Top 5: Roald Dahl-filmatiseringer

Steven Spielberg er aktuel med Den store venlige kæmpe, og han er ikke den eneste, der elsker Roald Dahl (1916-1990).

Faktisk er den engelske forfatter med de norske aner – der ville være fyldt 100 år i september – blandt den engelsktalende verdens mest skattede børnebogsforfattere. Og han har sat eftertrykkeligt præg på generationer af små og store læsere.

Og seere, for den sags skyld.

Hans morderisk muntre noveller blev flittigt brugt i 1950’ernes guldalder-tv-serier som Alfred Hitchcock Presents, og deres twist-afslutninger gav inspiration til en generation af forfattere.

Måske mest berømt er episoden, hvor en husmor banker sin mand ihjel med en frossen lammekølle – og så serverer den for de intetanende politimænd, der leder efter mordvåbnet.

Han stod også bag manuskripter til den lettere støvede børnefilmklassiker Chitty Chitty Bang Bang (1968) og Bond-filmen You Only Live Twice (1967).

Her skinner hans stemme dog ikke lige så klart igennem, som den gør det i bøgerne.

Med et par undtagelser er det først efter Dahls død, at hans kuriøse og ærkeengelske dukkehusuniverser blev realiseret med ærbødig respekt for hans charmerende særheder.

Faktisk er det svært at beskrive bare en enkelt af filmene uden at tyndslide ordet ”charmerende”, for Dahl specialiserede sig i oprigtige, hjertevarme historier om familie, venner og det at finde sin plads i verden. Og det gjorde han med lunefuld humor og sproglig opfindsomhed.

Vi finder de fem bedste frem og bevæger os opad mod toppen.

5. Esio Trot, 2015

Det er formentlig gået mange næser forbi, men Richard Curtis – manden bag Fire bryllupper og en begravelse og Love Actually – har også dyppet tæerne i Dahl-land.

Ganske vist er Esio Trot en tv-film med alt, hvad det indebærer af begrænsede budgetter og små sets oplyst som et fodboldstadium.

Men hvad gør det, når man kan caste Dustin Hoffman som forsagt eremit-pensionist Mr. Hoppy og Judi Dench som den pigede enke, han kaster længselsfulde blikke efter over altanen?

”I livet er der måske ti øjeblikke, hvor man for alvor kan ændre sin skæbne,” siger han på et tidspunkt. ”Jeg har spildt dem alle sammen.”

Men da Hoppys underbo, som han er hemmeligt forelsket i, køber en skildpadde, øjner han en mulighed for at slå til. Hun ønsker sig nemlig brændende, at hendes nye bedste ven skal vokse, så han giver hende et nonsens-rim, der skal siges bagfra (så ”esio trot” bliver til ”tortoise”), for at padden tager på.

Imens køber han stort ind af skildpadder i alle størrelser, som han ubemærket kan skifte ud.

Filmen går målrettet efter søndagssegmentet og serveres bedst om eftermiddagen med en kop te og en skål Werthers Original. Dahl er altid god for en sød historie, og Richard Curtis har altid en kæk replik i ærmet.

Da Hoppy køber ind, er en af dyrehandlerne løbet tør for skildpadder. ”Jeg kunne barbere et pindsvin,” tilbyder han i stedet. ”Ingen ville bemærke det.”

4. Matilda, 1996

Roald Dahls helt store gave som børnebogsforfatter var evnen til at skrive i børnehøjde uden at sætte sig på hug. Børn er ikke bare ligeværdige, de er mere frisatte, ligefremme og ærlige end de voksne i hans historier.

Instruktør Danny DeVito tog sig visse friheder med Dahls roman, da han oversatte den til det store lærred. Men som de øvrige film på listen rammer han den helt rigtige tone af barnlig fantasi og truende alvor.

Intet sted er det så tydeligt som i Matilda, der følger en genial niårig pige, der ved et ulykkeligt skæbnetræf er født ind i en forfærdelig familie af selvoptagede, boghadende idioter, som slet ikke værdsætter hende.

Igen og igen støder stakkels Matilda, spillet af den bedårende og gammelkloge Mara Wilson, ind i voksne, der spærrer vejen for hende: ”Jeg har ret, og du tager fejl, jeg er stor, og du er lille, og der er ikke noget, du kan gøre ved det.”

Men det er der faktisk. For Matilda har ben i næsen og et es eller to i ærmet, og DeVito iscenesætter hendes hævn over de nævenyttige voksne med ekspressionistisk overdrivelse og barnlig farveglæde.

3. Willie Wonka and the Chocolate Factory, 1971

Det er vel mest af alt et spørgsmål om alder og temperament, om man foretrækker denne første filmatisering af Dahls mest kendte børnebog eller Tim Burtons genindspilning fra 2005.

