Nyhed
14. jan. 2021 | 16:09

Dansk film hylder sig selv efter succes-år

Foto | Kasper Tuxen
Mads Mikkelsen kan vinde en Robert for sin præstation i Retfærdighedens ryttere, men han er både oppe imod Nikolaj Lie Kaas for samme film og sig selv for rollen i Druk.

Mads Mikkelsen kæmper mod sig selv med flere nomineringer ved Robert-uddelingen, hvor adskillige Ekko-favoritter er i spil til priser.

Af Lasse Torp Hansen

I sidste uge offentliggjorde Det Danske Filmakademi deres nomineringer til årets Robert-uddeling.

Og selv om 2020 for manges vedkommende sikkert druknede i coronavirus, står det klart, at sidste år bød på forrygende danske film og tv-serier, som var populære både blandt anmeldere og publikum.

Faktisk solgte danske film sammenlagt 3,6 millioner billetter i biograferne, selv om de var lukket i flere omgange. Det er over 150.000 flere end i 2019, men med til historien hører også, at der var langt mindre konkurrence fra amerikanske blockbusters.

Nogle af de danske kritiker- og publikumsfavoritter er i spil til at vinde en Robert for årets danske spillefilm.

Kampen står mellem Thomas Vinterbergs Oscar-kandidat Druk, debutanten Malou Reymanns personlige En helt almindelig familie, Christina Rosendahls periodedrama Vores mand i Amerika, Anders Ølholm og Frederik Louis Hviids politidrama Shorta og Anders Thomas Jensens sorte komedie Retfærdighedens ryttere.

Se alle de nominerede nederst i artiklen!

Retfærdighed trumfer druk
Druk
fik seks stjerner af Ekkos chefredaktør og blev årets mest sete film med over 800.000 solgte billetter.

Filmen om fire gymnasielæreres alkoholeksperiment høster hele tolv Robert-nomineringer, deriblandt til Thomas Vinterberg for årets bedste instruktør og årets originale manuskript af instruktøren og Tobias Lindholm.

Lars Ranthe, Magnus Millang og Thomas Bo Larsen er alle nomineret for bedste mandlige birolle for deres præstation i Druk, mens Mads Mikkelsen i hovedrollen blandt andet skal dyste mod sig selv.

Den populære skuespiller er nemlig også nomineret til bedste mandlige hovedrolle som sorgramt soldat i Retfærdighedens ryttere. I kategorien finder man også Nikolaj Lie Kaas, som spiller en spøjs statistiker i den mørke komedie.

Og Retfærdighedens ryttere slår faktisk Druk, hvad angår antallet af Robert-nomineringer.

Anders Thomas Jensens nyeste film lægger sig i spidsen med femten nomineringer. Filmen havde en fantastisk åbningsweekend med 125.000 solgte billetter og stærke anmeldelser, inklusive fem stjerner i Ekko.

Men efter små tre uger måtte biograferne lukke. Hvor stor en succes Retfærdighedens ryttere bliver, vil tiden vise, når biograferne åbner igen.

Kendt fra Ekko Shortlist
Det Danske Filmakademi, hvis medlemmer tæller over 2000 personer fra den danske filmbranche, uddeler en lang række priser til instruktører, skuespillere og andre filmfolk inden for film og tv.

Der bliver også delt priser ud inden for både fiktion og dokumentar til kortfilm, som for nogles vedkommende kan ses på Ekko Shortlist.

Super16-filmen Pinkies begravelse af Simon Mortensen er nomineret for bedste fiktionskortfilm. Han er oppe imod blandt andre Jennifer Alice Wright, der vandt prisen for bedste animation ved Ekko Shortlist Awards for Hvor træerne blokerer for lyset.

I kategorien finder man også Hannah Elbkes Bleed, Christian Bengtsons Kaldet og Uden at blinke, der er instrueret af Katrine Brocks og skrevet af Marianne Lentz.

Makkerparret, der arbejder sammen på en spillefilm, var ved Ekko Shortlist Awards i efteråret nomineret for hver sin film: Brocks for Under bølgerne, over skyerne og Lentz for En flirt.

Sidstnævnte vandt prisen for bedste manuskript, mens Zinnini Elkingtons #MeToo-drama En flirt også strøg helt til tops og vandt Shortlist Prisen.

Barnepigerne, der vandt for bedste lyddesign ved Ekko Shortlist Awards, er nomineret for årets dokumentarkortfilm.

I det lange dokumentarformat tæller de nominerede Mads Brüggers afslørende Muldvarpen – Undercover i Nordkorea og Eva Marie Rødbros barske og smukke I Love You I Miss You I Hope to See You Before I Die.

Yngste kvinde nogensinde
I kategorien ”Årets tv-serie” står kampen mellem DR’s Ulven kommer, dokumentarserien Scandinavian Star og naturserien Vilde vidunderlige Danmark og terrordramaet Når støvet har lagt sig samt TV 2’s serie om ubådsmordet på Kim Wall: Efterforskningen.

Der er også en kategori ved navn ”Årets korte tv-serie”. Her tæller de nominerede Xee-serierne 32 og Cold Hawaii, som er skabt af forskellige Ekko-favoritter.

Værterne ved Ekko Shortlist Awards 2019, Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag, står bag ungdomsserien 32, mens den såkaldte konge af Ekko Shortlist, Aske Bang, har lavet Cold Hawaii sammen med Allan Hyde.

Det er også værd at bemærke, at man blandt de nominerede finder den yngste kvindelige nominerede nogensinde.

Femtenårige Flora Ofelia Hofmann Lindahl er nomineret for bedste kvindelige hovedrolle i en tv-serie for sin præstation i Ulven kommer. Ekkos anmelder beskrev hende som perfekt balanceret mellem skrøbelig og stærk.

Robert-uddelingen 2021 afholdes virtuelt den 6. februar.

Robert-nomineringer 2021

 

Spillefilm
Druk (Thomas Vinterberg)
En helt almindelig familie (Malou Reymann)
Retfærdighedens ryttere (Anders Thomas Jensen)
Shorta (Anders Ølholm, Frederik Louis Hviid)
Vores mand i Amerika (Christina Rosendahl)

Dokumentarfilm
7 years of Lukas Graham (René Sascha Johannsen)
I Love You I Miss You I Hope I See You Before I Die (Eva Marie Rødbro)
Kampen om Grønland (Kenneth Sorento)
Muldvarpen – Undercover i Nordkorea (Mads Brügger)
Undertrykkelsens sang (Marianne Hougen-Moraga og Estephan Wagner)

Børne- & ungdomsfilm
Blokhavn (Malthe Emil Kibsgaard, Sorena Sanjari og Troels Unneland)
Drømmebyggerne (Kim Hagen Jensen)
En helt almindelig familie (Malou Reymann)
Julemandens datter 2 – Jagten på Kong Vinters krystal (Christian Dyekjær)
Malous jul (Claus Bjerre)

Tv-serie
Efterforskningen (Tobias Lindholm)
Når støvet har lagt sig (Dorte Warnøe Høgh og Ida Maria Rydén)
Scandinavian Star (Mikala Krogh)
Ulven kommer (Maja Jul Larsen)
Vilde vidunderlige Danmark (Henrik Zachariassen)

Instruktør
Anders Thomas Jensen (Retfærdighedens ryttere)
Christina Rosendahl (Vores mand i Amerika)
Jeanette Nordahl (Kød & Blod)
Malou Reymann (En helt almindelig familie)
Thomas Vinterberg (Druk)

Originale manuskript
Anders Thomas Jensen (Retfærdighedens ryttere)
Anders Ølholm og Frederik Louis Hviid (Shorta)
Ingeborg Topsøe (Kød & Blod)
Malou Reymann (En helt almindelig familie)
Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm (Druk)

Mandlig hovedrolle
Jacob Hauberg Lohmann (Shorta)
Mads Mikkelsen (Druk)
Mads Mikkelsen (Retfærdighedens ryttere)
Nikolaj Lie Kaas (Retfærdighedens ryttere)
Mikkel Boe Følsgaard (En helt almindelig familie)

Kvindelig hovedrolle
Amanda Collin (Undtagelsen)
Danica Curcic (Undtagelsen)
Andrea Heick Gadeberg (Retfærdighedens ryttere)
Bodil Jørgensen (De forbandede år)
Trine Dyrholm (Erna i krig)

Mandlig birolle
Elliott Crosset Hove (Kød & Blod)
Lars Brygmann (Retfærdighedens ryttere)
Lars Ranthe (Druk)
Magnus Millang (Druk)
Thomas Bo Larsen (Druk)

Årets kvindelige birolle
Lene Maria Christensen (Undtagelsen)
Maria Bonnevie (Druk)
Sidse Babett Knudsen (Kød & blod)
Sidse Babett Knudsen (Undtagelsen)
Özlem Saglanmak (Shorta)

Fotograf
Jacob Møller (Shorta)
Jonas Berlin (Muldvarpen – Undercover i Nordkorea)
Kasper Tuxen (Retfærdighedens ryttere)
Louise McLaughlin (Vores mand i Amerika)
Sturla Brandth Grøvlen (Druk)

Klipper
Anders Albjerg Kristiansen (Shorta)
Anne Østerud og Janus Billeskov Jansen (Druk)
Ida Bregninge (En helt almindelig familie)
Janus Billeskov Jansen og Olivier Bugge Coutté (Vores mand i Amerika)
Nicolaj Monberg og Anders Albjerg Kristiansen (Retfærdighedens ryttere)

