Nyhed
06. maj 2020 | 17:08

Remake af verdens næstbedste film

Foto | Stanley Cortez
Den falske prædikant Harry Powell (Robert Mitchum) har LOVE og HATE tatoveret på hver hånd i skuespilleren Charles Laughtons eneste film som instruktør.

Filmselskabet Universal har planer om at genindspille Charles Laughtons mirakuløse mesterværk, The Night of the Hunter.

Af Claus Christensen

Filmbranchen er altædende, og nu er en af filmhistoriens helligste køer på vej til at blive slagtet.

Skuespilleren Charles Laughton debuterede som instruktør i 1955 med The Night of the Hunter.

Den blev både en fiasko hos publikum og kritikerne, men siden er filmens omdømme bare vokset og vokset. Og da det anerkendte, franske filmtidsskrift Cahiers du Cinéma i 2008 kårede verdens bedste film, kom Laughtons mesterværk ind på en andenplads efter Orson Welles’ Citizen Kane.

Det er filmselskabet Universal, der med Matt Orton (Operation Finale) som manuskriptforfatter arbejder på en genindspilning.

Der foreligger ikke megen information om projektet bortset fra, at det er planen at lave en moderne version og ikke et periodedrama, oplyser branchebladet Variety.

Skønhed og horror
The Night of the Hunter er en film, der ikke rigtigt ligner noget andet i filmhistorien.

Handlingen foregår i 1930’ernes West Virginia under Depressionen. Den falske prædikant Harry Powell opsøger en enke og hendes to børn for at få fingrene i deres arv.

Da det mislykkes, slår han moren ihjel og indleder en jagt på børnene, der flygter i en båd på floden og søger ly hos en ældre, kristen kvinde, som ikke stikker op for bollemælk.

Vi taler om den evige kamp mellem det gode og det onde, og The Night of the Hunter kan bedst beskrives som en mareridtsagtig eventyrfortælling. Den er blevet fortolket som en bibelsk allegori, men er først og fremmest en hypnotiserende historie set gennem de to børns øjne.

”Få film har kunnet matche dens mærkelige blanding af skønhed og horror, frygt og begær, eventyrfantasi og psykologisk virkelighed. Det er måske den mest bemærkelsesværdige skildring af barndommen (en kombination af skræk, uskyld og modig eventyrlyst) i filmhistorien,” skriver den britiske kritiker Geoff Andrew i The Film Handbook.

En umulig opgave
Robert Mitchum spiller skurken, der har tatoveret ”LOVE” og ”HATE” på sine fingre, mens stumfilmstjernen Lillian Gish inkarnerer børnenes beskytter.

Hun var D.W. Griffiths vigtigste skuespiller, og The Night of the Hunter henter netop inspiration fra hans landlige melodramaer, samtidig med at den sort-hvide film trækker på tysk ekspressionisme.

Det er kort sagt en skønhedsåbenbaring, hvor nærmest hver eneste af fotografen Stanley Cortez’ billedindstillinger kunne være et maleri i sig selv.

Instruktører som Guillermo del Toro (The Shape of Water) og Joe Dante (Gremlins) har fortalt om deres enorme begejstring for Charles Laughtons instruktørdebut, som trist nok blev hans eneste film bag kameraet.

Matt Orton og co. har påtaget sig en umulig opgave, men forhåbentlig kan de vække et moderne publikums interesse for klassikeren.

Guillermo del Toro om The Night of the Hunter

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko