Advokat: ”Film om Sara Omar er fabrikeret”

Den voldsomme konflikt mellem instruktør Manyar Parwani og forfatter Sara Omar er gået ind i en ny fase.

Forfatteren mener ikke, at Parwani har lov til at bruge optaget materiale til en kritisk film. Det skal Retten på Frederiksberg nu tage stilling til.

I 2018 startede Manyar Parwani og Sara Omar sammen på et dokumentarprojekt, som skulle skildre forfatterens pludselige berømmelse takket være udgivelsen af debutromanen Dødevaskeren, som har solgt over 100.000 eksemplarer.

Bogen er et opgør med en konservativ, kvindeundertrykkende muslimsk kultur, som hun i interviews ikke lægger skjul på, at hun har erfaring med på egen krop.

Men efter over et års optagelser kan parterne ikke enes om, hvilken retning filmen skal tage. Den 3. august 2019 meddeler Sara Omar, at hun ikke længere har tillid til, at Parwani og hans producer, komikeren Omar Marzouk, kan løfte projektet.

Overdrivelser og løgne
Manyar Parwani lægger i første omgang projektet ned, men genoptager siden filmen uden sin medvirkendes samtykke.

Han vil nu lave en film, der skal afsløre, hvordan Sara Omar ifølge instruktøren har baseret sin kunstnerkarriere på overdrivelser og direkte løgne om sin fortid i den muslimske kultur.

Det har fået Sara Omar til at gå til fogedretten for at få filmprojektet stoppet, før det er kommet til verden.

I mandags fandt det første retsmøde sted i Retten på Frederiksberg, og efter afhøring af Sara Omar er der ifølge Ekkos oplysninger aftalt to retsmøder mere til januar næste år.

Efter ønske fra Sara Omar har retten valgt at behandle sagen for lukkede døre.

”Jeg har desværre ingen kommentarer, imens sagen kører, da den i øvrigt foregår for lukkede døre. Så jeg må under ingen omstændigheder udtale mig om selve sagen,” skriver Manyar Parwanis advokat, Asaf M. Fazal, i en sms til Ekko.

Forsøg på censur
Omar Marzouks advokat, Tyge Trier, har til gengæld talt med Politiken. Advokaten mener, at Sara Omar forsøger at udøve censur.

”Man går på forhånd ind og lægger sin hånd på værket og siger, at denne her film slet ikke må redigeres og klippes og publiceres. Man siger stop på forhånd,” udtaler Tyge Trier og fortsætter:

”Spørgsmålet er, om de her sager skal køre i Pressenævnet, ved domstolene, når de har været vist, eller om man på forhånd skal ind og sige: ’Nej, det her kan slet ikke benyttes. Sara Omar benytter den tungeste ende af værktøjskassen.”

Filmmagasinet Ekko har forgæves forsøgt at komme i kontakt med Tyge Trier.

Han var involveret i en på visse punkter lignende sag, da han var advokat for det danske selskab Plus Pictures, som nægtede at klippe Anja Olsen ud af Into the Deep, selv om dokumentaren om ubådsmorderen Peter Madsen ifølge Olsen var skadelig for hendes helbred.

Siden valgte Netflix, der finansierede filmen, at gå imod selskabet og imødekomme Anja Olsens ønske.

Dilettantisk
For Manyar Parwani og Omar Marzouk handler sagen om ytringsfrihed og retten til at lave en kritisk film om Sara Omar. Forfatterens advokat, Erik Nyborg, har en helt anden tilgang.

”Jeg synes ikke, at den ytringsfrihedsmæssige diskussion er særligt relevant i den her sag. Den drejer sig i langt højere grad om, hvad der konkret er sket,” siger Erik Nyborg til Ekko.

– Men kan Tyge Trier ikke have ret i, at det er censur at ville stoppe dokumentaren. Det virker, som om Sara Omar har noget, hun for alt i verden vil skjule?

”Der er flere grunde til, at Manyar Parwarni og Omar Marzouk ikke har ret til at vise filmen. Den mest banale grund er, at de ikke har rettighederne til det optagede materiale. De påstår, at de har rettighederne, men det har de ikke.”

”Deres rettighedshåndtering er i det hele taget den mest dilettantiske, jeg nogensinde har set. Og jeg har som erfaren filmadvokat set rigtigt mange filmkontrakter.”

Instrueret adfærd
Filmen skulle produceres af Anagov Diary IVS, som Rasit Ufuk Tas er eneejer af. Kontrakten udløb den 1. november 2018, hvor Rasit Ufuk Tas ønskede at træde ud af projektet.

Manyar Parwarni og Omar Marzouk oprettede et nyt selskab, Anagov Diary Documentary (i dag: Anagov D ApS), men Sara Omar underskrev ikke den kontrakt, som filmskaberne præsenterede hende for.

I den nye kontrakt omtales projektet som ”en dokumentarisk spillefilm”.

”Parwani og Marzouk har misligholdt aftalen om filmen,” siger Erik Nyborg. ”Og så kan jeg henvise til, at Sara Omar i en tidligere pressemeddelelse om forbudssagen har oplyst, at hun under optagelserne blev tvunget til at fremkomme med ytringer og udvise adfærd, som var instrueret og fabrikeret af Manyar Parwani.”

– Men Manyar Parwani mener at kunne afsløre, at forfatteren grundlæggende er utroværdig. Så det er vel påstand mod påstand?

”Ja, det er det, retten også skal tage stilling til. Hvis man instruerer sin medvirkende til at sige noget usandt, så kan man nemt bagefter påvise, at personen har sagt noget usandt.”

– Sara Omar har i sit forfatterskab kæmpet imod social undertrykkelse. Er det så ikke selvmodsigende at ville stoppe en kritisk dokumentar?

”Hvis det, der er foregået i filmen, er fremtvunget og manipuleret, hvorfor skal man så tillade, at det bliver offentliggjort? Det havde været noget andet, hvis der var tale om en banal uenighed om fakta. Men kernen er, at det ikke er en dokumentarfilm. Det er en spillefilm, hvor Parwani har prøvet at instruere Sara Omar til at spille en rolle, der ikke er hende.”

– Det vil Manyar Parwani utvivlsomt benægte. Er der nogen dokumentation for den her påstand?

”Det kan jeg ikke sige. Det hører hjemme på de lukkede retsmøder.”

Dårlig dømmekraft
Det Danske Filminstitut havde planlagt at støtte dokumentaren, men er ikke længere en del af filmens finansiering.

”Hvis Manyar Parwani har lavet nogle optagelser i forståelse med Sara Omar til en bestemt brug og bruger dem i en anden sammenhæng, som hun har sagt, at hun ikke vil have, så udviser han dårlig dømmekraft,” har Filminstituttets direktør, Claus Ladegaard, udtalt til Ekko.

Sara Omar giver sin version af forløbet her. Trods adskillige henvendelser er det ikke lykkes at få Manyar Parwani i tale.