Dag 1: Ritualer og rundkørsler

”Lev hver dag, som var det den sidste. En dag får du ret.”

Sådan lyder en af replikkerne i Woody Allens Café Society, som åbnede Cannes-festivalen onsdag formiddag. Ikke med et brag, men til almindelig tilfredshed for pressekorpset.

Festivalen er en begivenhed med sine faste ritualer, og det er lige før, at Woody Allen er blevet et af dem. En Cannes-festival føles ikke helt rigtig uden en ny film af auteuren, hvis personlighed gennemtrænger hvert eneste ord og billede.

Filmene kommer i en jævn strøm – én om året – og de er enten gode eller halvgode, men de er aldrig mindre end underholdende og interessante.

Lækkerbisken for øjet
Det gælder også Café Society, en bittersød komedie om den unge, jødiske Bobby Dorfman (Jesse Eisenberg), der i 1930’erne drager fra New York til Hollywood for at gøre karriere som et eller andet.

Han får arbejde som stik-i-rend-dreng for sin onkel Phil (Steve Carell), der er en magtfuld skuespilleragent. Men uheldigvis forelsker han sig i onklens assistent (Kristen Stewart), som er optaget til anden side, og før Bobby når at se sig om, er han involveret i et trekantsdrama.

Det er måske ikke årgangs-Allen, men man nyder alligevel hvert øjeblik af den panoramiske film, der tegner et billede af et glamourøst technicolor-Hollywood med cocktailparties, glædespiger og imposante magtmænd, som trækker i trådene.

Men instruktøren og mesterfotografen Vittorio Storaro tager os også med ind i en anderledes romantisk verden af hyggelige jazzklubber, små bodegaer og restauranter og lange slentreture ved havet. Det er en lækkerbisken for øjet, og Eisenberg er en perfekt stand-in for Woody Allen, mens Stewart er svær at stå for.

På behørig afstand
Jeg kom undervejs til at tænke på en af mine yndlingsfilm, Pigen med paraplyerne, der stiller spørgsmålet: Får vi den, vi elsker, eller elsker vi den, vi får?

Det samme gør Woody Allen, der selv lægger stemme til fortælleren. Denne beretter om de små mennesker, som træffer skæbnesvangre valg og både må leve med skylden og længslen efter det, de gik glip af.

Woody Allen plejer at være eminent til at indtale voice-overs, men denne gang er den overraskende svag og uengageret. Det er desværre også noget symptomatisk for filmen, der holder sig på behørig afstand af personerne og derfor heller ikke kalder på de store følelser.

”Jeg har de samme vaner, de samme arbejdsvaner, de samme fobier, de samme fornøjelser. Jeg tror ikke, at jeg har forandret mig særligt meget igennem årene,” har Woody Allen sagt til The Hollywood Reporter.

Al respekt for det, men hvor ville man dog ønske, at han på sine ældre dage havde modet til at bevæge sig ud af sin tryghedszone og skabe en film, hvor han satte alt på et bræt – som om det var hans sidste.

Incestuøst kredsløb
Et klippefast ritual på Cannes-festivalen er juryens pressemøde. Det foregår på førstedagen, og det er en sær begivenhed, hvor jurymedlemmerne holder kortene tæt ind til kroppen (de skulle jo nødigt sige noget, de kan blive holdt op på), mens pressekorpset leder efter de mindste guldkorn.

Lidt interessant blev det i år, da vores kollega på Berlingske, Kristian Lindberg, spurgte jurymedlem Mads Mikkelsen, hvad han tænkte, da det stod klart, at hans ven Nicolas Winding Refns film blev udtaget til hovedkonkurrencen.

”Jeg troede, jeg ville få en telefonopringning om, at jeg ikke kunne være i juryen. Jeg elsker Nicolas og hans film, men vil se The Neon Demon som enhver anden. Jeg er også modtagelig for bestikkelse,” sagde Mads Mikkelsen med et lumsk smil.

Det er unægteligt en lidt besynderlig situation, men den er ikke usædvanlig i Cannes, hvor prisvindere ofte dukker op senere i juryen. Man taler også om ”Cannes-familien”, som består af toneangivende instruktører og skuespillere, der gang på gang besøger festivalen med en film eller et jurykort, så det danner et incestuøst kredsløb.

Kontroversiel juryformand?
George Miller, der åbnede sidste års festival med Mad Max: Fury Road, er således formand for juryen i år. Han virker som en flink fyr, men man fik bange anelser, da han fortalte en historie om et tidligere juryjob i Cannes.

”Efter at have siddet i en jury mødte jeg en prominent, fransk kritiker. Jeg spurgte, hvad hun mente om juryens beslutning. Hun svarede, at den var som forventet. ’Så har vi gjort vores arbejde godt,’ sagde jeg. ’Nej, det er dårligt,’ replicerede hun. ’Hvis det ikke er kontroversielt, er det ikke interessant.’ Det tror jeg, at der er noget sandt i.”

Nej, hr. Miller, med al respekt: Det er filmene, som skal være kontroversielle, ikke juryens dømmekraft. En jurys opgave er at give Guldpalmen til festivalens bedste film, også selv om alle er enige om, at det er den bedste.

Skeletter ud af skabet
Dagens sidste ritual var pressevisningen af den første film i hovedkonkurrencen. En hård start med den rumænske Sieranevada, som varer næsten tre timer, men så sandelig også belønner den tålmodige tilskuer.

Stort set hele filmen foregår i en lille lejlighed, hvor en familie holder en mindehøjtidelighed for den afdøde far. Det udvikler sig mere og mere grotesk, efterhånden som skeletterne vælter ud af skabet, og selv om familiemedlemmerne hele tiden gør klar til at spise, får de stort set intet spist.

”Vi taler i ring,” lyder en replik, hvilket må siges at være en underdrivelse.

For sjældent har man set en film, hvor personerne har ævlet og kævlet og skændtes så meget uden at komme nogen vegne. Det understreges af kameraet, der indrammer dramaet i lange, ubrudte optagelser.

Lyder det kedeligt? Det er det ofte, men indimellem, og i stigende grad, er filmen faktisk meget morsom. Cristi Puiu (mest kendt for Hr. Lazarescus sidste rejse) er en stor satiriker, der også henter inspiration i Marx Brothers’ fysiske forvirringskomik.

Og der er næppe tvivl om, at personernes rundkørsel er en slags metafor for den spegede tilstand i Rumænien, der nok slap af med Ceaușescu, men ikke er kommet fri af fortiden. Et land, hvor ritualerne er ladet med dårlige minder.