Nyhed
11. okt. 2018 | 19:52

Ridley Scott instruerer sci-fi-serie

Foto | Gage Skidmore
Trods 80 år på bagen har Ridley Scott en science fiction-serie med titlen Raised by Wolves i støbeskeen. Tidligere har karrieren budt på genreklassikere som Alien og Blade Runner.

Den britiske science fiction-legende arbejder på serie om en menneskekoloni opfostret af androider.

Af Frederik Bakkerud

Med klassikere som Alien og Blade Runner på cv’et er Ridley Scott en af science fiction-genrens allerstørste instruktører.

Han fylder 81 år til november, men har alligevel et stykke sci-fi i støbeskeen. Det drejer sig om en ny serie, der får titlen Raised by Wolves.

Aaron Guzikowski lægger manuskript til serien, der produceres for tv-stationen TNT. Han har tidligere udmærket sig med thrilleren Prisoners, der blev aldeles velmodtaget herhjemme.

Det er ellers sparsomt med informationer om Raised by Wolves, der ifølge branchebladet Screen Daily handler om to androider på en mystisk planet, der opfostrer en koloni af menneskebørn.

Hoppede på spillefilmvognen
Med Raised by Wolves er der lagt op til Ridley Scotts første tv-serie siden 60’erne. I 70’erne hoppede han på spillefilmvognen og så sig aldrig tilbage – før nu!

Alien (1979) og Blade Runner (1982) er gået over i historien som lysende mesterværker, men den britiske instruktør har ikke nået samme højder siden.

Gladiator og Thelma & Louise er mindre undtagelser, men spørgsmålet er, om Ridley Scott simpelthen er past it, eller om han stadig kan begå mesterlig science fiction?

Prometheus fra 2012 var ikke det store comeback, men med en talentfuld manusforfatter i ryggen er der måske håb forude.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko