Nyhed
20. jan. 2013 | 22:28

River Phoenix genopstår på Berlinalen

Foto | K.C. Bailey
River Phoenix døde i 1993 midt under optagelserne til Dark Blood, hvor han spiller en enspænder, der venter på jordens undergang. Nu er filmen endelig gjort færdig.

Nitten år efter River Phoenix’ død er hans sidste film klar til international premiere på Berlin-festivalen, hvor der også er både nye navne og gamle kendinge og dansk deltagelse med Bille August og Mads Mikkelsen.

Af Daniel Pilgaard

Der gik et chok gennem filmverdenen, da det 23-årige stortalent River Phoenix sent om natten 31. oktober i 1993 faldt død om foran en natklub i Hollywood.

Dødsårsagen var et hjertestop som følge af en overdosis kokain og heroin. 

Phoenix blev allerede som attenårig i 1988 nomineret til en birolle-Oscar for sin opsigtsvækkende præstation i Sidney Lumets Fælden klapper, og med rollen som trækkerdrengen Mike i Gus Van Sants My Own Private Idaho fra 1991 slog den unge skuespiller for alvor sit navn fast som Hollywoods nye guldfugl. 

Venter på jordens undergang
Inden den fatale nat var Phoenix ankommet til Hollywood for at indspille de sidste scener til den hollandske instruktør George Sluizers Dark Blood, der efterfølgende blev umulig at færdiggøre.

Men nu er filmen med nitten års forsinkelse blevet færdig udtaget til hovedprogrammet på årets filmfestival i Berlin. Dog uden for konkurrencen om Guldbjørnen. 

Den nu 80-årige hollænder gjorde sig internationalt bemærket i 1988 med den psykologiske thriller Spoorloos. Filmen handler en ung kvinde, der under en ferie med sin kæreste i Frankrig forsvinder ud i den blå luft, og den har en af filmhistoriens mest chokerende slutninger. 

Sluizer lavede en knapt så raffineret genindspilning på amerikansk i 1993 med titlen The Vanishing, hvor Sandra Bullock spiller kvinden, der forsvinder, mens Jeff Bridges har rollen som hendes psykopatiske bortfører. 

I Dark Blood møder vi River Phoenix, der lever isoleret i en ørken, hvor han venter på jordens undergang. Her tager enspænderens liv en uventet drejning, da et kriseramt ægtepars bil bryder sammen midt ude i det golde landskab. 

Stjal 700 kilo råfilm
Dark Blood blev første gang vist sidste efterår under en hollandsk filmfestival, hvor George Sluizer i et interview med BBC fortæller den opsigtsvækkende historie om tilblivelsen. 

Efter Phoenix’ død forseglede filmens forsikringsselskab al materialet i en container og brugte syv år på at skændes med finansieringsselskabet om, hvem der havde rettighederne til filmrullerne. 

Da der ikke tegnede sig en løsning på striden, blev det besluttet at brænde filmrullerne. Men den hollandske instruktør kom dem i forkøbet og fik en gruppe af venner til at bryde ind i containeren og stjæle de mere end 700 kilo råfilm, der efterfølgende blev bragt til Holland. 

Bror Joaquin takkede nej
Sluizer færdiggjorde filmen ved at erstatte de manglende optagelser med stillbilleder og selv lægge en fortællerstemme henover. Oprindelig havde instruktøren ellers annonceret, at River Phoenix’ bror – den nu lige så berømte skuespiller Joaquin Phoenix – ville lægge stemme til. 

Joaquin Phoenix dementerede dog hollænderens udtagelser og bekendtgjorde, at familien Phoenix på ingen måde ville bidrage til at realisere projektet. 

Men nu er filmen altså imod alle odds færdig, og der bliver sikkert dømt kult, når Dark Blood vises i næste måned i Berlin, og River Phoenix genopstår for en kort stund. 

Bille August på plakaten med krimi
I sidste uge skrev vi, at den iranske instruktør Jafar Panahis Parde er i spil om Guldbjørnen sammen med Mads Mikkelsens nye action-komedie, der har titlen The Necessary Death of Charlie Countryman.

Med fredagens offentliggørelse af resten af programmet er der kommet mere dansk på menuen. 

Bille August er aktuel i hovedprogrammet med Nattog til Lissabon, men danskeren må stadig se langt efter sin første Guldbjørn, da filmen, ligesom Dark Blood, ikke er udtaget til selve konkurrencen.

Nattog til Lissabon bygger på den tyske bestseller-krimi af samme navn. Den handler om en schweizisk professor, der får fingrene i en mystisk bog, som fører ham på en gådefuld rejse til Portugal. 

Jeremy Irons fører an som professoren i filmen. På rollelisten finder vi også Christopher Lee, der i en imponerende alder af 90 år fortsætter med at lave op til flere film om året. 

Linklater afslutter kærlighedstrilogi
Uden for konkurrencen er også Richard Linklaters længe ventede romantiske drama Before Midnight. Det ersidste del i instruktørens trilogi om parret Jesse (Ethan Hawke) og Céline (Julie Deply), der tidligere er kommet på afveje i de roste Before Sunrise (1995) og Before Sunset (2004). 

Vanen tro byder festivalen på film fra hele verden i konkurrencen. En af de mere interessante kommer i år fra Kasakhstan. Den 28-årige Emir Baigazin debuterer med Uroki Garmonii om den trettenårige Asan, som lider af den tvangstanke, at verden skal være et perfekt og smukt sted. 

Hans vision harmonerer ikke just med hans skole, der til daglig er præget af voldelige bander. Tvangstankerne fører på ham en foruroligende mission: Den jævnaldrende bandeleder Bolat skal ganske simpelt slås ihjel! 

Gus Van Sant og Wong Kar-wai
Af gamle kendinge i kampen om Guldbjørnen finder vi Steven Soderberg, som angivelig har lavet sin sidste film. I Side Effects har kvinden Emily (Rooney Mary) god grund til at frygte sin mand Martin (Channing Tatum), der står foran løsladelse fra fængslet. 

Gus Van Sant har tidligere været udtaget til kampen om Guldbjørnen med Good Will Hunting og Finding Forrester, og tredje gang kan blive lykkens gang.

I Promised Land spiller Matt Damon en repræsentant for et stort gasfirma, der skal overbevise en lille bys indbyggere om at sælge retten til at udvinde gas fra undergrunden. Men efter mødet med de lokale opdager Matt Damon, at han har mere moral end den storkapital, han arbejder for. 

Mesteren fra Hong Kong, Wong Kar-wai, er aktuel med The Grandmaster, der handler om kung fu-legenden Yip Man, som trænede Bruce Lee. Filmen, der også er uden for konkurrence, åbner festivalen 7. februar, og hvilken af de i alt nitten film, der dyster om Guldbjørnen og løber med prisen, får vi svaret på lørdag 16. februar.

Trailer til Dark Blood

Kommentarer

Hovedprogrammet på 63. Berlinale

Dolgaya schastlivaya zhizn
Boris Khlebnikov
Rusland

Prince Avalanche
David Gordon Green
USA

Uroki Garmonii
Emir Baigazin
Kasakhstan

Vic+Flo ont vu un ours
Denis Côté
Canada

W imię...
Małgośka Szumowska
Polen

Camille Claudel 1915
Bruno Dumont
Frankrig

Elle s'en va
Emmanuelle Bercot
Frankrig

Epizoda u životu berača željeza
Danis Tanovic
Bosnien/Frankrig/Slovenien

Gold
Thomas Arslan
Tyskland

La Religieuse
Guillaume Nicloux
Frankrig/Tyskland/Belgien

Layla Fourie
Pia Marais
Tyskland/Sydafrika/Frankrig/Holland

The Necessary Death of Charlie Countryman
Fredrik Bond
USA

Nugu-ui Ttal-do Anin Haewon
Hong Sangsoo
Sydkorea

Paradies: Hoffnung
Ulrich Seidl
Østrig/Frankrig/Tyskland

Parde
Jafar Panahi og Kambozia Partovi
Iran 

Poziţia Copilului
Călin Peter Netzer
Romanien

Promised Land
Gus Van Sant
USA 

Side Effects
Steven Soderbergh
USA

Uden for konkurrence:

Yi dai zong shi
Wong Kar-wai
Hong Kong/Kina

Before Midnight
Richard Linklater
USA/Grækenland

Dark Blood
George Sluizer
Holland

Nattog til Lissabon
Bille August
Tyskland/Schweiz/Portugal

The Croods
Kirk De Micco og Chris Sanders
USA

© Filmmagasinet Ekko