Scenograf
Gustav Pontoppidan (Shorta)
Jette Lehmann (Erna i krig)
Nikolaj Danielsen (Retfærdighedens ryttere)
Rie Lykke (Vores mand i Amerika)
Sabine Hviid (Druk)
Sabine Hviid og Kristina Kovacs (En helt almindelig familie)

Visuelle effekter
Colin Journèe (Erna i krig)
Hummer Højmark og Peter Hjorth (Retfærdighedens ryttere)
Jonas Drehn og Jan Tvilling (Shorta)
Martin Madsen (Julemandens datter 2 – Jagten på Kong Vinters krystal)
Peter Hjorth (De forbandede år)

Kostumedesigner
Anne-Dorthe Eskildsen (De forbandede år)
Camilla Nordbjerg (En helt almindelig familie)
Edit Szűcs (Vores mand i Amerika)
Emilie Bøge Dresler (Kød & Blod)
Vibe Knoblauch Hededam (Retfærdighedens ryttere)

Sminkør
Anne Cathrine Sauerberg og Jasmine Schmit (Erna i krig)
Henrik Steen (Shorta)
Henrik Steen og Thomas Foldberg (En helt almindelig familie)
Louise Hauberg Lohmann (Retfærdighedens ryttere)
Szandra Gerő (Vores mand i Amerika)

Årets sounddesigner
Bo Asdal Andersen og Hans Christian Arnt Torp (I Love You I Miss You I Hope I See You Before I Die)
Eddie Simonsen (Retfærdighedens ryttere)
Jan Schermer og Hans Møller (Druk)
Morten Green (Shorta)
Peter Albrechtsen (Vores mand i Amerika)

Score
Jens Bjørnkjær (7 years of Lukas Graham)
Jeppe Kaas (Retfærdighedens ryttere)
Jonas Struck (Vores mand i Amerika)
Kristian Selin Eidnes Andersen (Drømmebyggerne)
Martin Dirkov (Shorta)

Original sang
Blokhavn (Gigis)
Dage uden dig (Alberte Winding fra Drømmebyggerne)
Hver for sig (Alma Agger fra Julemandens datter 2 – Jagten på Kong Vinters krystal)
Hvis ikke nu – så hvornår? (Lis Sørensen fra Madklubben)
Louise (Theis Tequila fra Lille sommerfugl)

Mandlig hovedrolle – tv-serie
Andreas Jessen (Alfa)
Bjarne Henriksen (Ulven kommer)
Jesper Groth (Sygeplejeskolen III)
Lars Ranthe (Friheden II)
Søren Malling (Efterforskningen)

Kvindelig hovedrolle – tv-serie
Asta Kamma August (SEX)
Flora Ofelia Hofmann Lindahl (Ulven kommer)
Karen-Lise Mynster (Når støvet har lagt sig)
Laura Christensen (Efterforskningen)
Lene Maria Christensen (Friheden II)

Mandlig birolle – tv-serie
Jens Jørn Spottag (Sygeplejeskolen III)
Joachim Fjelstrup (Julefeber)
Peter Frödin (Julefeber)
Peter Plaugborg (Ulven kommer)
Pilou Asbæk (Efterforskningen)

Kvindelig birolle – tv-serie
Anette Støvelbæk (Sygeplejeskolen III)
Bodil Jørgensen (Julefeber)
Christine Albeck Børge (Ulven kommer)
Emma Sehested Høeg (Limboland)
Pernilla August (Efterforskningen)

Kort tv-serie
32 (Julie Rubæk og Jesper Zuschlag)
Cold Hawaii (Aske Bang og Allan Hyde)
Julefeber (Natasha Arthy)
Noget om Emma (Mads Mengel)
SEX (Amalie Næsby Fick)

Kort fiktion/animation
Bleed (Hannah Elbke)
Hvor træerne blokerer for lyset (Jennifer Alice Wright)
Kaldet (Christian Bengtson)
Pinkies begravelse (Simon Mortensen)
Uden at blinke (Katrine Brocks)

Kort dokumentar
Barnepigerne (Signe Barvild Stæhr)
Dengang Danmark lukkede ned (Emil Nørgaard Munk)
De skygger vi arver (Susanne Kovács)
Livet mens vi dør (Christine Albeck Børge)
Tove i stykker (Sami Saif og Peter Lopes Andersson)

Engelsksproget film
1917 (Sam Mendes)
Hidden Life (Terrence Malick)
Little Women (Greta Gerwig)
MANK (David Fincher)
The Lighthouse (Robert Eggers)

Ikke-engelsksproget film
Portræt af en kvinde i flammer (Céline Sciamma)
Søstrene Gusmãos usynlige liv (Karim Aïnouz)
The Farewell (Lulu Wang)
Til Sama (Waad Al-Kateab)
Weathering With You (Makoto Shinkai)

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko