Religion er vanvid forklædt som fornuft

Biblen er historiens mest populære bog.

En god del af verdens 2,2 milliarder kristne bekender sig til dens lære og ser den som Guds hellige skrift. Og så er bogen fyldt med gode historier, som er blevet en uendelig inspirationskilde for den kulturelle verden.

Det er netop blandingen af en kristen opvækst mikset med en fascination af Biblens fortællemæssige kvaliteter, som har fået tyske Dietrich Brüggemann til at lave Korsvejen, der har biografpremiere i morgen. Den får fem stjerner og bliver kaldt grusomt rørende og betagende smuk af Ekkos anmelder.

Korsvejen handler om religiøs opofrelse i en moderne verden. Hovedpersonen er fjortenårige Maria, hvis familie tilhører den strikse og ultrakonservative, katolske gruppering Sankt Pius X. Teenageren befinder derfor sig i et krydsfelt mellem den gammeldags, dogmatiske religion og det moderne liv, hvor de færreste af hendes klassekammerater forstår trospligtskab.

Smertens vej
”Jeg blev konfirmeret i Sankt Pius X, ligesom Maria gør i filmen, så jeg kender til hele den verden og systemet,” fortæller Dietrich Brüggemann på en Skype-forbindelse fra sit hjem i Berlin.

”Jeg havde ikke planlagt at lave en film om den oplevelse, men idéen ramte mig pludselig under Berlinalen i 2010: En historie bygget op omkring de fjorten korsveje, Jesus krydsede på sin vej til korsfæstelsen, men fortalt i en moderne kontekst.”

Den første af de fjorten stationer på Jesu’ Via Dolorosa – Smertens Vej – er, da han dømmes til døden af Pontius Pilatus. Herfra må han igennem mange lidelser, før han til sidst lægges i graven.

Maria, spillet med imponerende gravitas af debutanten Lea van Acken, må ligeledes frygtelige prøvelser igennem på sin frelserfærd. Hvor Jesus var på mission for at redde hele menneskeheden, er Marias færd mere jordbunden, men ikke mindre opofrende: Hun vil give sig selv til Gud for at helbrede sin stumme lillebror. Derfor stopper hun med at spise og bliver efterhånden mere og mere afkræftet.

Fan af Roy Andersson
39-årige Dietrich Brüggemann er født i München og studerede fra 2000 til 2006 på filmskolen Babelsberg.

Hans første spillefilm, Neun Szenen – der, som titlen antyder, består af ni scener i statiske indstillinger – kom på Berlinalen i 2006, og siden har han været i Berlin med alle sine foreløbigt fire spillefilm.

Den aktuelle Korsvejen var nomineret til Guldbjørnen på sidste års Berlinale og vandt en Sølvbjørn for bedste manuskript.

Til at fortælle den bibelske historie lod Brüggemann sig inspirere af nogle af europæisk films største nulevende auteurs.

Særligt svenske Roy Andersson, biografaktuel med En due sad på en gren og funderede over tilværelsen, skinner igennem i den stærkt formalistiske æstetik: Fjorten tableauer med et minimum af kamerabevægelse.

”Jeg har altid været fascineret af de her lange, faste kameraindstillinger, så naturligvis er jeg fan af Roy Andersson,” siger Brüggemann.

Hanekes katolske tænkemåde
Mens Andersson var den primære æstetiske inspiration, spillede den østrigske mester i mådehold, Michael Haneke, en rolle for filmens indhold.

”Jeg læste en interview-bog om ham, og han er ganske autoritær. Hans måde at tænke på – striks og med en bestemt logik – er faktisk meget katolsk, så han mindede mig om en jesuit-præst.”

Sammenstillingen mellem logik og religion vil mange nok finde mystisk, men for Brüggemann er religion mere en rationel rettesnor for god livsførelse end spiritualistisk søgen efter mening med livet.

”Katolske præster ser sig selv som intellektuelle og siger altid, at religion ikke behøver være spirituelt og touchy-feely. Katolsk tro er et meget logisk system. Der er et regelsæt som i et boldspil.”

Den guddommelige komedie
Efter at være vokset op med ekstrem religion tæt på livet er Dietrich Brüggemann i dag ateist. Dog hører han ikke til bevægelsen af meget åbenmundede religionskritikere.

”Jeg har stærke holdninger til religion, men på den anden side forstår jeg også de her mennesker. Religion handler om at forme et fællesskab, hvilket er en god ting. Der er ikke nogen grund til at gøre grin med almindelige mennesker, der bare vil følge deres tro og bede til gud. Men når religion dræber folk, bør man fortælle historier om det.”

Brüggemann fortæller livligt og er i det hele taget stik modsat sin spartanske og tilknappede film. Det kom derfor ikke bag på ham, da især de engelske anmeldere kaldte hans film en komedie.

”Der er altid humor i den her form for fejlslagen kommunikation. Det er brutalt og tragisk, men samtidig er det også sjovt,” siger han.

Korsvejen er også en spids satire over religiøs dogmatik. Men snarere end tro retter satiren sig mod den kultiske form, tro indtager i mindre fællesskaber.

Den katolske kirke i Tyskland har faktisk taget godt imod filmen. Den har nemlig selv problemer med Sankt Pius X, der ikke følger kirkens moderniseringsproces, fortæller Dietrich Brüggemann.

”Det er nemt at gøre grin med tro, for religion er vanvid forklædt som fornuft. Der er en fjollet eventyr-kerne, men den er klædt ud som en normal del af livet. Omvendt er satire fornuft forklædt som vanvid: Man tager klovnetøj på for at kunne sige noget alvorligt.”

Som sendt fra himlen
Mens idéen til filmen kom til Brüggemann som et lyn fra en klar himmel, lod også castingen til at være hjulpet på vej af guddommelig indgriben.

”Jeg troede, at jeg skulle caste 6000 børn ligesom Haneke gjorde i Det hvide bånd. Det føltes nærmest for nemt, da Lea bare dukkede op og var perfekt,” fortæller han.

Lea van Acken er troværdig i samtlige filmens lange indstillinger, der krævede meget af skuespillerne, men gav lige så meget igen.

”Skuespillerne elskede det. Det var næsten en spirituel oplevelse at se dem – som når et orkester rammer alle toner perfekt under en optræden,” siger instruktøren.

Det er i sig selv imponerende, når skuespillere præsterer så koncentreret i lang tid ad gangen, men for Brüggemann var stilen langt mere end en gimmick.

”Du kan ikke bare klippe væk og gøre filmen til et stykke underholdning. Du er nødt til at blive i scenen så længe som nødvendigt. Den handler lige så meget om familie som religion, og man kan ikke bare forlade sin familie, så publikum kan heller ikke forlade scenen.”

Filmreligion
Det religiøse spiller en rolle i Dietrich Brüggemanns liv på en noget anden måde nu, hvor barndommens kirkeritualer er blevet erstattet af en anden form for religiøst ritual.

”Folk samles til filmfestivaler, som var det en religiøs begivenhed. Der er en højestepræst, festivallederen, der nærmest er som en pave. Så er der præsterne, som fortæller folk, hvad der er godt og skidt, altså kritikerne. Endelig er der helgenerne, som er de store auteurs, der forgudes.”

”Her er søndagsritualet, at man går til en kedsommelig tre-timers filmvisning søndag morgen, hvorefter man kommer ud og føler sig som et fællesskab,” griner den tyske instruktør.

Og i hans næste film bliver der mere at grine af. Han arbejder nemlig på en komedie med titlen Heil, der handler om nynazisme og den dårlige tyske samvittighed.