”Mange danskere er USA-liderlige”

Mens alle andre i sommeren 2018 var ude og nyde solen, befandt Rikke Louise Schjødt sig på en boksmadras overstrøet med meget tvivlsomme ”kaffepletter”.

Hun var netop hjemvendt fra New York, kæresten havde slået op, og tilværelsen føltes forfærdelig.

Sådan blev fundamentet lagt til tv-serien Limboland, der små to år senere nu får premiere på streamingtjenesten og tv-kanalen Xee den 12. april.

”Da jeg begyndte at forme idéen til Limboland, havde jeg det på mange måder mentalt skidt. Min egen forestilling om, hvordan mit liv skulle være, var lige røget en tur på gulvet,” fortæller i dag 28-årige Rikke Louise Schjødt.

Men den unge kvinde fandt med hjælp fra fiktionen styrken i sig selv til at vende situationen.

”Jeg har altid skrevet meget, og særligt i den periode var det den eneste måde at få styr på kaos-tankerne. Jeg skabte mening i det, der var meningsløst for mig. Det udviklede sig til Limboland. Ved at putte nogle af de ting, jeg selv gik og tumlede med, ind i fiktive karakterer, blev min egen krise en smule mere håndgribelig.”

Genforening
Karaktererne blev til Freja, Katrine og Nadja: tre veninder, alle midt i 20’erne, som hver kæmper med livet og at skabe sig en identitet.

Deres liv bliver bundet sammen på ny, da de mødes til en gymnasiegenforening, og deres venskab ender med at blive afgørende for hver deres fortsatte udvikling.

De tre kvinder er vidt forskellige, men har alle en snert af Rikke Louise Schjødt i sig. Og så spilles de af tre dygtige, unge skuespillere: Ekko Shortlist-vinderen Frederikke Dahl Hansen, Emma Sehested Høeg og Angela Bundalovic fra The Rain.

”Jeg kan se dele af mig selv i dem alle tre på forskellige måder. Men som udgangspunkt har karakteren Freja rødder i mig selv og mit eget liv,” fortæller serieskaberen, der fik en af landets mest talentfulde kvindelige skuespillere til at tage hovedrollen i Limboland.

”Karakteren har dog fået sit eget liv, som jeg har formet i fællesskab med Frederikke Dahl Hansen.”

Bryder tabuer
Unge kvinder, der går gennem hårde perioder i livet, er blevet en hyppig gæst på tv og film i nyere tid. Eksemplerne tæller små perler som amerikanske Girls og den danske DR-serie Doggystyle.

Men Rikke Louise Schjødt ser klare forskelle imellem Limboland og de andre serier.

”Jeg føler ikke, at jeg har set en dansk ungdomsserie, hvor dramaet på den måde sættes på spidsen, men samtidig behandler nogle meget relevante og nærværende tematikker,” siger hun.

”Limboland bryder med nogle tabuer og skildrer nogle komplekse karakterer, der ikke er entydige helte eller skurke. Og så synes jeg, at serien går til emnet uden at løfte pegefingeren belærende. Karaktererne er på ingen måde perfekte, og jeg vil gerne sætte fokus på de grimme sider, som vi alle besidder, men nok også skammer os over.”

Holder ofte med skurken
De grimme sider og det mørke i mennesker har altid fascineret Rikke Louise Schjødt. Det har hun før Limboland udforsket i tre kortfilm, der alle kan ses på Ekko Shortlist: At give slip, Distance og Når det rammer.

De to sidstnævnte er lavet, mens hun studerede på filmskolen NYU Tisch i New York, hvor hun gik fra 2014 til 2018.

Men selv om hun er uddannet i USA, har instruktøren ikke meget til overs for de moraliserende, primært amerikanske serier, som hun er vokset op med.

”Der skal altid være en moralsk belæring til publikum, hvor hovedpersonen har dårlig samvittighed til sidst, og det stejler jeg helt på. Mange danskere er USA-liderlige i en grad, som er helt vildt vulgær,” Rikke Louise Schjødt.

”Nogle gange træffer man et valg, og så må man tage den derfra. Vi fejler jo alle sammen, så det er totalt misvisende med et helligt, moralsk kompas. Jeg holder tit med skurken.”

Irriterende kønsdiskussion
Rikke Louise Schjødt påpeger, at selv om hendes serie er en historie om tre kvinder, er det ikke en kvindehistorie.

”Hele kønsdiskussionen er irriterende, for mænd oplever det samme som kvinder. Limboland handler om nogle mennesker, der prøver at skabe en fortælling om dem selv, og nederlaget sker, når de netop ikke lever op til deres egne forventninger. For jeg tror, mænd og kvinder oplever mange af de samme ting.” siger instruktøren.

”Kvinder og mænd i min generation er ikke så kønsopdelt. Mine karakterer er kvinder, men de er først og fremmest mennesker.”

Girls blev allerede i seriens første afsnit berømt for en sætning af hovedpersonen Hannah, spillet af serieskaber Lena Dunham: ”Jeg vil være min generations stemme.”

Replikken bliver fremført ungdommeligt naivt, og Rikke Louise Schjødt er godt klar over, at man ikke favner alle i et generationsportræt.

”Er kvinderne i Limboland et billede på hele min generation? Nej, men de er en del af min generation. Limboland piller ved facaden på en måde, som nogen vil få lidt angst af at se på, men det er kun sundt.”