Odense-vinder: Ren ondskab findes ikke

Det er en af det 20. århundredes mest gyselige mordsager.

I 1993 blev den toårige James Bulger ført bort fra et indkøbscenter i Liverpool af et par tiårige drenge, Jon Venables og Robert Thompson, der senere torterede og dræbte ham.

Sagen udløste landesorg, og er i dag ætset ind i englændernes nationale bevidsthed som det ultimative eksempel på afstumpet ondskab.

”Jeg mener, vi bør fordømme mere og forstå mindre,” udtalte premierministeren John Major dengang.

Det er den mentalitet, som irske Vincent Lambe går i rette med i sit hårdtslående dokudrama Detainment, der lørdag aften vandt hovedprisen på Odense International Film Festival.

Filmen følger afhøringerne af de to drenge efter mordet, og her ser man ikke to voldspsykopater, men et par små drenge, der ved, at de har gjort noget utilgiveligt.

”Tabloidpressen holdt dem op som eksempler på ren ondskab,” siger den 38-årige instruktør, da vi taler sammen kort før prisoverrækkelsen i Odense.

”Men jeg tror ikke, ondskab eksisterer i den forstand. Det var en ond handling, men det var et par tiårige drenge, der udførte den.”

Mørkt og følelseskoldt
Den irske instruktør var selv tolv år gammel dengang, og han husker tydeligt chokket, da man fandt frem til morderne. Da en ven nævnte sagen for nogle år siden, blev han ramt af det samme gys, og det vakte en fascination, der fik Vincent Lambe til at dykke ned i alt, der var skrevet om sagen.

”Da jeg nåede til transskriberingerne fra afhøringerne, ventede jeg at finde noget mørkt og følelseskoldt. Men jeg opdagede noget, jeg følte, andre overså: den menneskelige historie bag mordet.”

”Mange føler, det er forkert at anerkende forbrydernes familier og deres smerte. Folk har aldrig villet se sagen i det lys. Men jeg begyndte at opfatte det som en tragedie, der ikke kun ramte én familie, men tre.”

”Den tanke kunne jeg ikke få ud af hovedet. Jeg tænkte på historien, når jeg gik i seng, og når jeg stod op. Men på det tidspunkt vidste jeg ikke, at det var en film.”

Tre familiers tragedie
Nøglen til historien blev ikke at brodere på sandheden. Overhovedet. Dialogen, gestikken, kostumerne, lokaliteterne, drengenes anger og mangel på samme er hentet ordret fra enten afhøringerne, politirapporterne eller de otte minutters lydoptagelse, der blev frigivet i forbindelse med retssagen.

Dokudramaet er en mere virkelighedsnær tilgang end den i Boy A fra 2007, der også er inspireret af mordet på James Bulger. Vincent Lambes film er ikke baseret på en virkelig historie, som han flere gange understreger. Den er en virkelig historie.

”Vi gennemgik hver scene for at sikre os, at vi kunne kalde den autentisk. Vi ville ramme virkeligheden så tæt som overhovedet muligt, mens vi selvfølgelig stadig skaber en struktur, der fungerer som en kortfilm. Man kan ikke bare stikke publikum en stak af retsakter,” siger Vincent Lambe med et smil.

”Så hvis nogen har et problem med filmen, er det i virkeligheden et problem med sagen. Jeg synes, det ville være skønt, hvis filmen kunne vække debat – om sagen.”

Nogle, der kunne have et problem med filmen, er de pårørende, men Lambe valgte tidligt i processen ikke at involvere dem. ”Vi ville fortælle en historie, der var upartisk, så det var vigtigt for os at træde et skridt tilbage.”

– Har de set filmen?

”Nej, men jeg har tænkt meget på det. Jeg har så meget sympati for dem, og jeg håber ikke, de føler, at filmen er ufølsom. Det er tre familiers tragedie, men det skal ikke forstås sådan, at jeg på nogen måde vil forklejne den smerte, James Bulgers familie måtte gennemleve.”