Burtons er en mere blankpoleret og præcist serveret udlægning af historien, hvor originalen farer i alle mulige retninger, og særligt i første halvdel af filmen – det tager tre kvarter, før de når fabrikken! – har den mere karakter af en sketch-komedie end en familiefilm.

Og netop i disse sekvenser er den også filmhistorisk interessant, fordi de meget direkte henvender sig til et voksent publikum snarere end et børnepublikum, hvilket familiefilm i dag gør på en unægteligt mere sofistikeret måde.

Altid fornuftige Roger Ebert sammenlignede filmen med The Wizard of Oz: Begge film er pangfarve-syrede eventyr med små mænd og sange, man nynner efter rulleteksterne, og begge film voksede sig til kultsucceser, længe efter de var taget af biografprogrammet.

Der er referencer til filmen i alt fra Back to the Future til The Simpsons til Futurama til Modern Family.

Dahl selv brød sig ikke om filmen, fordi han ikke helt urimeligt mente, at den handlede mere om Wonka end om Charlie. (selvom navneskiftet fra Charlie til Willy Wonka faktisk skete for at promovere de virkelige Wonka-chokoladebarer).

2. Danny the Champion of the World, 1989

Børnefilm fås i alle afskygninger. Gode, dårlige, sjove, skræmmende. Nogle går fuldkommen hen over små hoveder, og andre virker designet til at drive forældre til vanvid.

Men så er der også de børnefilm, der hører hjemme på ethvert børneværelse. Sådan en film er Danny the Champion of the World, og derfor er det ærgerligt, at så få har set den.

Det skyldes selvfølgelig først og fremmest, at der er tale om en tv-film, der i dag er svært tilgængelig. Og den ligner en tv-film: Den er skudt i 4:3-formatet med samme æstetiske tilgang som mange af den periodes klassikerfilmatiseringer.

Niårige Danny bor med sin mekanikerfar (Jeremy Irons) i landlig Postmand Per-idyl et sted i det engelske sommerlandskab anno 1955. Men den nyrige Victor Hazell (Robbie Coltrane) vil købe deres grund og tager gerne lyssky midler i brug for at tvinge dem til at sælge.

Filmen er delvis baseret på Dahls egne oplevelser, og dens helt store styrke er forholdet mellem far og søn. Det skyldes ganske simpelt, at Irons fik sin egen søn Samuel castet i rollen som Danny.

Æblet faldt måske ikke lige ved stammen, hvad skuespiltalent angår, men den uforfalskede kærlighed og tillid de to imellem giver en helt særlig intimitet. Danny bliver trøstet med kys og kram, de nulrer næse, han sidder på Fars skuldre. De elsker og støtter sig til hinanden, og det stråler ud af dem.

Samtidig rumsterer nationaltraumet Anden Verdenskrig i filmens fortid og Danny bevidsthed. Hazell er en krigsprofitør, forklarer faren. ”Mens vi andre kæmpede, havde han travlt med at tjene penge på folks ulykke.”

1. Fantastic Mr. Fox, 2009

Sjældent har en filmskaber været så godt matchet med sit stof, som da Wes Anderson kastede sig over Roald Dahl.

Fantastic Mr. Fox handler om den snu, men selvoptagede Mr. Fox. Han savner det vilde liv som hønsetyv og får farmerne Boggis, Bunce og Bean på nakken, da han orkestrerer et sidste bræk.

Dahl har en tendens til at konstruere små, afgrænsede universer til sine eventyrlige historier. Men det er intet mod Andersons hang til matematisk nøjagtig symmetri, mikrostyret setdesign og filmisk rytme timet med en metronom. Og stop motion-animationen gav Anderson mulighed for virkelig at udfolde sig som kontrolfreak.

Ikke én detalje er uovervejet, og jo mere man ser den, desto mere værdsætter, man hvor godt, alting spiller sammen.

Manuskriptet skrev Wes Anderson sammen med Noah Baumbach, og resultatet er en vittig, begavet og slet og ret charmerendeparafrasering over Dahls korte roman. Anderson tilføjer dog en midtlivskrise eller to, et anspændt far/søn-forhold og en efterårs-orange stemning af nostalgisk melankoli perfekt akkompagneret af Alexandre Desplats enkle, men rørende score.

Læg dertil et hav af stærke stemmepræstationer med en særdeles veloplagt George Clooney i spidsen og ekstremt pålidelige navne som Meryl Street, Bill Murray og Jason Schwartzmann længere nede på rollelisten.

Mest underholdende af dem alle er dog Michael Gambon som den ranglede psykopat Boggis, der vækker mindelser om Gambons gangsterkarakter fra Layer Cake.

Fantastic Mr. Fox er til dato det tætteste, Wes Anderson er kommet på en regulær komedie, men han finder alligevel plads til vaklende selvværd og truslen om en skilsmisse for Mr. og Mrs. Fox. ”Jeg elsker dig,” sukker hun på et tidspunkt, ”men jeg skulle ikke have giftet mig med dig.”