Nyhed
07. juli 2010 | 17:01

Reznor laver musik til Fincher-film

”Virkelig fucking god. Og dyster!” siger frontmanden fra Nine Inch Nails om The Social Network, som han har lavet musikken til.
Af Andreas Straarup

Egentlig ville Trent Reznor have taget fri efter længere tids turné med sit rockband Nine Inch Nails.

En turné, der blandt andet bragte ham forbi sidste års Roskilde Festival.

Men sådan kom det ikke til at gå. Instruktøren af Seven og Fight Club, David Fincher, lokkede nemlig med et tilbud, som Reznor ikke kunne afslå.

”David Fincher begyndte at forhøre sig om, jeg kunne være interesseret i at lave musik til hans kommende film, The Social Network," skriver Reznor på sin hjemmeside.

Manuskriptet fængede
Han var til at begynde med skeptisk over for ideen om at filmatisere historien om Facebooks tilblivelse. Men han indvilligede alligevel i at læse manuskriptet, som er skrevet af Aaron Sorkin (A Few Good Men).

”Da jeg så læste manuskriptet og blev klar over, hvad han havde gang i, sagde jeg farvel til den ferie, jeg havde planlagt,” skriver Trent Reznor.

Han fik fat på sin faste samarbejdspartner Atticus Ross, og sammen har de netop færdiggjort lydsiden til filmen, som han beskriver som ”virkelig fucking god. Og dyster!”

Bestseller bag filmen
The Social Network er baseret på en bog fra 2009 af Ben Mezrich.

Bogen bærer den sigende titel The Accidental Billionaires: The Founding of Facebook, A Tale of Sex, Money, Genius and Betrayal, og den blev allerede en bestseller kort efter sin udgivelse.

I filmen skal Jesse Eisenberg, der er kendt fra The Squid and the Whale, spille Facebook-stifter Mark Zuckerberg. Rollelisten tæller også Justin Timberlake som Sean Parker, der har været præsident for Facebook.Inc.

Men formentlig tager filmen sig visse friheder med hensyn til den historiske nøjagtighed.

Grådig Zuckerberg
Zuckerberg er ikke selv involveret i projektet, der efter sigende fremstiller ham som en grådig og nærmest sociopatisk figur.

Han har angivelig indkaldt til flere krisemøder, fordi han forudser, at filmen vil ødelægge det gode image, som han har forsøgt at opbygge.

The Social Network har dansk premiere den 14. oktober.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko