsen. Jeg vil hellere skubbe seerne ind i noget, som man kan begrave sig i og så altid gå frem eller tilbage, hvis man ønsker at fortsætte.”

”Det er det, den digitale revolution tillader os at gøre. Vi lever i en tid, hvor vi forventer at få information, så vi mister opmærksomheden. Informationerne bliver til hvid støj, der gennemstrømmer kroppen. Hvis vi træder et skridt tilbage, bliver engagementet meget mere interessant. Men det kræver at vi strammer os an, for vores liv bliver mere og mere bekvemt.”

– Tempoet er meget langsomt. Er det naturligt for dig?

”Nej, det langsomme tempo er at vise publikum en respekt i dag, hvor alting går så stærkt.”

– Det skaber en form for stilhed. Hvorfor er den interessant?

”Fordi stilheden afslører sjælen. Vi ved, at den farligste person aldrig er den mest larmende. Det er den stille, der sidder nede i hjørnet. For stilhed gør, at vi føler os utilpasse. Det er det mest skræmmende element i forhold til fare, men hvad kærlighed angår, er det det reneste.”

”Konceptet bag Pusher-filmene var hastighed. Selv kokainen var ægte, så det ville gå hurtigt. Men da jeg holdt op med at lave film, der skulle fange det autentiske, blev jeg mere interesseret i det uvirkelige. Hvis du for eksempel læser eventyr, hvilket jeg har gjort meget for mine døtre, er tempoet meget langsomt. Du er fordybet i de informationer, du modtager, og jeg har altid værnet om den form for sprogbrug.”

Politisk kommentar
Selv om de viste afsnit af Too Old to Die Young ikke er så voldelige som flere af Refns film, er flere passager svære at se – og måske på grænsen til at være perverse.

”Man skal finde en balance for, at det er underholdende. Shakespeare var god til at kombinere det perverse med kærlighed og underholdning. Jo mere ekstreme karaktererne og situationerne er, des mere bliver man følelsesmæssigt engageret i en form for hvirvelvind, og det er meget mere interessant i forbindelse med serien.”

”Det er ikke, fordi hvert afsnit har en dogmatisk regel, for det er et langt handlingsforløb. Der er et afsnit på spansk, der finder sted i Mexico, og der er mange forskellige elementer i det. Jeg er helt misundelig over, at du får mulighed for at opleve det, for jeg havde en meget stærk følelse af nydelse fredag aften, da jeg så afsnittene til premieren.”

”Oplevelsen var noget helt særligt, for det har krævet så meget af mig at lave serien. Jeg har brugt to år på det. Jeg optog den i ti måneder, og vi optog i kronologisk rækkefølge, hvilket vil sige, at vi optog om dagen, og så skrev vi om natten.”

– Hvad er baggrunden for monologen i afsnit fire, hvor vi får at vide, at Amerika er i en tilstand af kollaps?

”Det er første gang, at jeg kommenterer, hvad der sker i verdenen. Mens vi skrev manuskriptet, var der valg i USA, og som udlænding var det interessant for mig at betragte, hvordan det påvirkede USA og resten af verden. Det handler ikke længere om politik, men om menneskehedens vilkår og opførsel. Serien blev for mig en form for katarsis.”

Sex og spyt
– Du har sagt, at de ægte helte i serien er kvinder, og at du er en ivrig fortaler for ligestilling. Men fremvisningen af de nøgne kvinder i serien kan godt virke umotiveret?

”Det er en holdning, som jeg kan have svært ved at svare på. Afsnit fem handler om mennesker, der opfører sig dårligt, og det er man nødt til at vise på en kreativ måde. Hvis vi bevæger os væk fra den virkelige verden og fantaserer om hævn, så er det et urgammelt instinkt, vi har.”

”Jeg fokuserer på at skabe sand ondskab, og det er tilfredsstillende at vise nedbrydelsen af den. Men jeg har samtidig været bevidst om at skabe en balance, så kvinder ikke er alene om at være ofre. Det er mænd også.”

”I USA er der stor forvirring omkring sex. De har ikke seksualundervisning i skolerne, og jeg bryder mig ikke om, hvad der sker i visse stater med forbud mod abort. Det er skræmmende. I dele af verden er det også stadig et tabu, at mænd har sex med hinanden, og det vil jeg gerne normalisere.”

– Hvorfor har du valgt Miles Teller til hovedrollen som Martin?

”Fordi han er en reinkarnation af Elvis. Hvis jeg kunne lave en film, der havde en genfødt Elvis med, så ville det vist ikke blive mere amerikansk.”

– Martin er en mand af få ord og få udtryk, men han spytter. Hvordan kom du på den idé?

”Jeg har altid været fascineret af spyt. Der er noget ultra-maskulint over det. Jeg har altid ønsket at have evnen til at kunne spytte som en mand, men det har jeg ikke. Da jeg så, hvor god Miles var til det, blev det en del af hans ordforråd. Det er et udtryk for, at Martin ikke går synderligt op i sine omgivelser. Det er arrogant. Men samtidig er Martin en meget ren karakter. Jeg tror, at det er første gang, at der har været spytvand på en optagelse.”

– Du taler ofte om, at det er processen at lave en film, du er interesseret i. Hvad mener du med det?

”Ja, vi kommer her til dette cirkus i Cannes, og jeg er løvetæmmer i cirkusset, men for mig handler det kun om processen. For det er dér, livet sker omkring dig. Det er de hellige dele af filmarbejdet. Så er resultatet bare resultatet. Det kan der ikke ændres ved, men alt det, vi oplevede sammen, vil vi have med os. Så mit mantra er at sige, at det vigtige er processen. Det er derfor, at det er så vanedannende at være kreativ. Det burde ikke være et job, men en odyssé.”