Reklamefilm er ærlig snak

Snakken går lystigt rundt om de gamle træborde beklædt med mønstrede voksduge. Klokken er tolv middag, og Giraffen, et lille, typisk provins-værtshus, er fyldt med mennesker, der drikker øl og synes at more sig. Bag bardisken står kromutter og snakker med et par af stamkunderne. Pludselig går døren til værtshuset op, og der bliver helt stille, da tre hærdebrede rockere med solbriller, rygmærker og dødningehovedringe på fingrene træder ind i lokalet.

De ser bistre ud, og alle rejser sig og skynder sig mod døren, mens de kaster frygtsomme blikke i retning af rockerne. Da den sidste har forladt lokalet, går de tre mænd ned mod den fjerne ende af værtshuset, hvor toilettet befinder sig. Den ene af dem sparker resolut døren op og afslører en forvirret Polle, der sidder på toiletkummen med bukserne nede om anklerne og nu springer overrasket op.

”Tak,” lyder det fra Søren Fauli, der sidder i nærheden af døren med en lille monitor i hånden og følger begivenhederne, som de udspiller sig set med kameraet. ”I må godt være lidt mere bange for rockerne, når I går uden om dem. Det ville være skønt,” siger han til statisterne, som nu er kommet ind på værtshuset igen.

Jeg befinder mig i Haarby på Fyn, hvor Søren Fauli og et hold reklame- og filmfolk er i gang med den anden af i alt tre dage med optagelser til nye reklamefilm for Sonofon med Polle fra Snave og hans kammesjukker. Haarby ligger små 50 kilometer fra Odense. Med bus nummer 472 kan man komme til Snave, og der er kun syv kilometer til Glamsbjerg, en anden af Midtfyns små perler, hvor jeg for mere end 15 år siden tilbragte en uge i landbrugspraktik sammen med hele min klasse af blege Frederiksberg-drenge og -piger, der næppe havde set en ko på tæt hold. Jeg er virkelig kommet på landet.

Peter Stenbæk fra reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners er opvokset i Haarby, hans far er stadig bibliotekar i byen, og det er Peters barndomsoplevelser, der har inspireret til serien om Polle fra Snave. Sammen med Henrik Juul, Søren Fauli og to faste manuskriptforfattere, brødrene Jens Aage og Lars Andreas Pedersen, er Stenbæk den kreative kraft bag Polle-filmene. Stenbæk og Juul sidder bag monitoren, når kameraet ruller, og de er med til at tage de beslutninger, som Fauli fører ud i livet som filmenes instruktør.

Det er ikke første gang, at Søren Fauli og filmholdet er i Haarby, og byen er ved at være en rigtig professionel filmby, siger han. Den store lampe, der står foran Giraffen og sørger for, at der kan filmes indendørs, og filmbussen, som er parkeret lige i nærheden, bag noget, der ligner et forsamlingshus, vækker ikke længere opsigt i byen. Mange af statisterne er lokale Haarby-boere og har medvirket i flere Polle-film, og de fleste på filmholdet færdes med en hjemmevant selvfølgelighed, der afslører, at de har været her før.

”Man kunne have valgt at filme i et studie,” fortæller Fauli, ”men det giver en autenticitet at filme på location, som vi ikke ville have opnået i et studie. Det er noget, som folk i København ikke forstår, fordi de ikke interesserer sig for ting, der foregår uden for København. Men folk på landet forstår det.”

Satire over svagheder
To dage senere er Søren Fauli allerede i gang med at klippe den ene af de tre reklamefilm og tre spots, som optagelserne i Haarby skal resultere i. Efterarbejdet foregår hos Digital Film Lab, der holder til på et skarpt bevogtet toldområde i Frihavnen i København, og det er her, at instruktøren tager imod til en længere snak om sit forhold til reklamefilm.

Søren Fauli er uddannet instruktør fra Den Danske Filmskole i 1993 og har siden lavet en række satiriske kort- og dokumentarfilm, der alle handler om løgnen i de kredse, hvor Fauli selv har færdedes. Tv-filmen De skrigende halse er en satire over attituderne i punkmiljøet i 1980’ernes København; Den store kul-tur spidder i anledning af Kulturby 1996 indspistheden blandt den københavnske kulturelite, og Antenneforeningen handler om tolerance og fordomme i en mindre beboelsesejendom i København.

I teaterstykket Fiaskospiralen hudfletter Fauli en selvoptaget filmbranche, mens det går ud over tv-mediet i tv-serien På pletten. Og i tre opsigtsvækkende dokumentarfilm – Tvangsritualer, Forsmåelse og Supermaterialisme – sætter Fauli sig selv i centrum og udforsker uden nåde sine egne fobier og svagheder. Ikke mindst i forhold til Faulis karriere er Forsmåelse interessant, fordi den handler om en filminstruktør, Søren Fauli, der er både vred og skuffet over, at han ikke får lige så megen opmærksomhed og ros som den jævnaldrende kollega og filmskolekammerat Thomas Vinterberg.

For et par år siden instruerede Fauli sin første spillefilm, periodekomedien Grev Aksel, og året efter brugte instruktøren personerne fra sine Polle-reklamer i spillefilmen Polle Fiction, der blev finansieret af Sonofon. Ingen af de to film blev godt modtaget af kritikerne, selv om Polle Fiction faktisk endte med at sælge små 300.000 billetter.

Tager det sgu alvorligt
Men i de senere år har Søren Fauli hovedsageligt slået sine folder som instruktør af en lang række meget populære reklamefilm for Toms Chokolade, Kims Chips, Mazda, Punkt1, Sonofon og Ekstra Bladet.

Han spiller med i flere af dem og er ikke bange for at udstille sig selv som totalt kikset bilsælger (Mazda), som buttet chokoladeskildpadde (Toms) eller som håbløs tv-journalist på jagt efter opfinderen af Kims Chips. Det er morsomt, utraditionelt og ofte provokerende – som når han lader Sofie Stougaard give storkapitalen modstand og synge socialistiske slagsange i hårde hvidevare-reklamer (Punkt1) og tegner et alt andet end smigrende portræt af dansk erhvervs- og politikerliv i Ekstra Bladets Velkommen på forsiden-kampagne.

”Der er mange, som laver reklamefilm bare for at tjene penge, og de er egentlig ligeglade med det. Jeg kan ikke være ligeglad, for så ville det være fuldstændigt meningsløst. Man bruger jo tid af sit liv på det. En film er en film, uanset om den er kort eller lang. Jeg tager det sgu alvorligt.”

Søren Fauli har aldrig gjort tingene halvt. Lige nu kører han rundt i en Folkevognsboble malet som en chokoladeskildpadde, som han har fået stillet til rådighed af Toms Chokolade. ”Bilen var min ide,” siger Fauli, ”det er en pointe at vise, at jeg sælger ud. Det med at blotte sig selv er med til at skabe troværdighed og vise, at man står inde for det, man laver.”

Fauli fortæller, at det er vigtigt at forstå, at man er med til at sælge et produkt, når man laver reklamefilm. Det skal man synes er i orden. Man arbejder for andre mennesker og kan ikke opføre sig som en enerådende instruktør, der fører sine personlige visioner ud i verden. Udfordringen er at fortælle verden noget om de mennesker, man skildrer i reklamerne, og de firmaer, man reklamerer for.

”Det er fantastisk at møde marketingsfolk og en direktør fra en virksomhed, hvor der er en masse mennesker ansat. Det er en hel verden, som de mennesker bruger deres liv på, og det er berigende at få lov til at være en del af den verden. Hvis Folkevogn kom og spurgte, om jeg ville lave reklamefilm for dem, ville jeg springe op og juble, fordi jeg kan mærke, at der ligger en masse gode historier inde i en Folkevogn.”

Få folk til at græde
Søren Fauli begyndte at lave reklamefilm, fordi han blev spurgt, om han ville. Rygtet siger, at han udtænkte en kampagne for Yankie Bar, hvor salgsargumentet var, at kunderne af ren og skær medlidenhed skulle købe den danske chokolade, som i størrelse og smag efter hans mening slet ikke kunne måle sig med udenlandske Mars Bar. Cheferne var ved at tabe kæben af forbløffelse, og der kom da heller ikke nogen kampagne ud af det koncept. Men snart fik Søren Fauli andre opgaver, og i dag er han en af reklamebranchens mest efterspurgte instruktører.

”Hvis folk kommer og siger ’lav det’, så gør jeg det. Jeg elsker spilleregler, og det ærgrer mig, at jeg aldrig er blevet bedt om at lave en dogmefilm, fordi jeg bliver udfordret af spilleregler. Jeg begynder at lege, og når jeg begynder at lege, bliver det som regel godt.”

