”Jeg vil spille helten – ikke terroristen”
Rhassan Muhareb vidste fra barnsben, at han ville være skuespiller.
Det begyndte med storidolet Jean Claude Van Damme i slåskamp-klassikeren Bloodsport. Som dreng så Rhassan Muhareb filmen to gange om dagen, før han løb ned for at finde sine venner og efterligne kampene resten af dagen.
Talentet for kampsport førte ham dog i en anden retning. Han er professionel MMA-udøver og thaibokser med over 160 kampe under bæltet. Men ligesom forbilledet Van Damme har han nu taget turen ind i filmens verden.
Rhassan Muhareb spiller hovedrollen i kortfilmen Partisan, hvor han trækker på erfaringen som professionel kæmper.Det har kastet en flot nominering som bedste mandlige skuespiller ved Ekko Shortlist Awards af sig.
Her dyster han med kendte skuespillere som Besir Zeciri og Nicolai Jørgensen, og det gør Rhassan Muhareb særdeles glad, at en rolle så tæt på ham selv bliver anerkendt.
”Partisan lå lige til højrebenet for mig. Det er en historie, som kunne være min egen. Jeg kunne identificere mig med rollen med det samme, og jeg følte virkelig, at jeg gjorde den til min egen,” siger Rhassan Muhareb.
”Det har også været den respons, jeg har fået fra omverdenen, og det gør mig utroligt stolt. Nogle gange må man godt sige ’fuck janteloven’ og klappe sig selv på skulderen. Især når man også bliver Ekko-nomineret.”
De svære valg
Partisan er instrueret af stortalentet Jahfar Muataz, dersidste år var i spil med gyseren Kaboos, som blev nomineret for bedste fotografering.
I år er Partisan blevet nomineret i flere kategorier, og filmen er med i kampen om Shortlist Prisen, Publikum Prisen og for bedste originale musik.
Rhassan Muhareb spiller Soufian, en tidligere verdensmester i thaiboksning, som siden sin fars død har mistet lysten til at kæmpe.
I stedet arbejder han hårdt for at forsørge sin mor og holde sin lillebror Elias ude af det dårlige miljø omkring dem. Til slut står det dog klart, at han er nødt til at træffe et svært valg.
Rhassan Muhareb har ligesom hovedpersonen oplevelser fra et barskt miljø i rygsækken.
”Jeg har jo selv været en rod. Jeg har bevæget mig i de miljøer, som man ser i Partisan. Og det er virkelig sådan, at livet til tider er ret komplekst, og der kommer svære valg at træffe,” fortæller Rhassan Muhareb.
”Dog har jeg altid følt, at mit moralske kompas var i orden. Vi er jo alle eksperter i at lave undskyldninger for os selv for at tillade vores opførsel. Men hvem har ret til at sætte normen?”
Din succes er min succes
Det var et tilfælde, at Rhassan Muhareb endte med at spille rollen som Soufian, der takket være sin fortid nyder respekt på gaden.
Under et personalemøde fik han et opkald om en film, hvor man stod og manglede en fighter. Kunne det være noget for Rhassan Muhareb? Resten af personalemødet følte den vordende skuespiller sig flyvende.
Og han besluttede at give alt til Partisan. Han skaffede også hjælp til castet ved at få sin svigermor ind i rollen som hovedpersonens mor. Rollen som lillebroren gik til en ung mand, som Rhassan Muhareb i sit virke som socialpædagog havde været kontaktperson for.
”Jeg arbejder med socialt udsatte unge, og jeg sagde til ham, at jeg havde en mulighed til ham. Man skal bruge de kort, man har på hånden, til at hjælpe andre og trække hinanden op. En af mine leveregler er, at din succes er min succes,” fastslår Rhassan Muhareb.
Men han lærte også en vigtig lektie af Partisan, nemlig hvor hårdt et arbejde skuespil egentlig er.
”I slutscenen inde i kampsportshegnet, hvor jeg græder og kalder på min bror, gav jeg fuldstændigt slip. Jeg levede mig så meget ind i scenen, at jeg fik tårer i øjnene. Jeg tænkte bagefter, at jeg er på rette kurs.”
Oprøret mod stereotyper
En vedvarende kritik af den danske filmbranche er, at nydanskere altid optræder i meget stereotype roller. Som gangstere, terrorister eller komiske typer med gebrokne accenter.
Det kan Rhassan Muhareb nikke genkendende til.
”Jeg gider ikke være terroristen. Jeg ved, at jeg kan mere end det. Derfor siger jeg nej til roller, der føles som typecasting, medmindre jeg får tilbudt en rolle, som jeg kan se udviklingspotentiale i,” siger Rhassan Muhareb.
”Partisan viser jo ikke en kriminel, men en sympatisk fyr, som prøver at komme igennem hverdagen. I fremtiden vil jeg virkelig gerne spille helteroller. Jeg vil gerne være god og redde nogle,” lyder det fra skuespilleren.
”Nu har jeg ikke lavet så meget endnu, men der lader til at være sket forbedringer i forhold til typecasting. I dag får folk lov at spille alt muligt. Det giver de unge mennesker håb og kan få folk ud af et dårligt miljø – ved at vise dem, at alle kan være med.”
Kaffe med Amin Jensen
Efter gennembruddet med Partisan kan Rhassan Muhareb nu afsløre, at der blandt andet er kommende samarbejdsmuligheder med en instruktør fra Liverpool.
Og herhjemme arbejder han på et filmprojekt med komikeren Amin Jensen, der blev kendt som tv-vært i en række programmer i 00’erne.
”Jeg er i gang med en spillefilm sammen med Amin Jensen, som efter at have set min showreel tilbød mig en rolle i hans film. Jeg var hjemme hos ham, hvor vi drak kaffe sammen,” fortæller Rhassan Muhareb.
”Jeg er så glad for, at skuespil kom ind i mit liv. Jeg mangler ikke noget, men lige nu er min barnedrøm ved at udvikle sig, og det kunne ikke være sket uden det fantastiske hold fra Partisan.”
Rhassan Muhareb
Født 1982 i Kalundborg.
Startede til kampsport som fjortenårig og vandt i 2012 verdensmesterskabet i MMA.
Har siden 2005 som socialpædagog arbejdet med socialt udsatte og kriminalitetstruede unge.
Spiller små roller i Underverden og tv-serien Alfa.
Nomineret som bedste mandlige skuespiller ved Ekko Shortlist Awards for sin rolle i Partisan.
Kommentarer