Fusk med stemmer til Marco Effekten
Marco Effekten er kommet skidt fra start, kunne vi i går skrive om den nyeste film i Afdeling Q-serien.
Billetsalget har i åbningsweekenden ikke været i nærheden af forgængerne, og på hjemmesiden kino.dk har brugere været ude med riven efter filmen.
Alligevel havde Marco Effekten i går en flot brugervurdering på 4,9 ud af 6 stjerner baseret på næsten 1000 stemmer. Det virkede noget mistænkeligt, for i kommentarsporet gav de fleste én eller to stjerner og havde hårde ord til filmen, hvor Ulrich Thomsen er ny Carl Mørck.
Redaktøren på kino.dk, Daniel Bentien, bekræfter over for Ekko, at der er blevet fusket. Mange af stemmerne er ikke reelle, men hvad der præcis er sket, er uklart.
”Nogle har omgået den måde, vi normalt undersøger det her på. Der er blevet pillet med tallene på en eller anden måde, så nu skal vi se på, hvad der ser mystisk ud,” siger Daniel Bentien.
”Vi kommer til med hård hånd at slette ratings, som ser suspekte ud, og så må vi se, om det er halvdelen af stemmerne, eller hvor meget det er. Det er en manuel opgave, der skal igangsættes, men der skal tyndes ud,” fortæller redaktøren for kino.dk.
I skrivende stund er brugervurderingen for Marco Effekten røget fra 4,9 til 2,8. Og efter at have renset ud i de suspekte bedømmelser er det samlede antal faldet fra omkring 900 til 298.
Balance i regnskabet
Både den forrige film i Afdeling Q-serien, Journal 64, og Thomas Vinterbergs biografsucces Druk har på kino.dk fået omkring 1200 brugerstemmer.
Det er blot lidt flere end Marco Effekten, som trods kun en lille uge i biografen havde fået næsten 1000 stemmer.
For Journal 64 og Druk er der en sammenhæng i tallet for brugerstemmer og antallet af stjerner, som brugere, der har skrevet en anmeldelse, giver.
Men for Marco Effekten var det tal helt skævt før oprydningen. Stjernegennemsnittet for dem, som har skrevet en anmeldelse af Marco Effekten, er 1,7. Dermed er der nu kommet mere balance i regnskabet.
Det er ikke til at sige, hvem der står bag det kærlighedsfyldte cyber-angreb.
Fans af forfatteren og publikumshungrende biografer kunne have interesse i at booste filmens omdømme, men den spegede sag skal der nok en efterforsker af Carl Mørcks kaliber til at opklare.
Kommentarer