Det er forskelligt, hvor tidligt Fauli kommer ind i processen. Han har været meget med i udviklingen af reklamerne for Punkt1 og Ekstra Bladet, men i andre tilfælde laver de kreative på bureauet konceptet. Reklameserien med Kims Chips, som Fauli selv var med til at udvikle, blev hans gennembrud:

”De glittede lifestyle-reklamer har været store engang og bliver det sikkert igen. Men reklamefilmserier fungerer godt, for når folk kender karaktererne, har du deres opmærksomhed fra starten, og det er vigtigt, fordi der er så kort tid at fortælle i. Folk skal ikke til at orientere sig først. Derfor kan du med det samme begynde at fortælle det vigtige.”

På samme måde er det nemmere at få folk til at grine af en 30-sekunders reklamefilm end at få dem til at græde. ”En reklamefilm, der kan få folk til at græde, vil helt sikkert virke, men den er svær at lave,” siger Fauli. ”Humor er et godt virkemiddel, og det samme er musik. Musikken giver en reklamefilm en gennemslagskraft, som gør, at man husker reklamen.”

Så lav selv film!
Det er ikke nemt at blive klog på Søren Fauli. Spørger man lidt kritisk til hans mange roller og selviscenesættelser, svarer han undvigende. Og når man forsøger at nærme sig emnet fra en anden vinkel, siger han: ”Du bliver ved med at spørge, indtil jeg svarer det, du gerne vil have … Folk kommer hele tiden og siger, at det er for meget. Jamen, så lav noget selv! Hvad skal jeg sige?”

Man kunne få den tanke, at Fauli måske føler, at han har svigtet punkeren og aktivisten, der gav fingeren til alle former for hykleri. Men det er ikke tilfældet, understreger han.

”Reklamer er mere ærlige og langt mindre forløjede end tv. Før reklamerne kommer der et skilt, hvor der står, at det her er reklamefilm. En vare skal sælges. Den præmis forstår folk, men det er sværere at gennemskue budskabet i de egentlige tv-programmer. De er designet til at få folk til at blive hængende på kanalen, det er svindel og humbug,” siger Fauli og understreger, at det naturligvis er vigtigt for ham at kunne stå inde for de produkter, han reklamerer for.

”Der er mange kulturfolk, som hader Ekstra Bladet, men jeg kan godt forsvare at lave reklamefilm for avisen. Det er en nødvendig avis, fordi det er en af polerne i det danske presse-billede."

"Og jeg vil hellere betro Ekstra Bladet den plads end nogen, der er ti gange værre. Ekstra Bladet har en moral. Det kan godt være, at de gør nogle vilde ting og går over stregen engang imellem, men jeg tror, at de vil os det bedste.”

Politisk reklame
Da Søren Fauli for et par år siden blev ringet op af Det Radikale Venstre, fik han mulighed for at arbejde mere politisk.

”De spurgte, om jeg ville lave kampagnefilm for dem, og inden de nåede at spørge færdig, svarede jeg ja – og at jeg straks ville melde mig ind i partiet. Jeg havde lyst til at gøre noget mere politisk, og i en sådan situation har reklamen en stor betydning. Det at reklamere for en virksomhed med en masse ansatte er et indirekte samfundsanliggende, mens det at arbejde for et politisk parti er et direkte samfundsanliggende.”

Reklamefilmene har paradoksalt nok bragt Søren Fauli den anerkendelse, han aldrig har fået med sine ”rigtige” film, dokumentar- og spillefilmene. Han virker ikke bitter, men måske kan en smule skuffelse spores i hans stemme?

”Det er rigtigt, at mine egne film aldrig har fået samme anerkendelse som reklamefilmene. Jeg har én gang deltaget i en filmfestival med Supermaterialisme – and that’s it! Forsmåelse er ikke engang blevet vist på tv. Det er vildt irriterende.”

En planlagt filmversion af det satiriske teaterstykke Fiaskospiralen bliver ikke til noget, heller ikke en film skrevet sammen med Fay Weldon. I stedet er Fauli i fuld gang med at udvikle andre filmprojekter, og han tror, at de bliver gode, ikke mindst dokumentarfilmen Min morfars morder, der handler om Faulis morfar, som under Anden Verdenskrig blev slået ihjel af en dansk nazist.

”Jeg har lært meget af at lave to spillefilm, og jeg tror, jeg kan lave meget, meget bedre film nu. Folk der kritiserer mig … så lav noget selv! Man kan prøve at se, om Min morfars morder bliver en latterlig og overfladisk film. Det tror jeg ikke, de vil synes”.