Skræmmer børnene
Autenticiteten gør kun skuespillet af de elleveårige hovedroller så meget desto mere imponerende. Det er hjerteskærende og følelsesladede præstationer, der samtidig er præcist tilrettede virkeligheden.

”Folk nævner altid børnene,” siger Vincent Lambe stolt. ”Jeg har arbejdet med casting i mange år og været agent for børneskuespillere. Det var mit reservejob, mens jeg forsøgte at starte en instruktørkarriere. Så jeg har lavet tusindvis af børneauditions, og det var skidegod træning.”

Særligt er det Jon, der vækker publikums modvillige sympati, når han desperat hikstende forsøger at skubbe sin skyld fra sig. Ely Solan havde aldrig spillet skuespil før. I dag har han en travl karriere.

”I filmen udspørger politifolkene drengene helt roligt, men til prøverne bad jeg skuespillerne om virkelig at skræmme børnene. Det overraskede dem altid, og til sidst havde Ely tårer i øjnene. Det var fantastisk,” siger instruktøren med et lumsk smil.

”Men jeg lod ham ikke græde igen, før vi optog. Da havde han så en masse indestængte følelser, og det gjorde, at vi fik en virkelig rå præstation.”

– Det kunne lyde traumatiserende for små drenge at skulle tage sådan en rolle på sig.

”Altså, deres forældre havde forklaret dem sagen i korte træk. Jeg spurgte også, om de havde nogle spørgsmål, og de havde mange. Det første var altid: ’Hvorfor gjorde de det?’”

Skulle imponere hinanden
Det spørgsmål er sagens kerne, men det fylder ikke meget i Detainment. Afhøringerne skal bare klarlægge hvad og hvordan, og Vincent Lambes mission er først og fremmest at gendrive myten om, at de gjorde det af ren og skær ondskab.

Men hvorfor så?

Svaret findes, insisterer instruktøren, og drengenes dysfunktionelle forhold bruges tit som en case for psykologer. ”Det er bare svært at formidle på 30 minutter.”

”Meget af det skyldes Roberts familie. Faren tæskede moren, og hun forsøgte at begå selvmord. Da han forlod hjemmet, begyndte hun at frekventere pubben og blev alkoholiker. Uden opsyn blev Robert tæsket af sin storebror og tæskede selv sin lillebror. Da han og Jon er i indkøbscentret, siger han: ’Lad os få fat på en baby, jeg har ikke tæsket én i evigheder.’”

”Robert havde opbygget et image som en hård negl, og Jon var ivrig efter at imponere sin ven. Så snart de havde et mål – at skaffe en baby – turde ingen af dem tabe ansigt.”

Adgang til reklamefilm
Vi snakker sammen i Kulturmaskinens café, hvor instruktøren sidder med ryggen til prisshowets røde løber. Et par timer senere holder han festivalens hovedpris på scenen, på én gang forlegen og pavestolt.

Det er en stor hæder, og endnu en fjer i hatten for Detainment, der tidligere på året vandt både prisen for bedste kortfilm og juryens særpris på den såkaldte Cannes Lions-festival.

”Jeg vågnede næste dag med indbakken fuld af invitationer fra folk, der ville snakke om min fremtid,” fortæller instruktøren. ”Siden da har jeg haft møder med en masse reklameselskaber.”

– Reklamer?

”Ja, Cannes Lions-festivalen er arrangeret af reklamefolk. Så der er mange døre, der åbner sig for mig inden for reklamebranchen.”

– Arbejder du også på noget mere fiktion?

”Nå-ja, jeg har masser af idéer,” griner den prisbelønnede instruktør. ”På længere sigt ville jeg elske at instruere drama igen. Men på kort sigt vil jeg gerne arbejde inden for reklamebranchen.”

Han trækker lidt på det.

”Men måske helst for noget velgørenhed.”