Robby Müller bragte magien tilbage til filmen

Netop som jeg havde fået en aftale med Den Danske Filmskoles efteruddannelse om visning af Claire Pijmans film om filmfotografen Robby Müller, ringede mobilen.

Robert Müller blev født 4. april 1940 i Willemstad, Curaçao på De hollandske Antiller. Han er særligt kendt for sit arbejde med Wim Wenders, Jim Jarmusch og Lars von Trier, og The Guardian har omtalt ham som en af de største filmkunstnere i sidste del af forrige århundrede.

Øjenåbner
Jeg har mødt Robby ved fire lejligheder.

Første gang var i 1995, da han filmede Lars von Triers Breaking the Waves, hvor jeg var hyret til at operere andet- eller tredje-kameraet på nogle natoptagelser – Lars von Trier førte selv A-kameraet.

På det tidspunkt havde jeg kun set en af hans film, nemlig Wim Wenders’ Paris, Texas (1984), som virkelig havde været en øjenåbner for, hvor stor indflydelse billederne – farver og komposition – kan have på en films historie.

Som en amerikansk anmelder skrev: ”It brings magic back to the cinema.”

Fravalget af farve
Da Breaking the Waves var færdigoptaget, arrangerede Filmskolens efteruddannelse en dag med Robby Müller og hans film. Og jeg blev bedt om at være moderator.

Det gav mig anledning til at se alt fra Robbys første film med Wim Wenders – Alabama (2000 Light Years) fra 1969 – til den på det tidspunkt seneste film, Jim Jarmusch’ fine sort-hvide Dead Man fra 1995.

Og Robbys besøg på skolen blev en stor oplevelse.

Han ønskede ikke at tale om teknik. Det gav sig selv, som han sagde. Han ville meget hellere tale om at se billeder og gerne i sort-hvid.

I den forbindelse udtalte han, at der er mange film i dag, hvor farver faktisk ikke er nødvendige, men du har intet valg. Distributørerne og biograferne vil have farver, for ellers kan de ikke sælge filmene, siger de.

Fravalg af farve kan virke som en stærkere faktor end tilvalg af farver, mente Robby.

Wim Wenders Alice i byerne (1974) var oprindelig planlagt i farver. Men Robby mente, at det var en rigtigt dårlig idé. Den lille pige vil være totalt fortabt i New Yorks skrigende og eksotiske farver, og det er jeg bestemt enig i.

Forholdet til USA
Robby fortalte også om at arbejde i USA.

”Wim Wenders og jeg blev ret kendte, efter vi havde lavet Den amerikanske ven, og jeg havde desuden filmet i Holland, Tyskland, Frankrig og nogle få produktioner i Amerika,” sagde han og fortsatte:

”Men i USA er der ikke plads til at improvisere. Alt er tilrettelagt i forvejen, det er som maskiner. Først bliver man imponeret af al deres udstyr, og når du er færdig med produktionen, ligner det næsten en amerikansk film. Det blev aldrig rigtigt min verden.”

Tredje gang (2000) vi mødtes var igen på en Lars von Trier-film, hvor jeg var hyret til at operere et af de mange kameraer. Denne gang blev kun til et par korte, men givtige samtaler.

Sygdommen
Fjerde og sidste gang vi mødtes var i 2002 i Bitola, Makedonien. Vi var begge indkaldt som jurymedlemmer (Robby som juryformand) til International Cinematographers’ Film Festival Manaki Brothers. Det blev fem skønne dage sammen med Robby, og vi fik talt om alt fra film til familieliv.

Ved den lejlighed modtog han også Special Golden Camera 300 for Outstanding Contribution to World Cinema Art.

Et par år senere ramte sygdommen ham, og det gik desværre alt for hurtigt den forkerte vej. Det var slut med at filme, og snart sad han i rullestol og havde svært ved at tale.

Finder lyset
En ting, han gerne ville have taget del i, var Dogme-filmene.

”Jeg blev aldrig involveret i Dogme, men jeg forstod dem – det var sådan, jeg startede. Vi havde ingenting, men vi var ikke bange for at skyde en hel film med kun en lampe eller slet ingen. Hvis man tør det og tager konsekvensen af det, så finder man lyset,” sagde han.

Men nu er det slut.

Den 10. juli blev Robby Müller, med tilnavnet The Master of Light, begravet i Amsterdam. På graven står et lille træ, det er sat af Dansk Filmfotograf Forbund som en hyldest til en stor fotograf,
der ikke var bange for at dele sin viden med andre.

Da Instruktøren Jim Jarmusch fik at vide, at Robby var død, udtalte han:

”Vi har mistet den usædvanlige, brillante og uerstattelige Robby Müller. Jeg elsker ham så højt. Han har lært mig så mange ting, og uden ham tror jeg ikke, at jeg ville vide noget som helst om at lave film.”

Æret være Robbys minde.