Ringen er sluttet

Mens disse ord skrives, er der mindre end en måned til, at det hele er forbi. Efter 28 års utålmodig venten er ringen endelig sluttet, og vi kan alle læne os tilbage og slappe af. Fans kan kaste deres kærlighed på noget andet, og George Lucas kan gå i gang med at lave de små film, han altid gerne har villet lave, men som han har måttet udskyde på grund af den nu seks film store Star Wars-saga.
  
Jeg har ikke set filmen endnu, Star Wars III — Sith-Fyrsternes hævn, ingen har vist set den, men det kan kun blive stort. Det, der begyndte som en historie i hovedet på en ung, amerikansk filmstuderende, har siden premieren på den første film, Star Wars IV — Et nyt håb (1977), udviklet sig til et fænomen af ubegribelige dimensioner og en milliard-industri, der ud over selve filmene også omfatter legetøj, computerspil, tegneserier, bøger, merchandise og drømmene hos millioner af loyale fans verden over.
  
Forventningerne til Sith-Fyrsternes hævn er enorme, og dét selv om George Lucas, der selv har skrevet og instrueret de tre senest producerede Star Wars-film (som kronologisk er de første tre film i serien), i nogen grad skuffede sine tilhængere med Star Wars I — Den usynlige fjende (1999) og Star Wars II — Klonernes angreb (2002). Problemet er, mener mange, at Lucas hverken kan instruere skuespillere eller skrive replikker.
  
"Jeg er ikke nogen stor forfatter," har Lucas sagt. "Jeg prøver at fortælle en historie ved at bruge filmmediet, ikke ved at prøve at skrive et fantastisk manuskript. Jeg bruger manuskriptet som en rettesnor."

Jarmusch i stor målestok
Alligevel blev begge film gigantiske succeser på linje med de første tre film — der er kommet et par yngre generationer af fans til siden da. Og ikke mindst fordi Sith-Fyrsternes hævn nødvendigvis må blive den mørkeste af alle filmene og samtidig skal bygge bro til Star Wars IV — Et nyt håb, er der ingen vej udenom: Filmen skal bare ses. Verdensbyggeren Lucas har skabt et fantastisk univers og nogle genkendelige og elskelige karakterer, som vi bare må følge til den bitre ende. Og bitter bliver den, nu hvor Anakin Skywalker tager det sidste skridt ud over kanten mod Kraftens mørke side og forvandler sig til den Darth Vader, der gør livet svært for sine egne børn i den første trilogi, Et nyt håb, Imperiet slår igen og Jedi-ridderen vender tilbage.
  
"Jeg kunne ikke have den samme tone i farens trilogi, som jeg havde i børnenes trilogi," sagde Lucas til Vanity Fair, januar 2005. "Børn er begejstrede, naive. De er morsomme. Men fædre — og specielt fædre, der har valgt den forkerte vej — det er en langt mere dyster virkelighed."
  
Om noget har Star Wars-filmene i hvert fald gjort George Lucas økonomisk og kunstnerisk uafhængig af Hollywood, og det kan synes en smule paradoksalt, da han siden den første Star Wars-film i høj grad er blevet identificeret med filmbyen. Lucas er blevet beskrevet som en Jim Jarmusch i afsindig stor målestok, og faktum er da også, at han selv ejer rettighederne til alt, hvad der har med Star Wars at gøre, hvorfor han selv har kunnet finansiere de tre seneste film, som hver har kostet mere end 100 millioner dollars.
  
Da Lucas ville lave Star Wars i 1977, var der ikke mange, som troede på ideen. Ikke mindst fordi den opbyggelige historie var så radikalt anderledes i tone og udseende end tidens mange samfundskritiske og ofte kyniske film. Én producent, Alan Ladd jr. fra 20th Century Fox, kunne dog se Lucas' talent og gav ham pengene til filmen. Han fik kun 100.000 dollars i løn, men beholdt rettighederne til eventuelle efterfølgere og det på daværende tidspunkt uopdyrkede område for merchandise. Og det er i dag — små 30 år og yderligere fem film samt en uhyggeligt masse merchandise senere — den direkte årsag til George Lucas' unikke position. Kun vennen Steven Spielberg har samme grad af frihed og indflydelse i Hollywood.

Og netop de to er en af grundene til, at Hollywood forvandlede sig i slutningen af 70'erne, hvor de store selskaber lod kunst være kunst og i stedet koncentrerede sig om købmandskab. Eventfilm, blockbuster, popcornfilm — kært barn har mange navne, men groft sagt kun to fædre. Nemlig vennerne George Lucas og Steven Spielberg, der begge er vokset op med den slags popkulturel underholdning, som de hylder i deres voldsomt succesfulde film fra og med 1975, hvor Spielberg fik et rekordhit med Dødens gab.

Bilulykke ændrer alt
Det stod ikke skrevet i kortene, at George Walton Lucas jr. (født 14. maj 1944) skulle blive én af Hollywoods mest magtfulde mænd. Det stod ikke engang skrevet, at han skulle blive filminstruktør. Faktisk drømte Lucas om at blive racerkører, og selv om han som dreng nød at læse tegneserier og eventyrromaner, høre radio og se Jens Lyn og Buck Rogers på tv, brugte han som teenager og ung mand fritiden på at tune sin Fiat Bianchina.
  
Han var ikke nogen ørn i skolen, og han og vennerne cruisede hjembyen Modesto, California, tynd i jagten på piger, mens de hørte rock'n'roll — oplevelser, som Lucas siden skildrede i sin anden spillefilm, Sidste nat med kliken (1973). Men som 18-årig kørte han galt i sin bil og kom slemt til skade, hvilket knuste drømmen om at blive racerkører.

"Inden den første ulykke er man ganske ubevidst om faren, fordi man ikke er klar over, hvor tæt på kanten man befinder sig," siger Lucas i Marcus Hearns formidable og officielle biografi, The Cinema of George Lucas, der netop er udgivet. "Men når man først er røget ud over kanten, og det går op for én, hvad der er på den anden side, ændrer det ens perspektiv."
  
I stedet kastede Lucas sig over antropologistudier på universitetet og begyndte samtidig at fotografere de biler, han ikke længere turde køre ræs i. En ven foreslog Lucas at søge ind på University of Southern California (USC), og her i midten af 1960'erne studerede han filmfotografering og forelskede sig i filmmediet.
  
"Jeg opdagede, at det handlede om at lave film. Jeg syntes, det var vanvittigt. Jeg var ikke klar over, at man kunne lære at lave film på universitetet, men jeg forelskede mig hurtigt. Filmen kombinerede mit sociale engagement med mine interesser i kunst, tegning og fotografi, og det var et helt nyt medium, som jeg ikke vidste noget om."

Forsøgte montageteknikker
Lucas blev en del af et frodigt miljø og lærte mange af sine senere så vigtige medspillere at kende, blandt andet lydtroldmanden Walter Murch. Han begyndte at se film i stor stil og holdt mest af de udenlandske og de mere eksperimenterende film. Som han selv har formuleret det, så var han mest interesseret i "at vække følelser udelukkende med filmiske teknikker (...) Gennem hele min karriere er jeg forblevet en filmentusiast. Og selv om jeg har lavet film med en mere traditionel, fortællende struktur, har jeg altid forsøgt at fremkalde følelser ved hjælp af basale filmiske oplevelser."  

Den franske nybølge bredte sig også til det amerikanske universitetsmiljø, og i sine første filmskolefilm forsøgte Lucas sig med forskellige montageteknikker, ligesom hans politiske engagement skinnede igennem i produktionerne, blandt andet med afstandtagen til Vietnam-krigen. På det tidspunkt troede Lucas dog, at han skulle være enten filmfotograf eller dokumentarist, og i 1966 færdiggjorde han sin filmskolefilm 1:42:08, der følger racerkøreren Pete Brock under testkørslen af en Lotus.

Han lavede endnu en filmskolefilm, THX 1138 4EB (1967), en dyster science-fiction om en mand, der forsøger at undslippe et følelseskoldt overvågningssamfund. Filmen vandt førsteprisen ved National Student Film Festival. Efter filmskolen fik Lucas arbejde som kameramand for den legendariske titelsekvensskaber Saul Bass, der på det tidspunkt lavede sine egne film. Lucas mødte desuden Francis Ford Coppola, og mens han arbejdede som assistent på Coppolas roadmovie Flygtig som regnen — og tilmed optog en dokumentar om filmens tilblivelse — skrev han manuskriptet til sin første spillefilm, THX 1138.

