Campillo: ”Kampen for kroppen fortsætter”

De færreste kender nok Robin Campillos navn, men den marokkansk-fødte, franske instruktør og manuskriptforfatter står bag en række film, som er blevet store både i hjemlandet og ude i verdenen.

Hans første film som manuskriptforfatter er L’emploi du temps om en arbejdsløs mand, der forsøger at holde sin vanskelige situation skjult for familie og venner. Campillo skrev filmen, der kom på adskillige lister over de bedste i 00’erne, sammen med instruktør Laurent Cantet, og de to har siden arbejdet sammen.

Efterfølgende debuterede Robin Campillo som instruktør i 2004 med zombiedramaet Les revenants, der blev en pæn succes. Idéen om levende døde, som er mere menneskelige end blodtørstige, var så god, at den blev til en fremragende fransk serie og siden en knap så stærk amerikansk af slagsen.

I 2008 brød Campillo for alvor igennem til den mere kunstneriske del af filmverdenen som en af forfatterne på Laurent Cantets Klassen, der vandt en Guldpalme for portrættet af en parisisk lærers kamp for at standse raceuroligheder blandt sine elever.

Men med 120 battements par minute, der er i hovedkonkurrencen på årets Cannes-festival, har 54-årige Campillo for første gang skrevet og instrueret alene. Til gengæld for anstrengelserne nævnes filmen som seriøs kandidat til at vinde Guldpalmen på søndag.

Det tør Campillo dog slet ikke tænke på, fortæller han, da Ekko møder ham i Cannes.

”Så bliver jeg bare paranoid. Jeg viste min seneste film, Eastern Boys, i Venedig og vandt en pris, men ingen i Frankrig så den. Den fik gode anmeldelser i eksempelvis Variety, men den franske avis Libération glemte faktisk mit navn, så jeg følte, at jeg ikke eksisterede,” fortæller Robin Campillo med et grin.

”Nu er 120 battements par minute vistnok blevet anmelderrost, men jeg tør ikke læse anmeldelser og følge med på sociale medier. Mine venner spørger: ’Har du hørt det her?’ men jeg holder hænderne for ørerne.”

Levende hukommelse
120 battements par minute foregår i starten af 90’ernes Paris, hvor aids allerede havde dræbt folk i et årti. Men myndighederne gjorde stadig ikke meget ved det ifølge filmen.

Den homoseksuelle Nathan (Arnaud Valois) melder sig ind i Act Up Paris, som kæmper for at gøre opmærksom på den frygtelige sygdom, der især rammer byens bøssemiljø. Her møder han den militante Sean (Nahuel Pérez Biscayart), der forsøger at vække folk med aggressive aktioner og kampagner.

Det er en meget personlig historie for Robin Campillo, der er homoseksuel og selv var med i Act Up Paris.

”Det er ikke fantasi, men min hukommelse. De to kan dog selvfølgelig nemt blive blandet sammen. Men jeg gennemgik ikke dokumenter slavisk, for jeg ville lave en Marcel Proust-agtig erindringsfilm om den tid, og min hukommelse er så levende, at jeg slet ikke behøvede dokumenter. Jeg husker endda specifikke sætninger fra dengang, fordi det var så vigtig en tid for mig,” siger den franske filmskaber.

At grave tilbage i hukommelsen vækkede også en masse minder for Robin Campillo, som pludselig forstod en masse ting bedre end dengang.

”Det ramte mig mere følelsesmæssigt at skrive om det, end da jeg oplevede det dengang. Jeg var 30, og folk på 21 år døde, men fordi vi var unge, klarede vi det. Jeg oplevede selv situationen i filmen, hvor en mor taler til sin døde søn, som om han var i live, men dengang gav det ikke mening for mig.”

”Da jeg så skrev manuskriptet, forstod jeg hende bedre, men under det forløb var min egen mor også ved at dø, så det var meget at forholde sig til,” fortæller Robin Campillo.

Også for unge mennesker
120 battements par minute er først og fremmest en menneskelig historie om ensomheden blandt dem, som bliver sat uden for samfundet.

Men filmen er også en politisk fortælling om, at man altid skal kæmpe mod uretfærdighed, særligt for de udsatte grupper. Det mener Robin Campillo nemlig hurtigt bliver glemt i dag.

”Jeg har på fornemmelsen, at det er svært at lave nye, politiske bevægelser. Det var på en måde nemt for Act Up at skabe opmærksomhed, fordi folk blev syge i deres krop, og homoseksuelle mænd havde gået hele vejen op gennem 80’erne og tænkt, at ingen tog sig af deres død. Der var så meget vrede og frygt,” fortæller instruktøren om sin tid i bevægelsen.

”Så vi følte en styrke, da vi fandt sammen, for der var ikke noget valg. Det var en kamp for kroppen, der svarer til kvinders kamp for retten til abort. Mange af de ting, vi behandler i filmen, er stadig et problem i dag, og måske er det endda værre for eksempelvis stofmisbrugere. Der er også sket fremskridt, men ikke nok.”

Robin Campillo tror derfor, at også unge mennesker, som ikke var til stede dengang, vil kunne forholde sig til filmens historiske virkelighed. Verden er trods alt en anden i dag, men der har været en lille testvisning på et publikum fra den yngre målgruppe, som tog godt imod filmen.

”Adèles liv solgte en million billetter i Frankrig, og jeg tror, at unge mennesker vil tage godt imod filmen. Den er jo ret melodramatisk, men Laurent Cantets søn på 21 begyndte at græde allerede under debatscenen, fordi han opdagede en verden, som ikke findes mere.”