Nekrolog: Klaus Rifbjerg 1931-2015

Klaus Rifbjerg udgav langt over 200 bøger, og det bliver en krævende opgave for litteraturkritikken at gøre status. Selv var forfatteren forholdsvis nøgtern i bedømmelsen af sit enorme output:

”Jeg har aldrig været i tvivl om, at det stormaskede net, som til sin tid vil blive holdt under mit samlede oeuvre, vil lade mængder slippe igennem til glemsel i det sorte rum,” hedder det i livsreportagen Sådan.

Men midt i uoverskueligheden af bøger skal det ikke overses, at Rifbjerg også spillede en central rolle i dansk film.

Faktisk havde han som ung mand, i midten af 1950’erne inden han for alvor fandt sit forfatterkald, ansættelse på Mogens Skot-Hansens Laterna Film, hvor han dog straks blev klar over, at han ikke skulle være filminstruktør.

Han var med til at lave diverse dokumentarfilm og industrifilm og havde underholdende oplevelser med at levere mindre optagelser til Hollywood-filmen Anastasia, som dog ikke brugte materialet.

De nye filmtrends
I 1958 vakte hans første roman, Den kroniske uskyld, opsigt med sin skildring af ungdommen. Temmelig dristigt syntes man dengang, og året efter skrev han manuskript til den jævnaldrende Palle Kjærulff-Schmidts De sjove år om studenterlivet på Egmontkollegiet. En film, som ganske vist efter Rifbjergs mening ”hverken dengang eller nu var eller er særlig sjov”.

Der var i 60’erne generelt en stærk filmentusiasme hos den yngre forfattergeneration.

Leif Panduro, Anders Bodelsen, Peter Seeberg, Henrik Stangerup og ikke mindst Rifbjerg tog filmmediet til sig. I en periode var han filmanmelder, først ved Politiken, siden ved tidsskriftet Vindrosen, som han redigerede sammen med Villy Sørensen og gjorde til en af 60’ernes vigtigste kulturelle manifestationer.

Det var her, han med begejstring og engagement skrev om de nye trends i den europæiske filmkunst, den franske nybølge og den italienske modernisme, som revolutionerede filmsproget og filmkulturen. De vigtigste anmeldelser er samlet i bogen Rif. (1967).

Det er ikke til at bære
Samarbejdet med Kjærulff-Schmidt fortsatte efter den lidt konventionelle begyndelse, og sammen startede de en veritabel dansk nybølge med Weekend (1962), det første og afgørende brud med den traditionelle folkekomedie.

Filmen tegner et desillusioneret portræt af de unge på 30 i deres usikre bane gennem sommernatten, hvor livsanskuelse og parforhold vakler.

”Der er ikke til at bære,” var den signifikante udgangsreplik, som forfatteren Erik Knudsen polemisk modsagde med et skuespil året efter: ”Det er ikke til at bære, hvis man ikke bærer over.”

Selv om filmen i dag virker noget anstrengt, så gik det åbenbart muntert til under optagelserne – at dømme efter Rifbjergs skildring i romanen Twist (1976). Og Weekend var en bedrift, som definitivt satte en ny kurs for dansk film.

Mesterværket
Rifbjerg og Kjærulff-Schmidt fortsatte med den Godard-inspirerede, men rigeligt bagatelagtige To om kærlighed i et hverdags-København og den Antonioni-agtige Historien om Barbara. Sidstnævnte var ifølge Rifbjerg ”en kvindefrigørelseshistorie, der aldrig selv kom fri af fortøjningerne”.

Men især stod de bag Der var engang en krig (1966), hvor de brugte deres egne erindringer og erfaringer som pubertetsdrenge under besættelsen. Kombinationen af præcist husket opvækst og verdenshistoriske begivenheder af påfaldende udramatisk karakter skabte et af dansk films mesterværker.

Det var international nybølge spejlet i dansk virkelighed. Heltedrømme vekslede med våde drømme på Amagers villaveje.

Samarbejde med Balling
Rifbjerg samarbejdede på et par film også med Erik Balling, for så vidt en interessant kombination af folkelighed og modernisme. Det lykkedes med en vis originalitet i musicalen Jeg er sgu min egen (1967), hvor Daimi sætter sin hat, som hun vil, til toner af Bent Fabricius-Bjerre.

Siden var han manuskriptforfatter på filmatiseringer som Ole Roos’ Hærværk (1977) efter Tom Kristensen drankerklassiker, Max von Sydows Ved vejen efter Herman Bang og især Jan Troells mesterlige Den umulige drøm efter Sundmans roman om Andrées luftfærd og senest Dom over død mand.

Der kom også et par filmatiseringer af Rifbjergs egne ting. Bedst var Jonas Cornells tv-film Falsk forår, en mor/datter-historie, noget af det mere effektivt melodramatiske i forfatterskabet.

Edward Flemings Den kroniske uskyld (1985) var temmelig forfærdelig, men solgte alligevel 600.000 billetter. Erik Wedersøes Anna (2000) kom underligt post festum med sin filmatisering af kvindefrigørelsesromanen Anna (jeg) Anna.

Store Klaus og Lille Lars
Rifbjerg fortsatte også med at skrive filmkritik, blandt andet om Nils Malmros, der med sit rekonstruerede barndomsunivers har oplagte paralleller til Rifbjergs autofiktion. Rifbjerg priste Kundskabens træ (i tidsskriftet Levende Billeder), men var senest, som Ekkos læsere bemærkede, ganske kritisk over for Sorg og glæde.

Han har også skrevet engageret om Lars von Trier, som han opmuntrede helt tilbage i Triers ungdom i forbindelse med Triers upublicerede romanmanuskript. Han anmeldte Forbrydelsens element, Europa og Melancholia, og de to fandt sammen i et venskab på tværs af generationerne, foreviget i en række tv-udsendelser fra 2001, hvor Store Klaus og Lille Lars udfordrer hinanden med skarpe meninger.

Det sorte hul
Nu skal det litterære establishment overveje, hvor meget af Rifbjergs produktion, der skal havne i glemslens store sorte hul og måske allerede befinder sig dér.

Her noterer man sig, at den periode, hvor Rifbjerg skrev de bøger, der foreløbigt har haft stærkest gennemslagskraft – fra midt-50’erne til slut-60’erne – også var de år, hvor han var mest optaget af film.

Han er et af dansk litteraturs store sproglige genier, men han var også en af dansk films fornyere.