På kant med Hollywood
THX 1138 (1971) følger stort set handlingen fra Lucas' filmskolefilm fra 1967. Filmen foregår i et sterilt fremtidssamfund, hvor fysisk kontakt mellem mennesker er forbudt, og hvor man sublimerer ved at se vold på fjernsynet. Hovedpersonerne, THX og LUH — lyder som 'sex' og 'love' — bliver spillet af Robert Duvall og Maggie McOmie, mens også britiske Donald Pleasence har en stor rolle.

THX 1138 blev produceret på Coppola og Lucas' nystartede filmselskab American Zoetrope med økonomisk støtte fra Warner Bros. Men da Warner Bros. så THX 1138, anede de ikke, hvad de skulle gøre med den filosofiske, svært tilgængelige, men også visuelt vældig interessante film. De prøvede sågar at klippe den om, hvilket gav Lucas den første af de mange dårlige oplevelser med det kontrollerende studiemiljø i Hollywood, som var en af grundene til, at han siden søgte sin absolutte kunstneriske og økonomiske uafhængighed. THX 1138 fik knap nok premiere, og Coppola stod nu i gæld til Warner Bros.

Coppola og Lucas forblev gode venner, og det var Coppola, der efter THX 1138 udfordrede Lucas til at lave noget "varmt og hyggeligt". Det blev til Sidste nat med kliken, der i høj grad var inspireret af Lucas' egen ungdom med biler og piger i Modestos gader. Coppola var i mellemtiden blevet en stor kanon takket være The Godfather (1972), og da han indvilgede i at være executive producer på Sidste nat med kliken, lykkedes det Lucas at få finansieringen på plads.

En testscreening blev modtaget med begejstring af det unge publikum, men filmens producent, Universal, var ingenlunde tilfreds. Så endnu engang måtte Lucas kæmpe hårdt og i nogle henseender forgæves for at lave den film, han havde lyst til. Sidste nat med kliken, et ret morsomt, nostalgisk coming of age-drama fuld af god musik og med kommende stjerner som Richard Dreyfuss, Ron Howard og Harrison Ford på rollelisten, blev dog en overraskende stor succes ved billetlugerne, og pludselig var Lucas nyslået millionær!

Lucas' eget imperium, centreret om The Skywalker Ranch i nærheden af San Francisco, hvor Lucas og hans store stab af betroede medarbejdere stadig holder til, begyndte at tage form.

Rødder i ældgamle sagn
Alligevel var det svært for ham at skaffe penge til sin næste film, et science fiction-fantasy-projekt med titlen The Star Wars. Selv om den fremsynede Alan Ladd jr. havde tillid til den da 33-årige Lucas, troede 20th Century Fox ikke på filmen, slet ikke da de så det færdige resultat, som ingen, heller ikke Lucas, havde forestillet sig skulle blive en af de største kassesucceser
i filmhistorien. I dag er der ingen tvivl om, at det, der begyndte som én film og blev til en hel række, altid vil stå som George Lucas' hovedværk. Både på grund af Lucas' teknologiske innovationer, der har været med til at forvandle filmbranchen, og det fantastiske univers, han har bygget op fra bunden.

Uden anden sammenligning i øvrigt er Star Wars en bedrift på linje med J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre. Ligesom Tolkien har George Lucas skabt en grænseløs verden med sin egen mytologi og indre logik, og Star Wars er da også mere fantasy end science fiction. Både Akira Kurosawas Den skjulte fæstning (1958), Jens Lyn og Errol Flynn har tjent som inspiration for Lucas, men det er mytologen Joseph Campbell, der har forsynet ham med grundmaterialet til Star Wars. I 1949 skrev Campbell bogen The Hero with a Thousand Faces, hvori han indsamlede og fandt fællesnævnere i heltesagn, folkeeventyr og religioner fra hele verden. Det inspirerede den tidligere antropo-logistuderende til at udtænke sin egen mytologi med rødder i de ældgamle sagn, religioner og arketyper.

"Den oprindelige inspiration til Star Wars var at skabe en moderne myte," siger Lucas i The Cinema of George Lucas. "Westerns var den sidste mytologiske genre, vi havde, men den døde ud sidst i 50'erne og begyndelsen af 60'erne, og ingenting havde erstattet den."
I Vanity Fair uddyber han sine tanker:

"Sidste nat med kliken handlede om udviklingen i samfundet. Det forandrede sig meget. Med Vietnam-krigen gik vi fra at være et meget idealistisk, patriotisk tænkende land til 'hallo, vent lidt, hvem bestemmer her? Tingene er ikke, som alle siger, de er. Vi vil sige fra over for systemet' (...) I Star Wars gjorde jeg det samme og erklærede, i forhold til generationerne, at det er op til sønnerne og døtrene, den nye generation, at rette op på den forrige generations fejltagelser. Man skal selvfølgelig tænke på, at dette blev skrevet i 60'erne, men det er stadig relevant. Det er et mytologisk motiv."

Lucas havde et fromt ønske om at give ungdommen noget at tro på, et moralsk holdepunkt i en kaotisk og kynisk verden med krig og bedrageriske præsidenter (Nixon).

Det er i den forbindelse værd at notere sig, at Francis Ford Coppolas antikrigsfilm Dommedag nu (1979) faktisk var et projekt, som Lucas fandt på og udviklede som en sort satire sammen med John Milius i begyndelsen af 70'erne. Lucas skulle selv have instrueret filmen, men den var umulig at få finansieret på et tidspunkt, hvor Vietnam-krigen stadig var i gang og gjorde alt for ondt.
  
Et andet stærkt motiv for Lucas er religion. Han har, siden han var ung, forsøgt at forstå, hvorfor der var så mange religioner, når der kun var én gud. "Den konklusion, jeg er nået frem til er," siger Lucas i dag, "at alle religioner er sande — de udgør bare forskellige dele af elefanten. Religionen er et middel for troen. Og tro er en vigtig del af, at vi forbliver stabile, forbliver afbalancerede." Det er ikke svært at se parallellen til Kraften i Star Wars, der gennemstrømmer alt i Lucas' univers, og som er en garant for fred og ro, hvis ellers der er balance mellem den lyse og den mørke side.

Fortjent retten til at fejle
Umiddelbart er det svært at forestille sig George Lucas vende tilbage til de små, intellektuelt udfordrende film, han drømte om at lave i begyndelsen af sin karriere.

Omvendt er Star Wars-eventyret ved at være forbi, og selv om der kan tjenes mange penge på filmene i fremtiden, beretter Lucas' filmiske fortid om en idealistisk filmskaber, der havde uafhængighed som sit største mål. Ser man tilbage på tiden siden 1977, har han både alene og sammen med Steven Spielberg været med til at finansiere og understøtte en lang række kunstneriske film. Kurosawas Kagemusha (1980) ville ikke eksistere, havde det ikke været for Lucas og Spielberg (en måde for Lucas at sige tak for inspirationen til historien i Star Wars), og Lucas har produceret smalle film som Coppolas Tucker (1988), Paul Schraders Mishima (1985) og Godfrey Reggios Powaqqatsi (1988).
  
Det var Lucas, der fik ideen til Indiana Jones-filmene, som med Spielberg i instruktørstolen er noget af det ypperste inden for underholdning lavet med hjerne og hjerte. Og i modsætning til mange af sine jævnaldrende — Scorsese, Coppola, De Palma — har Lucas aldrig ladet sig hyre til at instruere andres film. Han har kun lavet sit eget, og selv de dårlige af hans film — Howard, helten over alle helte (producer, 1986), Radioland Murders (manus, producer, 1994) — er blevet til i en tro på og kærlighed til materialet.
  
Skulle der ikke være nogen, som vil se de film, han har tænkt sig at bruge resten af sit liv på at lave, kan den nu 61-årige filmskaber også være ligeglad. "Jeg har gjort mig fortjent til retten til at fejle," siger han til Vanity Fair. "Det er basalt set, hvad jeg har tænkt mig at gøre. Jeg har penge nok lagt til side til at klare alderdommen. Fra nu af har jeg tænkt mig at lave film som THX 1138, som ingen gider se, der ikke er succesfulde, og alle vil sige, at jeg har mistet forstanden. Jeg elsker Star Wars, og det er et sjovt eventyr for mig, men jeg er klar til at udforske nogle af de ting, som jeg var interesseret i at udforske, da jeg var sidst i 20'erne."