Dag 4: Rejser i lyst og død

”Det kunne være blevet en virkelig interessant bag-om-dokumentar.”

Ordene stammer fra britiske Andrea Arnold, og hun siger dem med et smil. Sammen med Shia LaBeouf og en flok unge amatørskuespillere tog hun på roadtrip gennem USA.

Og man er ikke i tvivl om, at det må have været one hell of a ride, hvilket filmholdets ellevilde optræden i Cannes understreger.

Men spørgsmålet er, om det også er blevet en rigtigt god film. Svaret er desværre nej.

Surrogatfamilie
American Honey handler om pigen Star (Sasha Lane), der får job som dørsælger og sammen med en gruppe rejser gennem Midtvesten i USA for at afsætte magasiner, som ingen gider læse.

Det er en coming-of-age med sprut, vilde fester og ung forelskelse (mellem Star og gruppens leder, udmærket spillet af Shia LaBeouf). Star lærer også en hel del om at begå sig på arbejdsmarkedet med kunder, der skal kringles, og chefer, som skal smøres.

Gruppen bliver en surrogatfamilie for Star. Og det er ikke bare et job, det er en livsstil, som filmen i næsten tre timer dyrker med vellyst, masser af musik og Robbie Ryans sanselige og ekstremt mobile kamera.

Så hellere gøre det selv
Andrea Arnold forsøger at indfange det overvældende ungdomsliv, der snarere er en strøm end et plot i tre dele.

Sasha Lane tryllebinder én fra start til slut, og der er gode scener, som da Star scorer kassen hos tre cowboys. Filmen er båret af en medrivende energi, men i længden bliver festen trættende.

Det havde unægtelig været sjovere at deltage i udskejelserne end at sidde i en biograf og kigge på dem.

Andrea Arnold har to gange tidligere været i hovedkonkurrencen (Red Road og Fish Tank), og man kunne godt have undt hende at vinde en Guldpalme. Men det sker ikke i år, med mindre at grise begynder at flyve (og det gør de jo indimellem i juryer).

Kloge narrer mindre kloge
American Honey sluttede fjerdedagen, som for mit vedkommende også bød på to sydkoreanske film, som ikke kunne befinde sig længere væk fra Arnolds improviserede free ride-film.

Park Chan-wook er berømt og berygtet for Oldboy og Thirst, der er lige så brutale, som de er smukke. I år bejler han til Guldpalmen med The Handmaiden, baseret på Sarah Waters’ thriller Fingersmith, som han har omplantet fra Victoria-tiden til Korea og Japan i 1930’erne.

Det er historien om en ung, kvindelig lommetyv, Sook-hee, der bliver tjenerinde hos den rige arving Hidelgo, som bor i et ekstravagant palæ sammen med en ond onkel. Sook-hee er i virkeligheden udsendt af svindleren Greven, der har planer om at gifte sig med Hidelgo, anbringe hende på en galeanstalt og score hendes penge for næsen af onklen.

Det går naturligvis ikke efter planen. Sook-hee bliver forelsket i den skønne Hidelgo, og så har vi et firkantsdrama, som jævnligt tager nye drejninger, og hvor de kloge narrer de mindre kloge til sidst.

Forfinelse og forråelse
Det er ganske spændende, men først og fremmest er The Handmaiden en overlækker film, hvor forfinelse og forråelse på vanlig Park Chan-wook-maner følges ad – fra erotisk fingersutning til skrækindjagende fingerafhugning.

Alt er overdådigt i dette larger than life-eventyr: den ekstravagante scenografi, de fejende flotte kamerature, de sensuelle closeups og en lydside, der sender én i den syvende himmel.

Park Chan-wook er en ekstremt manieret instruktør, som med elegance dyrker det grænseoverskridende. Han nyder tydeligvis at skabe sadomasochistiske scenarier og tage tilskueren på en opdagelsesrejse i de dystre drifter.

Speed-zombier
Dagens tredje film var også fra Sydkorea, nemlig Yeon Sang-hos Train to Busan, som blev vist uden for konkurrence.

Det er da også noget så tilsyneladende genretraditionelt som en zombiefilm, men hvilken film!

Med sin råhed leder den tankerne hen på klassikeren Night of the Living Dead og i det hele taget amerikanske gyser- og katastrofefilm i 70’erne, før der gik meta, ironi og behagesyge i foretagendet.

Train to Busan tager os med på en togrejse fra Seoul til Busan, mens landets befolkning forvandles til zombier. Et bid fra en zombie får kroppen til at gå i voldsomme spasmer, mens øjnene bliver udtryksløst hvide, og så sætter jagten ellers ind på et nyt offer.

Men hvor zombierne i George Romeros klassiker bevægede sig i et mildt sagt adstadigt tempo, så er de i Train to Busan blevet udstyret med Duracell-batterier eller lignende (Yeon Sang-ho har en fortid som animationsinstruktør), for de pisker af sted med en afsindig fart, hvilket gør dem meget farligere.

Halvblind passager
Det er ekstremt overbevisende, fordi det ikke ligner special effects, og fordi den bruger zombierne til at fortælle en samfundsrelevant historie.

Vi følger arbejdsnarkomanen Seok-wu (Gong Yoo), der for en gangs skyld har taget fri for at køre med sin datter op til moren i Busan.

Uheldigvis har der sneget sig en zombie med på toget, og efter en ildevarslende start begynder kaosset at eskalere. Derfra bliver det kun værre og værre, og i modsætning til amerikanske actionfilm, må den ene vigtige karakter efter den anden lade livet.

Vi får aldrig nogen årsag til zombie-epidemien, men det centrale er da også, hvordan folk tackler krisen. Seok-wu belærer sin datter om, at hun kun skal tænke på sig selv, men som handlingen skrider frem, står det klart, at menneskets eneste chance for overlevelse går gennem samarbejde og sammenhold.

Der er en masse rørende, opofrende karakterer og kun et enkelt, dumt svin (men det er også rigeligt). Det er gys og gru med dommedagsbilleder, der brænder fast på nethinden, et ægte hjerte og en morale, som løfter filmen op over den rene eskapisme.

Og således bekræftede fjerdedagen på festivalen, at de bedste oplevelser ofte gemmer sig dér, hvor man mindst regner med at finde dem.