Nyhed
07. maj 2022 | 16:43 - Opdateret 07. maj 2022 | 17:35

Rektor fyret efter chokerende dokumentar

Foto | Herlufsholm Skole
Rektor Mikkel Kjellberg erkendte, at der var problemer på Herlufsholm Skole, men han kritiserede TV 2-dokumentaren for at skabe et ensidigt og urigtigt billede af en volds- og krænkelseskultur på skolen.

Herlufsholms rektor er blevet afskediget, efter TV 2-dokumentar har afsløret en voldskultur på skolen og fået Ekkos anmelder til at kræve hans afgang.

Af Claus Christensen

”Hvis ikke skolens rektor bliver fyret på gråt papir, eller skolen simpelthen bliver lukket – sådan som man ville gøre, hvis det var en eller anden muslimsk friskole med så meget gak på skolegangen – er der noget rivravruskende galt med etikken hertillands.”

Så klar i spyttet var Ekkos anmelder, forfatter og præst Kristian Ditlev Jensen, da han i går gav seks stjerner til TV 2-dokumentaren Herlufsholms hemmeligheder.

Dagen efter er rektor Mikkel Kjellberg blevet afskediget af skolens bestyrelse.

”Bestyrelsen har besluttet at afslutte samarbejdet med rektor Mikkel Kjellberg,” lyder det i en pressemeddelelse.

Mikkel Kjellberg insisterede ellers så sent som i går aftes i Deadline på DR2, at han var den rette til at gøre op med mobning, vold og krænkelser blandt eleverne. Han har i næsten tre år været rektor på skolen i Næstved, hvor han har været tilknyttet siden 1999.

Kjellberg erkendte sager med krænkelser, men han kritiserede samtidig dokumentaren for at tegne et ensidigt og urigtigt billede af en volds- og krænkelseskultur på skolen.

Det var ikke mindst rektorens udtalelser i dokumentaren, som fik Ekkos Kristian Ditlev Jensen til at tale med store bogstaver i sin anmeldelse og efterfølgende i et interview med Ekstra Bladet.

”Til sidst sidder man og tænker: Kan det her snart blive værre? Og ja, det kan det. For mødet med skolens ledelse – i skikkelse af den rædselsslagne rektor Mikkel Kjellberg – er om muligt endnu mere grotesk,” skrev Kristian Ditlev Jensen i anmeldelsen og fortsatte:

”Som var det den katolske kirke og alle dens notoriske overgreb imod børn om igen, er de ansvarlige voksnes reaktion på uhyrlighederne, at de skam ikke rigtigt findes, at man sådan set ikke rigtigt kender til dem – selv om man åbenlyst gør og formentlig har gjort det siden 1565 – og at man såmænd har styr på det hele og gør alt, hvad man kan.”

Kronprinsparret kræver handling
Også en lang række andre mennesker reagerede i går på dokumentaren, blandt andre politikere og kongehuset.

”Det er utilgiveligt. Ingen dreng eller pige i Danmark skal udsættes for vold, overgreb, systematiske krænkelser eller voldtægt. Og slet ikke på en skole, hvor trygheden for det enkelte individ burde være et indiskutabelt grundvilkår,” skrev statsminister Mette Frederiksen på Facebook.

Kronprinsparret Frederik og Mary, hvis ældste søn, sekstenårige prins Christian, i øjeblikket går på skolen, krævede øjeblikkelig handling.

”Det er hjerteskærende at høre om systematisk mobning og om den krænkelses- og voldskultur, som mange har været en del af. Det er helt uacceptabelt,” udtalte det royale par.

Uforbeholden undskyldning
Bestyrelsen har efter dokumentaren holdt et ekstraordinært møde. I pressemeddelelsen giver man de krænkede en uforbeholden undskyldning.

”Jeg kan på vegne af en samlet bestyrelse sige, at vi er meget påvirkede af de udtalelser, vi har hørt i udsendelsen fra TV 2, fra unge mennesker, som gennem årene har været udsat for meget voldsomme oplevelser her på skolen,” udtaler Torben von Lowzow, der er formand for Herlufsholm Skole.

”Jeg vil gerne, på vegne af bestyrelsen, sige undskyld og beklage dybt, hvad de har været udsat for. Både dem, der står frem i udsendelsen, og som vi skylder en tak for deres mod, og til andre som har haft lignende oplevelser,” siger formanden.

Bestyrelsen meddeler, at man har iværksat en handlingsplan.

Den kontroversielle præfekt-ordning, hvor ældre elever er opsynsmænd for yngre elever, vil blive afskaffet. Det samme gælder traditioner, der kan føre til fysiske eller psykiske krænkelser, herunder den såkaldte PØ-kamp, hvor yngre og ældre elever kæmper om Paradis-øen.

Sovesalene bliver ændret, så alle kostelever kan sove på eget værelse. Der vil blive oprettet en whistleblower-ordning, og ledelsen vil blive udvidet med en medarbejder, der får til opgave at sikre trivsel på skolen.

Ingen hellige køer
Bestyrelsen meddeler tillige, at man har igangsat to uafhængige undersøgelser – en advokatundersøgelse og en trivselsundersøgelse. De undersøgelser kan få konsekvenser for bestyrelsen, understreger formanden.

”Vi er nødt til at gøre helt grundlæggende op med alle forhold på skolen, der kan have været med til at skabe den usunde kultur, som udsendelsen beskriver,” siger Torben von Lowzow.

”Der er ingen hellige køer. Heller ikke for bestyrelsens eget vedkommende og vores fremtid på skolen. Men vi ser det som vores ansvar, at vi nu følger en plan helt til dørs, som kan sikre skolen og ikke mindst vores elever.”

Vicerektor Martin Arvedlund vil forestå den daglige ledelse, indtil en ny rektor er fundet.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko