Debat: Retorisk analyse af en lortekronik

To kronikører efterspørger logisk argumentation i ligestillingsdebatten i dansk film, da de ikke synes, at den foregår på et oplyst grundlag.

Hvis der er noget, jeg elsker, så er det retorisk redelighed og ordentlig argumentation. Derfor synes jeg, at det er spændende at undersøge, om de selv lever op til det deliberative ideal, de efterspørger.

Her kommer en retorisk analyse af Niels Nørløv og Kåre Fogs Ekko-kronik Feministisk luskeri honoreres med Bodil-pris.

Autoritetsstempel
Som retorikere starter vi altid med at se på den situation, der går forud for teksten. Den består grundlæggende af tre ting: emnet, modtageren og afsenderen.

Der er dog stadig stemmer i debatten, som ikke er enige i Det Danske Filminstituts målsætning om at skabe en bedre kønsbalance i dansk film, da de grundlæggende ikke anerkender det pågældende problem.

Næste punkt er modtageren af kronikken. Kronikkens læsere er højst sandsynligt interesserede i den danske filmbranche eller selv en del af den. Ellers kan jeg simpelthen ikke se, hvorfor man ville gide læse så lang en bøvs på nettet.

Sidst, men absolut ikke mindst har vi afsenderne: Niels Nørløv Hansen og Kåre Fog.

Ifølge retorisk teori skal afsenderen være troværdig, før vi overhovedet gider lytte. Afsenderens etos er i dette tilfælde sammensat af Niels’ slægtskab med filmbranchen, som bakkes op af hans krediteringer som filminstruktør, og Kåres videnskabelige baggrund.

På den måde bliver Niels’ manglende kendskab til kønsstudier og feministisk forskning bakket op af Kåres ”bøger om feminisme og humaniora”. Kåres manglende tilknytning til filmbranchen, bliver ligeledes bakket op af Niels’ filmfaglige triumfer som Min søsters børn.

Det hele formidles effektivt til os med to styks faktabokse med tilhørende sort-hvide portrætter, der emmer af kølig objektivitet og autoritet. Det er smart.

Med situationen på plads synes jeg, at vi skal bevæge os videre til selve analysen. Jeg har udvalgt de tre fokuspunkter, der er mest dominerende i kronikken.

Det, vi siger, er rigtigt!
En af Niels og Kåres primære påstande er, at kvinder i dansk film ikke diskrimineres, men tværtimod bliver begunstiget.

Men belægget for deres påstand er ikke en logos-appel (som de ellers selv efterspørger hos Christina Rosendahl), men derimod en etos-appel. De har efter sigende skrevet en minutiøs kronik, hvilket fungerer som belæg.

Deres argument er bygget op således: Danske filmkvinder diskrimineres ikke (påstand), fordi vi siger det (belæg).

Hjemlen må da være: Det, vi siger, er rigtigt.

De gendriver selvfølgelig også det mest truende modargument, de kan få øje på: alle andre artikler, der er skrevet om ligestilling i dansk film.

Hvordan kommer de så stor en bevisbyrde til livs? Med et ad hominem-angreb, der stempler alle andre journalister som ukritiske og uopmærksomme i deres arbejde. Dermed bliver Niels og Kåres etos-bårede argument til:

Danske filmkvinder diskrimineres ikke, fordi vi siger det, og vi er de eneste, der er kritiske og opmærksomme.

Samme fremgangsmåde ser vi også senere i teksten, da de gendriver argumentet om de blinde orkester-auditions. På dette tidspunkt har Niels og Kåre kørt sig selv i stilling som minutiøse videnskabsmænd, der afskyr fejlslutninger og udelukkende forholder sig til logiske argumenter.

Når de siger: ”En af os har nøje gennemgået den afhandling fra 2000, som beskriver spilleprøver med og uden forhæng. Den viser ikke det, der påstås, tværtimod,” så argumenterer de faktisk ikke ud fra logos, men ud fra etos.

De fortæller intet om metode eller resultater af deres sofabordsafhandling, men siger bare: Stol på os!

Det stærke etos-appel er en effektiv strategi, hvis man ønsker at være stemmesamlende, det vil sige mobilisere sine potentielle tilhængere, der allerede deler ens standpunkt – det, professor Christian Kock kalder en ”ideologisk sutteklud”.

Etos-appel er typisk ikke en effektiv strategi, hvis man ønsker at være stemmeflyttende og sigter på at overbevise modstanderen om ens standpunkt. Uanset hvad intentionen er med etos-appellen, er argumentationen ikke funderet i logos, selv om de efterspørger det hos deres modstandere.

Ligestilling i gåseøjne
En anden ting, der gennemsyrer teksten, er et skarpt optegnet fjendebillede. Dette ses både på det tekstnære niveau og i argumentationens opbygning.

På det tekstnære niveau bliver deres modstandere konsekvent kogt ned til alliterationen ”filmfeminister”. Allerede i tekstens titel bliver disse filmfeminister forbundet med noget negativt, nemlig luskeri.

Hele vejen igennem bliver de nævnt i forbindelse med en hel stribe af udyder: mangel på logisk sans, ubegavethed, de væver, de bruger sværmeriske begreber, de fortæller vandrehistorier, de er hykleriske, og de fremfører uvidenskabelig dokumentation.

Niels og Kåre får tilmed omformuleret det, man normalt ville kalde solidaritet eller fællesskab, til ”lusket gruppe-egoisme”.

Det skarpt optegnede fjendebillede bliver hjørnestenen i det gennemsyrende ad hominem-argument. Ad hominem-argumenter søger at miskreditere modstanderne og tillægge dem skumle motiver, hvilket er en klassisk retorisk fejlslutning.

Niels og Kåre får blandt andet effektivt miskrediteret filmfeministerne ved at putte samtlige af deres fagtermer i gåseøjne, hvilket får deres argumenter og begrebsapparat til at lyde latterligt og utroværdigt.

Faktisk er hele ligestillingsdebatten nærmest sat i gåseøjne: ”ligestilling”, ”videnskabelige” undersøgelser, ”systematisk forskelsbehandling”, ”kvindelige rollemodeller” og ”strukturel diskrimination”.

Selv fagpersoner fra kønsforskningen og ligestillingsarbejde bliver miskrediteret, da de kun ”efter sigende har kompetencer inden for ’ligestilling, ligebehandling og antidiskrimination’”. Gåseøjnene siger højt og tydeligt en ting: Filmfeminister ved ikke noget om ligestilling, heller ikke dem, der ved noget om ligestilling.

Til ad hominem-argumenter hører både stråmænd og konspirationsargumenter, hvilket vi også finder flere steder i teksten. For eksempel i den dunkle udtalelse: ”Filmfeministerne nævner ikke længere kønskvoter. Dét, ved man godt, er et politisk selvmål, og det er højst sandsynligt ulovligt.”

Her antydes det, at filmfeminister faktisk har et skjult motiv om kvoter, men at de bare ikke siger det højt. Sneaky Mom, som barnet siger på YouTube.

Et konspirationsargument finder vi, da Niels og Kåre placerer en intention om propaganda i kernen af Christina Rosendahls arbejde. På den måde får de sat lighedstegn mellem feminismens metoder og totalitære regimers.

Hvis man ikke allerede frygter filmfeministerne, så gør man det i hvert fald nu.

Haglgevær-strategien
Den sidste ting, der er værd at fremhæve, er den flerstrengede argumentationsform med mange sideordnede argumenter.

Vi har argumentet om kvinders optagelse på andre studier, der skal styrke én pointe. Så har vi argumentet om udvalgets uretfærdige sammensætning, som skal styrke en anden pointe, og så har vi argumentet om filmfeministernes fejlagtige brug af udenlandske undersøgelser, som skal illustrere en tredje pointe.

Det er bare enkelte af de utallige spredehagl, som Niels og Kåre skyder mod deres modstandere. Er disse argumenter baseret på logos? Nej. Samlet set udgør de endnu et autoritetsargument, der finder sit belæg i afsenders etos: Vi har mange argumenter, stol på os!

Denne strategi betegnes som ”haglgeværet” i bogen Retorik der flytter stemmer. De mange argumenter har intet fast fokus, og de underbygger ikke kronikkens grundlæggende påstand om, at Christina Rosendahl ikke fortjener sin Bodil.

Effekten er lidt som en confundus-besværgelse i Harry Potter-universet: Modtageren fatter ikke helt, hvad der har ramt dem.

Haglgevær-strategien er typisk mindre effektiv, hvis man ønsker at omvende ens modstandere, da den er inkonsekvent og ikke forholder sig til sagens substans. Niels og Kåre lader flere postulater stå ubesvarede, for eksempel at ”kvinder er ikke mere undertrykte end mænd i dagens Danmark”.

Det er uredeligt set ud fra det deliberative ideal. Hvis man allerede er enig i postulatet, så prædikes der for de frelste, men hvis du er af den modsatte overbevisning, er det en provokerende påstand, der ikke bakkes op af hverken belæg eller hjemmel. Niels og Kåre giver dermed ikke deres modtagere argumenter, de kan bruge i en reel afvejning af for og imod.

Dæmonisering
Efterlever Niels og Kåre så ”det logiske ideal”, de efterspørger hos deres modstandere? Svaret er nej.

Deres argumentation er båret af etos-appeller og ad hominem-argumenter. Ikke desto mindre er teksten effektiv som stemmesamlende, da den uden tvivl vil styrke en masse negativt konservative i, at feminister er latterlige.

Af samme grund lykkedes det desværre heller ikke teksten at være stemmeflyttende, da den simpelthen dæmoniserer deres modstandere og ikke svarer på argumenterne for, at Christina fortjener en Bodil.

Uanset om man ser teksten ud fra Niels og Kåres egne kriterier for ordentlig debat eller almene, retoriske kriterier om redelighed, så har de skrevet en lortetekst.